Thorbjørn fik en ny chance med T-celleterapi
Thorbjørn Patscheider havde modermærkekræft med spredning, men efter en forsøgsbehandling med T-celler fra hans eget immunforsvar er kræften væk.
Opdateret i marts 2024
I starten af 2018 var Thorbjørn Patscheider indlagt på Herlev Hospital for at få behandling mod den modermærkekræft, som på det tidspunkt havde spredt sig til både lever og knogler i hans krop.
Han var kommet med i et forsøg med en særlig behandling kaldet T-celleterapi, som er en form for immunterapi, hvor behandlingen ikke er rettet mod kræftcellerne, men går ud på at styrke immunforsvaret til at bekæmpe kræften.
Ved T-celleterapi tager lægerne T-celler fra patientens kræftvæv og dyrker og opformerer dem i laboratoriet, så der er milliarder af friske T-celler, der kan gå i kamp mod kræftcellerne. T-cellerne er immunforsvarets soldater, og grundlæggende går behandlingen ud på at lave en kæmpe hær, som kan gå i krig mod kræften.
For Thorbjørn var det et vendepunkt, da hæren af T-celler strømmede ind i hans blod.
Tre hårde uger
I ugen op til havde Thorbjørn fået to slags kemoterapi, der slår immunforsvaret ned for at gøre plads til T-cellerne. På grund af kemoen var han begyndt at tabe sit hår, han var træt og havde kvalme. Kort efter behandlingen med T-celler fik han høj feber. Ikke på grund af T-cellerne, men på grund af det immunaktiverende lægemiddel interleukin 2, der gives for at hjælpe T-cellerne på vej.
Jeg havde været igennem et langt forløb op til indlæggelsen, men da jeg fik T-cellerne, havde jeg en oplevelse af, at nu ville det blive bedre, at nu var der endelig noget, der kunne hjælpe mig. Det var meget konkret, og det var en god følelse
- Der er dage, jeg simpelthen ikke kan huske. Jeg var virkelig lagt ned med høj feber. Men det vidste jeg på forhånd, og jeg havde det sådan, at jeg hellere ville have et kort forløb, selv om jeg vidste, at det ville blive hårdt, fortæller Thorbjørn Patscheider, der var omgivet af sin kæreste og familie, mens han lå på hospitalet.
Modermærkekræft
Thorbjørn Patscheider var 24 år, da hans mor i 2015 lagde mærke til et modermærke ved hans højre øre, som så mærkeligt ud. Han fik det fjernet hos en hudlæge, og det viste sig at være kræft, som også havde spredt sig til nogle lymfer på halsen.
Med i forsøg
Efter operationen blev Thorbjørn tilbudt at være med i et forsøg, som skulle afprøve, om det immunregulerende lægemiddel pembrolizumab kunne bruges som forebyggende behandling, det vil sige, om det kunne forhindre tilbagefald af kræft. Det var et lodtrækningsforsøg, hvor han enten ville få pembrolizumab eller placebomedicin.
Thorbjørn og hans læge vidste ikke, om han fik det ene eller det andet, men da der senere igen var kræft i et modermærke på brystet, blev forsøget åbnet, og man kunne se, at han havde fået placebomedicin.
- Derefter blev jeg tilbudt behandling med det lægemiddel, som jeg ikke havde fået i forsøget, pembrolizumab. Men det virkede ikke. I løbet af efteråret 2017 fik jeg flere modermærker med kræft. I slutningen af året havde kræften spredt sig til leveren, og der stoppede behandlingen med almindelig immunterapi, fortæller Thorbjørn.
Kort og hårdt forløb
Men så fik han tilbuddet om T-celleterapi. Endnu engang sagde han ja til at deltage i et lodtrækningsforsøg, denne gang et forsøg hvor forsøgsbehandlingen med T-celleterapi bliver sammenlignet med standardbehandling med det immunregulerende lægemiddel ipilimumab. Det vil sige, at den ene gruppe patienter får ipilimumab, mens den anden får T-celleterapi.
- Jeg var slet ikke i tvivl om, at det ville jeg gerne. De laver jo forsøget, fordi de har en forventning om, at det er bedre end den eksisterende behandling, siger han.
Selv om forløbet er kort og hårdt, ved man til gengæld ret hurtigt, om behandlingen har effekt.
- Jeg havde fået at vide, at behandlingen ville vare tre uger, og jeg kunne forberede mig på, at de tre uger kunne jeg godt rive ud af kalenderen. Jeg fik også at vide, at man ret hurtigt kan se, om det virker på kræften, og at hvis det virker, vil det virke på det hele, fortæller han.
Under behandlingen med det immunstimulerende lægemiddel interleukin 2, var der flere dage med høj feber, og hvor temperaturen ramte 41-42 grader.
- Det blev gradvist værre og værre, og på et tidspunkt fik jeg svært ved at trække vejret. Til sidst sagde lægerne, at det ikke gav mening at give mig mere interleukin 2, så der stoppede de, fortæller Thorbjørn.
Plet på leveren
Efter en tre ugers tid kom Thorbjørn hjem. Han var afkræftet, men det gik stille og roligt fremad, og han fik det bedre.
Fire uger senere skulle han scannes, og scanningen viste, at kræften i knoglerne var væk. Der var stadig noget at se på leveren.
- På CT-scanningen var der stadig en plet på leveren, men ikke på pet-scanningen, det vil sige, at der var mindre aktivitet. I løbet af det næste års tid blev det gradvist mindre, fortæller han.
I 2019 var der på scanningerne tegn på, at kræften var vendt tilbage. Derfor valgte lægerne at give ham en standardbehandling med immunregulerende lægemidler.
Men formentlig var kræften faktisk ikke vendt tilbage. I foråret 2020 blev der taget biopsier fra knogler og lunger. De var negative, og i foråret 2020 kom den endelige konklusion: den plet, der fortsat kan ses på leveren, er ikke kræft, men muligvis noget arvæv. Der er ikke noget, der lyser op, så der er ikke nogen aktivitet, konkluderede lægerne.
- Jeg er selvfølgelig meget glad for, at kræften er væk. Det mærkelige er dog, at jeg i hele mit kræftforløb aldrig har følt mig syg, fortæller Thorbjørn.
Kontrol hver tredje måned
Thorbjørn går i dag til kontrol hver tredje måned. Tanker om potentielt dårlige nyheder fylder mindre og mindre, fortæller han.
- Jeg bliver kun mindet om det, fordi det står i kalenderen. Lige op til scanningen ligger det selvfølgelig i baghovedet, men jeg frygter det ikke, for jeg har det jo godt, siger han.
Det er op til mig selv, hvor meget det fylder, og jeg bekymrer mig ikke længere om det. Scanningerne bliver ved med at være en del af min hverdag, men jeg har det godt med, at der er nogen, der holder øje med mig
Under hele kræftforløbet har Thorbjørn forsøgt at leve sit liv så normalt som muligt. Han har passet sin uddannelse, dyrket motion og levet sit liv sammen med sin kæreste, sine venner og sin familie.
- Jeg har oplevet, hvordan der meget hurtigt kan blive vendt op og ned på livet, og i de situationer hvor det er sket, har jeg haft behov for at hverdagen er så normal som mulig, siger han.
Vil bruge tiden rigtigt
Kræftsygdommen har givet Thorbjørn et nyt perspektiv på livet.
- Det er vigtigt for mig, at jeg bruger min tid på de ting, der gør mig glad; min kæreste, min familie, mine venner og mit arbejde. Det er ting, der giver mig energi. Ingen ved, hvordan det går på den lange bane, og jeg er afklaret med, at det er der ingen, der kan fortælle mig. Jeg lever et normalt liv, jeg lever sundt, og så synes jeg ikke, der er så meget mere, jeg kan gøre, siger han.
Thorbjørn har to gange sagt ja til at deltage i forskningsprojekter i forbindelse med sin kræftsygdom, og det er han glad for.
- Jeg har fået gavn af, at der tidligere er patienter, der har deltaget i forskningen, og jeg håber også, at andre kan få gavn af det, som jeg har bidraget med, siger han.