Spring navigation over

Pas på dig selv og klimaet: Spis mindre kød og flere bælgfrugter

De nærende og mættende bælgfrugter er en oplagt erstatning for dele af vores store kødforbrug, der både udgør en belastning for kroppen og klimaet. Få tips til, hvordan du kan komme i gang med at spise flere bælgfrugter.

De fleste har stiftet bekendtskab med kikærter, linser eller bønner, men hvis vi for alvor skal passe bedre på både os selv og vores planet, bør de nærende og velsmagende bælgfrugter fylde langt mere i vores kost, end de gør i dag.

Bælgfrugterne, der er en fælles betegnelse for et hav af forskellige typer linser, ærter og bønner, er nemlig sprængfyldt med mættende protein. Derfor er bælgfrugterne en oplagt erstatning for meget af det kød, vi i dag spiser i overdrevne, sundhedsskadelige og klimabelastende mængder.

Beregninger fra Kræftens Bekæmpelse viser, at hvis vi skal forebygge nogle af alle de knap 4.000 tilfælde af tarmkræft årligt, er det nødvendigt, at vi skærer væsentligt ned på vores kødforbrug. Desuden er vores klima meget belastet af, at vi spiser så meget kød, så der er flere rigtig gode grunde til at spise mindre kød og flere proteinholdige bælgfrugter.

Vi skal spise mindre kød
Danskerne spiser i gennemsnit hele 52 kg kød om året, og vi er dermed blandt de lande i verden, hvor folk spiser allermest kød. Kostrådene anbefaler, at vi spiser 100 gram bælgfrugter om dagen, og det er langt fra de få gram, danskerne i gennemsnit sætter til livs i dag.

- Der skal flere bælgfrugter på tallerkenen, hvis danskerne skal spise mindre kød. Vores beregninger viser, at vi kan forebygge mere end 30.000 tarmkræfttilfælde de næste 25 år, hvis vi skærer ned på kødet, siger Gitte Laub Hansen, der er chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.

Derfor arbejder Kræftens Bekæmpelse sammen med en række andre organisationer på at få danskerne til at spise sundere og mere bæredygtigt - bl.a. ved at spise flere bælgfrugter.

Skal vi have hakkebøf eller gule ærter i aften?
Der kan være mange grunde til, at bælgfrugterne så sjældent havner på middagsbordene. Det er længe siden, gule ærter var en del af madkulturen, og i dagens Danmark er bælgfrugter sjældent på menuen.

Det er også en udbredt myte, at mindre kød kan resultere i mangel på protein. Bælgfrugter er en god kilde til protein, så du kan stadig få dækket dit proteinbehov, når du skifter noget af kødet ud med bælgfrugter.

- Der er flere barrierer for at sætte tænderne i bælgfrugter, bl.a. manglende kendskab til, hvad bælgfrugter er, og hvordan de tilberederes korrekt. Og så det faktum at tilberedning oftest kræver forberedelse, f.eks. iblødsætning eller lang kogetid. Det harmonerer ikke med det gennemsnitlige tidsforbrug på madlavningen derhjemme, siger Gitte Laub Hansen.

Hvis der skal flere bælgfrugter ind i kosten, skal der nogle vellykkede madoplevelser til, og det kræver, at folk ved, hvordan man overhovedet kan bruge bælgfrugter i dagligdagen. Det behøver heldigvis ikke være svært at komme i gang med at spise bælgfrugter.

 Vi har derfor samlet 10 tips til at komme i gang med at spise flere bælgfrugter.