Anja får som 37-årig konstateret brystkræft. Desværre viser det sig, at sygdommen er gået i knoglerne og er blevet kronisk. Som en del af sin proces har hun planlagt sin egen begravelse, valgt et gravsted og forudbetalt pleje for de næste 20 år. Det giver hende ro til at fokusere på det positive i livet, så hun kan nyde den dyrebare tid med sin sammenbragte familie.
I november 2020 ligger Anja Rosengren på sofaen og ser film med sin mand. Helt tilfældigt mærker han et hårdt område i hendes bryst. Anja tror først, hun har slået sig, men går tre dage senere til lægen stærkt tilskyndet af sin mand. Lægen synes, han kan mærke en knude og sender Anja videre i et kræftpakkeforløb.
- Jeg brød helt sammen. Hvorfor skulle jeg få kræft som 37-årig? Og hvad skulle der ske med mine børn? Den første tid var rent kaos – jeg var enormt ked af det og snakkede meget med alle mulige og fortalte den samme historie igen og igen. Det blev simpelthen for hårdt. Derfor oprettede jeg en Instagramprofil, hvor jeg skrev dagbog, så mine omgivelser kunne følge med der, fortæller Anja.
Det viser sig, at Anja har triple-negativ brystkræft, en særlig aggressiv type kræft. Knuden i brystet er rimelig stor, og planen bliver derfor at prøve at skrumpe den med kemoterapi inden en operation. Anja får på ni uger to forskellige kemokure, men desværre kun med begrænset effekt. Brystet skal fjernes.
Efter operationen får Anja stråler. Men lægerne er i tvivl, om kræften er væk, så Anja starter også på en kemokur i pilleform, som er meget hård. Hendes hud falder af, hun døjer med mange smerter og ender i kørestol. Alligevel insisterer hun på, at hun vil tage kuren færdig. Hun har brug for at vide, at hun har gjort alt, hvad hun kan.
Midt i alt den sygdom og elendighed handler det om ren overlevelse. Igen og igen bliver Anja af sin omgangskreds mødt med forventningen om, at hun snart vil blive rask og komme tilbage på sit job og få en almindelig hverdag.
- Jeg blev så vred. Det provokerede mig helt vildt, at jeg følte, at ingen ville se realiteterne i øjnene og acceptere, at det måske ikke ville blive godt igen. Jeg havde et stort behov for, at folk omkring mig accepterede, at jeg måske ikke ville blive rask. Jeg havde brug for realisme – ikke lysegrønt håb. Det følte jeg mig meget ensom i, siger Anja
Vi siger tingene lige ud, men giver ikke børnene unødige bekymringer. De skal have så normalt et liv, som muligt
Tre måneder efter pillekuren skal Anja til kontrol. Onkologen finder en mulig knude i det andet bryst. Anja ryger derfor videre til mammografi og biopsi igen. Da svaret kommer, viser det, at de har fundet forstadier til kræft i hendes andet bryst. En scanning viser desværre, at det har spredt sig til knoglerne og er uhelbredeligt. Anja er hermed kronisk kræftsyg.
- Da jeg får at vide, at det har spredt sig til mine knogler, har jeg allerede indstillet mig på, at det måske ikke bliver godt igen. Det gør det meget nemmere at acceptere min skæbne, siger Anja og fortsætter:
- Jeg håber, at jeg får lov til at leve mange år endnu. Især for mine børns skyld – og for min mand og familie. Ingen børn fortjener at miste deres mor, og dødsangsten fylder meget i perioder. Men det er tanken om, hvordan det skal gå mine børn og familie, når jeg ikke er her længere, der fylder mest.
Anja og hendes mand har tre børn til sammen. Anja har Natalie på 13 fra et tidligere forhold, hendes mand har Emil på 11 år fra tidligere, og sammen har de Sofus på 6 år. Som alle andre familier har de en hverdag, der skal fungere, med lektier, madpakker og legeaftaler. Men kræften er også flyttet ind i huset.
Anja og børnene har snakket om, at kræften og de mange hospitalsbesøg er Anjas arbejde. Hun involverer børnene på det niveau, de kan rumme.
- Vi siger tingene lige ud, men giver ikke børnene unødige bekymringer. De skal have så normalt et liv, som muligt. De skal have relationer og legekammerater og et liv, som fortsætter, når jeg ikke er her længere. Men det fylder selvfølgelig hos dem, uanset hvor meget vi prøver at skåne dem. Sofus spørger mig tit om, hvornår jeg dør. En dag vi var ude og spise en dejlig frokost sammen i gågaden, spurgte han mig, ”hvad skal jeg gøre, hvis du dør nu mor?”, siger Anja.
Anja og hendes mand har snakket meget om alt det praktiske. Det giver hende ro at få styr på detaljerne og frigiver plads til at fokusere på det positive. Hun har derfor planlagt sin egen begravelse, valgt et gravsted og forudbetalt pasning de næste 20 år. Så skal hendes nærmeste ikke tænke på det, når tid kommer.
- Man mister alt kontrol, når man får sådan en diagnose. Jeg genvinder kontrollen ved at planlægge mig ud af alt det, jeg kan. Det er min livsopgave at sende mine børn godt videre bagefter, når jeg ikke er her mere. Der er aldrig tid nok. Jeg bliver aldrig færdig med at planlægge. Der er altid nye ting at tænke på, siger Anja.
Anja skal tilbringe sin sidste tid på hospice. Det har familien aftalt efter at de var ude og se et hospice.
- Det giver mig tryghed at vide, at jeg får professionel hjælp i den sidste tid, og det giver mere ro derhjemme for børnene, fortæller Anja.
Anja har lavet en mindebog med billeder fra hendes liv, livsråd og andre ting, som hun gerne vil give videre. Bøgerne er allerede delt ud til hendes mor, far, mand, søster, børnene og bedste veninde. Hun har også lavet en mindekuffert med fysiske minder til hvert af børnene, så de alle har nogle særlige ting, som de kan tage frem og mindes deres mor/bonusmor med. Det er Anjas måde af forberede sig selv og børnene på, hvad der skal ske.
- Ingen ved, hvornår de skal dø. Jeg ved jo bare, at mit liv er voldsomt forkortet. Hver måned tæller. Mit håb er, at der når at blive opfundet nye behandlinger, som kan gøre en forskel for mig, siger Anja.
Hvert år får knap 5.000 kvinder i Danmark brystkræft. Når vi står sammen og støtter brysterne, skaber det resultater, der kan mærkes. Vi har brug for din støtte til forskning, forebyggelse og patientstøtte inden for brystkræftområdet. Tak fordi du støtter.