Morten Sodemann: Vores ulige sundhedsvæsen skal geares til virkeligheden

Vi ser en tiltagende ond spiral af stigende ulighed i vores sundhed, og alt for mange sårbare borgere falder ned mellem to stole. Derfor er det nødvendigt at etablere et nødspor til patienter, der har ’behov for mere tid og støtte end det ressourcestærke og veluddannede flertal.’

Det mener Morten Sodemann, der er overlæge, professor, modtager af Folkesundhedsprisen og forskningsleder på Indvandrermedicinsk Klinik ved Odense Universitetshospital - den eneste af sin art i landet, grundlagt af ham selv i 2008.

- Vi skal levere den samme kvalitet til alle. Sundhedsvæsenet skal simpelthen geares til virkeligheden. 10 pct. af patienterne er virkelig tunge og har mange sociale problemer, og hvis vi ignorerer det, får vi skabt nogle ekstremt komplekse problemer, der er næsten umulige at løse igen.

- Kernen er, at vi enten ikke kan eller vil forstå, hvordan uligheden egentlig virker. Vi accepterer, at det er noget statistik og nogle tal, der udkommer hvert tiende år, og det ser lige grimt ud hver gang. Men det beroliger os også lidt, at det stadigvæk er sådan, og at det er dem med korte uddannelser og lavtlønsjobs, som bliver mest syge og får dårligst behandling, siger han.

’Systemet bliver det centrale’
Ifølge Morten Sodemann afhænger kvaliteten af ens behandling og kommunikation med sundhedsprofessionelle i høj grad af, hvor lang tid, man har gået i skole.

Det skyldes ikke ond vilje fra læger og sygeplejersker, men derimod rigid systemtænkning i et højeffektivt sundhedssystem, hvor det kan være svært at finde plads til de sårbare patienter, der ofte fejler flere ting og har komplekse sociale udfordringer.

- Jeg arbejder i et sundhedsvæsen, hvor de fleste vælger at arbejde, fordi de gerne vil gøre noget godt for andre mennesker – og måske især for de sårbare og udsatte patienter, siger han og tilføjer:

- Men så møder man virkeligheden, hvor det er som om, at systemet bliver det centrale, og argumenterne bliver, at man ikke har tid, eller at det ikke hører under ens speciale.

’Hvad fik du at vide hos ørelægen?’
I det moderne sundhedssystem er det ofte patienternes egen opgave at tranportere information mellem f.eks. en speciallæge og den praktiserende læge.

'Hvad fik du at vide ovre hos ørelægen?' kan lægen finde på at spørge, men den model fungerer kun, så længe at patienten rent faktisk videregiver den rigtige information mellem sektorerne i sundhedsvæsenet, forklarer Morten Sodemann.

- Hvis patienten ikke kender svarene, forsvinder de vigtige informationer i overgangene, hvor der både skal tranporteres et menneske, nogle informationer og noget historik. Hvis informationerne bliver væk, starter man forfra eller skyder ved siden af. De sårbare patienter har heller ikke samme mulighed for at korrigere fejl eller misforståelser, siger han.  

Din behandling er til forhandling
Ifølge Morten Sodemann bliver det et forhandlingsspørgsmål, hvor meget en patient får ud af sundhedsvæsenet, og i den forhandling klarer borgere med kort uddannelse sig væsentligt dårligere.  

- De brokker sig ikke og presser ikke på. De står i gennemsnit fire uger længere på venteliste til rutineoperationer som brok og grå stærk, men hvorfor det? Fordi de ikke ringer og brokker sig, og fordi de ikke har nogen pårørende, der ringer og brokker sig. Måske mangler de også de kommunikative evner til at komme forbi sekretæren i telefonen, siger Morten Sodemann og tilføjer, at den sociale ulighed går hårdest ud over ensomme borgere.

- Når man ikke har nogen funktionelle pårørende, som kan hjælpe én fra a til b, og som kan høre, hvad lægen ikke får sagt, er det et kæmpe problem. Vi ved fra forskningen, at det er farligere at være ensom end at være overvægtig. De ensomme er også lidt usynlige i ulighedsdebatten, fordi vi ikke registrerer dem, ligesom vi registrerer, om man ryger, siger han.

Indvandrere er særligt udsatte
Som forskningsleder på Indvandrermedicinsk Klinik ved Odense Universitetshospital har Morten Sodemann særligt fokus på de udfordringer, som indvandrere møder i sundhedsvæsenet.

Uddannelse, viden og socialt netværk er afgørende for, om man får behandling af en nogenlunde gennemsnitlig kvalitet. Det gør indvandrere til en sårbar gruppe, fordi de oftere har udfordringer med sprog og mindre effektive netværk, forklarer han. 

- Der findes et hav af hemmelige regler, som man lærer af sine forældre og sit netværk, og de handler blandt andet om, hvordan man formulerer sig, så man kommer igennem og får sin vilje. Så det handler ikke bare om at oversætte, men også om en viden om velfærdssamfundets muligheder.

- De normale udfordringer for personer med kort uddannelse og jobs med lav indkomst bliver forstærket og endnu sværere at løse for indvandrere. Hvis man ikke ved, om man har opholdstilladelse, om man har råd til insulin næste måned, og om man kan komme igennem til lægen, så begynder det hele at ramle sammen.

På vores side om ulighed kan du læse mere om, hvor uligheden opstår, hvem den går ud over, og hvad Kræftens Bekæmpelse gør for at begrænse den:

cancer.dk/ulighed