Da Anjas far bliver dødeligt syg med en hjernetumor, ønsker hun ikke andet end at være ved hans side. Men det er så uendeligt hårdt, og følelserne slås indeni. I dag vil hun gerne være med til at sætte fokus på de tabubelagte følelser, som mange pårørende har svært ved at sige højt.
Anja er desperat, da hun griber telefonen:
- Mor, du er nødt til at komme tilbage til hospicet nu. Jeg kan ikke holde ud at være alene med ham længere, græder hun.
Det gør ondt langt ind i sjælen at sige de ord. For det er jo hendes døende far, det handler om. Der er intet i verden, hun hellere vil, end at være ved hans side lige nu. Men det er bare så hårdt, og alt i hendes krop skriger på at komme væk.
Anja føler sig egoistisk. Det her handler jo ikke om hende. Det handler om hendes syge far. Hvorfor kan hun ikke bare sætte sine egne følelser til side?
Det lykkes hende at kontrollere sig selv, og hun bliver hos ham, indtil hendes mor kommer tilbage til hospice. Men hun har det, som om hun holder vejret under vand. Sådan har hun efterhånden haft det i månedsvis.
Som enebarn har Anja altid været tæt med sine forældre, Per og Anette. De har et stærkt bånd. Men alligevel vil de fleste nok sige, at Anja er fars pige. De to forstår hinanden på et helt specielt plan – de behøver ikke engang at sige noget for at vide, hvad den anden tænker.
Per har haft en hård opvækst, men han har formået at vende skuden og skabe en varm kernefamilie sammen med Anette – fyldt med fællesskab, hygge og foreningsliv.
Nogle gange tager han tidligt fri fra arbejdet på Nakskov Fjernvarme. Så henter han Anja på cykel efter skole, og de spiser madpakker i vejkanten på vej ud til rideskolen.
Barndomshjemmet er fundamentet i Anjas tilværelse, også efter hun flytter til København og får uddannelse, job og lejlighed. Mor og far er hendes tryghed og base. Lige indtil den sommerdag dag for to år siden, da de sidder sammen på et koldt kontor på Rigshospitalet. Her får de en besked, der skal ændre deres tilværelse for altid.
Selv om det er smeltende varmt udenfor, sidder de og småfryser i det sterile lokale. Det er tydeligvis et fælleskontor af en slags – der er ikke én personlig genstand noget sted, der indikerer, at her hører mennesker til.
Per har skrantet i et halvt års tid. Den sidste måned har de vidst, at han har en hjernetumor. Men de har alle tre bevaret håbet om, at han vil overleve.
- Vil I se scanningsbillederne? spørger lægen henkastet, som om det er et familiealbum, de skal kigge på sammen.
De mærkelige former på billederne siger ikke familien noget.
- Hvad har de fortalt jer om tumoren? spørger lægen så.
Anja synes, det er et mærkeligt spørgsmål. For det er jo netop derfor, de er kommet i dag – for at få svar på, hvad det er for en tumor.
- Nå, jamen, jeg kan altså ikke operere den. Det ville gøre din far helt lam, siger lægen i et underligt ligegyldigt tonefald.
- Er det noget, jeg skal dø af? spørger Per bestyrtet.
- Ja, det er det i hvert fald. Du har ikke mange år tilbage, siger lægen.
Chokket rammer dem lige i mellemgulvet. De græder alle tre, mens Anja og Anette krammer Per fra hver sin side. Han prøver at være fattet og spørge ind til, hvor meget tid, han har igen. Men lægen rejser sig hurtigt og siger, at hun vil sende en sygeplejerske ind.
Bagefter skal de vente udenfor på en bus fra Flextrafik, i hvad der føles som en evighed i den stegende hede.
Den dag i dag får Anja stadig kvalme, når hun ser et køretøj fra Flextrafik. Hun kommer aldrig til at glemme en eneste detalje fra den dag, hvor hendes far fik en dødsdom.
Det går alt for hurtigt ned ad bakke. Per bliver tilknyttet Rigshospitalets onkologiske afdeling, hvor han får kemo og stråler. Her møder de mange dygtige og empatiske læger og sygeplejersker, der gør, hvad de kan, for at give dem ekstra tid. Men svulsten i hjernen bliver ikke mindre.
Anja er sygemeldt fra sit arbejde i en periode – heldigvis er arbejdspladsen forstående gennem hele forløbet. Det betyder, at hun og moderen på skift kan være hos Per. En efterårsmorgen sidder hun og kigger ud på morgentrafikken gennem Rigshospitalets små vinduer. Hvor ville hun ønske, at det var hende, der cyklede på arbejde i den silende regn. I stedet sidder hun her i en surrealistisk boble af sygdom, helt afkoblet fra den virkelige verden.
Per bliver udskrevet ad flere omgange, selv om han får det værre og værre. Han kan ikke engang klare de mest basale fysiske behov selv hjemme i huset i Nakskov, så skidt har han det. Anja og Anette må hjælpe ham med alt.
Anja føler, at hun bør være ved sin fars side døgnet rundt. Men Per insisterer på, at hun også skal holde fast i sit liv i København. Hun skal gå på arbejde og ud med veninderne, det er vigtigt for ham.
Hun gør, hvad han siger. Og han har selvfølgelig ret, det er rart at få en pause. Men konflikten raser konstant inden i hende – det føles forkert at være til venindernes fødselsdage, når hendes far er dødeligt syg. Selv det at komme til at grine føles så forkert og skamfuldt.
Julen plejer at være den mest fantastiske tid på året. Anja kommer hjem, ser julefilm og hygger med sine forældre og venner. Det er det tryggeste og bedste, hun ved. Men i år er rollerne byttet om.
Per vil gerne have and, som de plejer, for det er jo nok hans sidste jul. Så Anja og Anette stæser rundt for at lave en lækker julemiddag, samtidig med at de skal agere sygepassere på fuld tid. Alt er hårdt og meningsløst. Intet er, som det plejer.
Tumoren ændrer Pers personlighed. Han er stadig Anjas fantastiske, empatiske far. Og så alligevel ikke hele tiden.
Hukommelsen er påvirket. Som når han vil have hende til at klippe sine negle for femte gang på en dag. Eller at hente den samme ting for 25. gang i træk. Det er som en plade, der går i hak oppe i hovedet på ham. Det er så svært at være vidne til. Nogle gange er det ved at drive Anja til vanvid.
Den sidste tid kommer han på hospice. Det er en stor lettelse nu at være et sted, hvor Per får den rette pleje. Pludselig er der ro og rum til, at de kan koncentrere sig om at være en familie igen.
Tumoren tager stadig mere af Per og hans personlighed. Han bliver ked af det og har svært ved at forstå, hvis Anja siger nej til for eksempel at hjælpe ham i bad. Den slags ville han aldrig have bedt hende om, hvis ikke det var for tumoren.
Følelserne raser. Hun elsker sin far over alt på jorden og vil være hos ham hele tiden i den sidste tid. Men samtidig er det nærmest uudholdeligt at være i.
Anja og hendes mor er hos Per, da han dør. På en måde er det en befrielse – hun bliver sat fri fra den sygdomsboble, hun har været i så længe, og nu skal han i det mindste ikke lide mere. Men det er også det værste i verden, at hendes elskede far nu er væk for altid. Hun ville give hvad som helst for at få ham tilbage, også den syge version af ham.
Anja falder ned i en dyb depression. Hvad skal hun gøre af sig selv? Hvad er meningen med det hele? Det trygge fundament i hendes liv er væk. Hvem er hun nu?
Heldigvis er der lyspunkter i mørket: Kort før Pers død møder Anja manden i sit liv. Hun er på ingen måde på udkig efter kærligheden, men pludselig står han der. Han har selv mistet sin far, og han bliver ved hendes side hele vejen igennem.
De tætte venner og især Anjas mor er der for hende igennem hele forløbet, men Anja finder overraskende nok også helt nye venner, som hun møder over nettet i forskellige fora for pårørende til hjernetumorpatienter. Det hjælper helt vildt at høre, at andre har haft de samme svære følelser som hende. Hun er ikke alene.
Anja engagerer sig i forskellige pårørendegrupper. Det giver stor mening for hende at dele sin historie og på den måde hjælpe andre. Hun kan slet ikke holde tanken ud om, at der sidder nogen lige nu og føler sig så alene, som hun har gjort.
Det er sandt, når de siger, at tiden læger alle sår. Sorgen over tabet af hendes far vil altid bo i Anja. Men den har efterhånden fundet sin plads.
En tidlig morgen et års tid efter Pers død stopper hun op på sin løbetur ved Amager Strand. Hun lægger mærke til den kolde luft i lungerne. Hvordan blodet dunker. Livet er ved at vende tilbage til hendes krop.
Er du, som Anja, også pårørende, kan du møde andre pårørende på Cancerforum:
Kræftens Bekæmpelse består af mere end 400.000 mennesker, der står sammen mod kræft. Vi udfører livreddende forskning og forebyggelse - og vi er der, når kræftpatienter og deres familier har brug for hjælp. Men uden alle jer, der støtter, var vi ingenting.
Læs mere om Kræftens Bekæmpelses arbejde