Spring navigation over

I dag samler tusindvis ind til kræftsagen: - Det er rørende

12.000 indsamlere går i dag på gaden i hele landet for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Er du ikke hjemme, kan du stadigvæk støtte via sms, MobilePay, bankoverførsel eller digitale indsamlinger på Facebook.

Sidste år samlede Kræftens Bekæmpelses formand, Helen Bernt Andersen, ind på Østerbro i København. Foto: Tomas Bertelsen

Hvis det ringer på døren midt i formiddagskaffen eller søndagsfrokosten i dag, har du måske fået besøg af en af de tusindvis af danskere, der er ude for at samle ind til kræftsagen fra klokken 10.

En af dem, der glæder sig til at komme ud og samle ind til året Landsindsamling, er Helen Bernt Andersen, der er formand i Kræftens Bekæmpelse.

- I dag står befolkningen sammen og viser støtte og opbakning til alle kræftpatienter og pårørende. Det er rørende, at flere tusind frivillige igen i år tager tre timer ud af kalenderen for at bidrage til et bedre liv efter kræft og bane vejen for, at flere overlever sygdommen. Det er vi meget taknemmelige over, siger hun.

- Det er altid noget helt særligt at være ude og samle ind og mærke befolkningens opbakning til kræftsagen. Jeg krydser fingre for, at rigtig mange danskere er hjemme i dag og tager godt imod os som altid, når jeg og de mange frivillige går på gaden for at samle ind, siger hun og understreger, at der heldigvis er god mulighed for at støtte, selvom man ikke er hjemme.

Støt som du vil
Hvis du ikke kunne tage imod, da indsamlerne kom forbi, har du stadigvæk mulighed for at give et bidrag til dette års landsindsamling. Det kan du blandt andet gøre ved at støtte eller oprette en digital indsamling på Facebook eller via indsamling.dk., Mobile Pay på 93 80 00, sms og bankoverførsler.  

Alle, der er involveret i landsindsamlingen, har en væsentlig andel i Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, forebyggelse og patientstøtte – en indsats, der skaber håb og redder liv. Det gælder både de mange, der giver et bidrag til indsamlingen – og de mange, som bruger to-tre timer af deres søndag på at samle ind.

Opret eller støt en indsamling på indsamling.dk

Opret din egen digitale indsamling på Facebook

Din støtte nytter
De penge, der kommer ind til Landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse.

Overskuddet fordeles med 61 pct. til forskning, 18 pct. til patientstøtte, 18 pct. til forebyggelse og tre pct. til administration. Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige.

Derfor er foreningen dybt afhængig af dig og andre, der vælger at støtte sagen, og som på den måde er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.