Michael Mørkøv cyklede sig gennem sorgen over sin fars død
Da verdens bedste hjælperytter som 22-årig mistede sin far til prostatakræft, blev cyklen hans redskab til at komme igennem sorgen. Tabet har præget hans liv, og derfor træder han nu til for kræftsagen.
På vej op til hospitalet i Frederikssund slår det pludselig Michael Mørkøv, at han ikke kan huske, at han nogensinde har givet sin far et knus.
- Vi var meget tætte, men vi havde ikke sådan et overdådigt kærlighedsforhold, hvor man krammer og den slags. Men lige der besluttede jeg mig for, at det ville jeg også nå at have med, husker han.
Da Michael kommer op på sygehuset, siger han alle de ting, han har planlagt hjemmefra: Tak fordi du har været en god far for mig og mine brødre. Tak for det liv, du har givet mig – og alt det, du har hjulpet mig med.
- Først sagde han, at det skulle vi ikke snakke om nu, men jeg var meget opsat på det. Det var uvant for ham, men han tog selvfølgelig godt imod det, da vi først kom i gang. Og så brød han sammen og begyndte at græde. Det var også første gang i mit liv, jeg så min far græde, fortæller han.
Faderen siger til Michael, at han ønsker, sønnen skal leve sit liv fuldt ud. Han giver ham to gode råd: Vær altid flittig og ærlig, så vil du nå langt i dit liv. Og til sidst giver Michael sin far et stort kram.
Det bliver sidste gang, Michael ser sin far. I sommeren 2007 dør han af prostatakræft, kun 56 år gammel.
Det var megahårdt at sige farvel på den måde. Men det var vigtigt for mig, at vi fik sluttet af på en god måde
For sent til lægen
Den unge cykelrytter er bare 22 år gammel og midt i forberedelserne til sit livs første OL, da hans far får konstateret prostatakræft. I begyndelsen trækker han lidt på skuldrene og tænker, at det må lægerne da kunne fikse. Men inden længe står det klart, at det måske ikke bliver så let.
- Han var selvstændig radiomekaniker og typen, der aldrig havde haft en sygedag i sit liv. Han gik aldrig til lægen med noget som helst. Og det var nok også derfor, der gik alt for lang tid, fra han fik vandladningsproblemer, til kræften blev opdaget. Pludselig kunne han slet ikke passe sit arbejde, husker Michael.
Faderen taber sig meget og bliver svagere og svagere. Det går hurtigt ned ad bakke. Så da Michael et halvt år inde i sygdomsforløbet skal på en måneds træningslejr med landsholdet i Kina, står han i et dilemma: Han vil gerne deltage – det er det, han har levet og åndet for i flere år. Men samtidig frygter han, at faderen ikke er der, når han kommer tilbage.
- I sidste ende var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle afsted på den træningstur. Den var afgørende for min deltagelse ved OL. Og min far havde heller ikke noget behov for, at jeg skulle sidde og holde ham i hånden. Han ønskede, at jeg skulle gå efter min drøm. Så jeg tog op til ham og sagde farvel. Og det er jeg glad for den dag i dag, forklarer han.
Cykler videre dagen efter
Michael ligger på massagebriksen, da opkaldet kommer. Han har netop afsluttet første etape af et 10-dages løb, der er en del af træningslejren i Kina. Hans mor plejer aldrig at ringe, når han er i udlandet. Så i det øjeblik, han ser hendes navn på displayet, ved han, hvad der er sket.
- Hun fortalte, at far var sovet stille ind. Jeg brød selvfølgelig sammen og blev sindssygt ked af det. Men jeg havde ikke nogen trang til at tage hjem, fortæller han.
Holdkammeraterne ved godt, hvad det er for et opkald, Michael lige har fået. Men de gør heldigvis ikke en masse ud af det.
- De gav mig den støtte, jeg havde brug for. Det var ikke, fordi de spurgte så meget ind til det – men der var ingen pinlig tavshed, de var der bare for mig, og vi kørte videre i vores cykelsystem. Det var afkobling nok for mig. Og det føltes som det bedste sted, jeg kunne være, og de bedste mennesker, jeg kunne være sammen med, fortæller han.
Michael cykler sig igennem sorgen. Og han gennemfører alle ti etaper, før han vender hjem til begravelsen.
- Sådan var mit liv på det tidspunkt – det var bare sandheden og realiteten for mig, og jeg havde jo gjort op med mig selv, hvad jeg ville, inden jeg tog afsted. Selvfølgelig ville jeg gerne have været der for min mor. Men mine brødre var jo derhjemme. Og jeg ved, at min far ville have ønsket det sådan, siger han.
I de efterfølgende år har Michael af og til spekuleret over, om hans stærke fokus på cyklingen og OL betød, at han ikke fik bearbejdet faderens død ordentligt. Om det hele mon pludselig ville ramle ned over ham en dag. Men det er efterhånden 15 år siden, og det er ikke sket endnu.
I dag føler jeg bare, at jeg kan tænke tilbage på ham med glæde. Jeg tror virkelig, at den afsked, vi fik, har betydet alt for mit liv efterfølgende
Træder til for kræftsagen
Alligevel har tabet af en far i så ung en alder naturligvis præget Michaels liv.
- Han var en primær figur i min barndom, og mange af de valg, jeg har truffet, har nok ubevidst været i jagten på hans anerkendelse. Han gav udtryk for, at han godt kunne tænke sig en speciel Toyota, og så blev det min drømmebil. Og han tog mig med til cykelløb første gang og introducerede mig for sporten – og så blev det mit liv. Selvfølgelig har han manglet de sidste mange år, forklarer Michael.
Det er både i de små ting i hverdagen, som når Michael er i gang med et byggeprojekt derhjemme, og han godt kunne tænke sig at høre sin fars mening om det. Og når han står midt i de helt store livsbegivenheder, mærker han det endnu stærkere.
- Han nåede aldrig at opleve, at jeg blev professionel. Det ville jeg virkelig gerne have fortalt ham, for det var en drøm, der virkede urealistisk, da han døde. Og da jeg blev olympisk mester, tænkte jeg også meget på ham, fortæller Michael.
- Men det primære er jo det her med selv at blive far. Han ved ikke, at jeg har skabt familie. Jeg har tre skønne børn, som aldrig kommer til at møde deres farfar. Det er da enormt trist, siger han.
Michael Mørkøv er generelt ikke typen, der spilder tid med at tænker over ’hvad nu hvis’. Han accepterer de odds, som livet har tildelt ham. Men af og til kan han alligevel ikke lade være med at spekulere over, om det hele ville være gået anderledes, hvis faderens kræftsygdom havde ramt i dag i stedet for for 15 år siden, med alle de fremskridt, der er sket i kræftbehandlingen siden da.
- Det er en trist tanke. Men omvendt giver det også håb, at der sker en masse ting i forskningen. Og når jeg kigger på mine egne børn, håber jeg da også, at de har deres far i mange flere år, end jeg fik lov til at have min, understreger han.
Af samme grund har han nu sagt ja til at blive en del af Kræftens Bekæmpelses indsats TRÆD TIL i forbindelse med den store Tour de France-start i Danmark.
- Hvis jeg kan være med til at sætte fokus på det her, så må det være den vigtigste måde, jeg kan træde til for andre lige nu, forklarer han.
For det første vil cykelrytteren gerne være med til at sætte fokus på, at det er okay at sørge på sin egen måde; at man ikke er følelseskold, bare fordi man ikke sætter sig ned og sørger over et dødsfald, men lader livet gå videre. Og så håber han også, at han kan være med til at samle en masse penge ind til kræftforskningen.
- Jeg bliver tit spurgt, om jeg vil støtte op om forskellige gode formål. Men lige denne her er efter min mening meget vigtig. Kræft er jo noget, der berører alle mennesker. Her vil jeg gerne træde til, siger han.