Nye tal: Unge har skruet op for alkoholforbruget
Flere danske unge drikker meget ved samme lejlighed, de gør det hyppigere, og de drikker flere genstande på en uge. Det viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
To ud af tre 15-25-årige har drukket fem eller flere genstande ved samme lejlighed inden for den seneste måned – det er det, der kaldes at ’binge-drikke’. Det viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden - indsamlet i efteråret 2021. I 2016 gjaldt det kun godt halvdelen af unge i målgruppen.
Samtidig er andelen af unge, der har binge-drukket tre eller flere gange om måneden højere end i 2016. I samme periode er der også sket en stigning i det ugentlige alkoholforbrug: I 2016 drak unge i gennemsnit 4,4 genstande på en uge, i 2021 var tallet 5,7.
Drikker for at blive fulde
I Kræftens Bekæmpelse vækker tallene bekymring:
- Tallene bekræfter, hvad vi allerede ved: Danske unge har et alt for stort alkoholforbrug, og for mange drikker fuldskabsorienteret flere gange om måneden. Nu ser det endda ud til, at alkoholforbruget er steget i forhold til de seneste år forud for coronapandemien. Det er problematisk, for et højt alkoholforbrug blandt unge har mange negative konsekvenser på både kort og lang sigt, siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Alkohol øger risikoen for over 200 tilstande og sygdomme, heriblandt mindst syv forskellige kræftformer.
Alkohol er ikke for mindreårige
De nye tal bekræfter billedet af et stigende alkoholforbrug blandt unge, som er dokumenteret i flere andre undersøgelser forud for coronapandemien. Ifølge Kræftens Bekæmpelse viser det høje alkoholforbrug blandt unge, at der skal gøres mere, hvis vi skal ændre på den drukkultur, der præger ungdomslivet i dag.
-Vi må under ingen omstændigheder læne os tilbage og forvente, at problemerne med unges druk løser sig selv. En 18-års aldersgrænse for køb af alkohol er derfor en helt afgørende del af den kommende sundhedsreform. Der er god dokumentation for, at højere aldersgrænser får unge til at drikke senere og mindre. Samtidig sender en 18-års aldersgrænse et tydeligt signal om, at alkohol ikke er for mindreårige, hvilket Sundhedsstyrelsen også understreger i sine nye anbefalinger, hvor alkohol frarådes for unge under 18 år, siger Peter Dalum.