Da Grys verden ramler, sker der noget, hun ikke havde regnet med

Grys hoved kører på højtryk. Siden hun for en uge siden opdagede knuden i brystet, er hun taget fra én undersøgelse til den næste. Mammografi, scanning, vævsprøve. Det er fredag, og nu venter hun. Hendes tanker kan kun fokusere på én ting: Er det kræft?

Hun skal med sin mand Heine til vejfest med naboerne ved det grønne område i villakvarteret lidt uden for Nykøbing Falster. Mens mormor kommer for at passe børnene, kan Gry se, der er kommet en notifikation i appen Min Sundhed.

Gry ved godt, at hun bør vente med at åbne beskeden, men hun må have svar, så hun sætter sig i sofaen og trykker på notifikationen. Beskeden er skrevet i fagsprog. Da hun googler, forstår hun, at hun med stor sandsynlighed har brystkræft. Der mangler kun resultatet fra biopsien, før lægerne kan stille den endelige diagnose.

- Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg var overbevist om, jeg havde kræft i hele kroppen, og at den havde sat sig i min hals. Jeg følte virkelig ikke, jeg kunne få vejret. Det var sådan en angst – jeg var sikker på, jeg skulle dø, husker Gry.

Hun tager med til festen, men tager hjem igen efter en halv time. Hun er 37 år, mor til to små børn og kræftsyg. Og hun har ikke lyst til drinks og chips.

Den uhyggelige kasse

Det går stærkt. Mandag bliver hun CT-scannet, og så venter hun en uge på besked om, hvor slemt det står til. Har kræften spredt sig? Hun har lyst til at skære sit bryst af for at blive fri for det, der sidder derinde.

- Ventetiden og uvisheden er det værste i sådan et forløb. Jeg kunne slet ikke fungere eller koncentrere mig.

Hun bliver med det samme sygemeldt fra sit arbejde som kunderådgiver i en bank.

CT-scanningen viser, at kræften ikke kun sidder i brystet. Der er også kræft i lymferne under armene. Og i lymferne mellem lungerne.

- Når det sidder mellem lungerne, kan man ikke operere eller stråle det væk. Jeg kom i den kasse, der hedder stadie fire - uhelbredeligt syg med brystkræft. Det slog mig fuldstændig ud. Jeg var sikker på, jeg aldrig ville blive rask. At jeg ville dø. Det er den uhyggelige kasse.

Det er kun kemoterapi, der kan slå kræften i lymferne mellem lungerne ned. Gry starter i skrap behandling hver tredje uge, ikke engang en måned efter, hun har opdaget knuden. Lægerne håber, hun kan holde til 12 gange.

Kun hvis kemoen virker...

Det er altafgørende, at kemoen virker. Hvis den ikke kan slå kræften i lymferne mellem lungerne ned, kan Gry ikke blive opereret. For så nytter det ikke at fjerne brystet og lymferne under armen.

- Jeg havde mange nedture over det. Jeg syntes, at alle andre med brystkræft blev opereret og fik stråler, fordi det kun sad i brystet og lymferne under armene. Jeg var mega bekymret, husker hun.

Grys kræftlæge tror på, at udsigterne er gode, når kræften ikke sidder i organerne. Og Gry hager sig fast i onkologens optimisme.

”De kan bare komme herned”

Grys nye hverdag er fyldt med tanker, behandlinger, prøver og papirer, der skal udfyldes. Efter kemo er hun utilpas, har kvalme og ondt over det hele. Hun har svært ved at samle sig, og samtidig er der Ea Marie og Nohr på fire og halvandet år, der ikke forstår, at mor er sårbar og ked af det.

- Hvordan skulle jeg overskue to små børn, der krævede noget af mig og ikke forstod, at jeg ikke havde tid og overskud, når jeg ikke engang kunne overskue mig selv? Jeg kunne faktisk ikke rumme dem, kunne ikke være den mor, jeg gerne ville. Det var en svær følelse…

”De kan bare komme herned og være,” siger Grys nabo. Hun har selv børn og job, men Grys børn er altid velkomne. Så der kommer de over næsten hver dag efter vuggestue og børnehave.

En søndag er Gry sammen med ungerne derovre, men er ikke på toppen.

”Jeg tager dem med ud at handle – så kan du bare tage hjem og være dig selv,” siger naboen.

- Sådan noget er virkelig fantastisk! Så kunne jeg lige få et break. Det var ikke noget, jeg bad hende om – den slags gjorde hun bare, husker Gry.

Aftensmad, boller og blomster

Efter kemo har Gry det rigtig skidt. Så træder hendes mor og svigermor til.

- Mandag fik jeg kemo, og onsdagen efter kom mormor og farmor og tog ungerne med i sommerhus til fredag. Så var de væk hjemmefra, jeg kunne komme mig, og de så ikke, at jeg havde det dårligt. Det blev en tradition for børnene. Og det var en kæmpe hjælp.

Grys svigermor kommer med mad en gang om ugen. Til flere dage. Også veninder og naboer kommer med mad, kage og boller til fryseren. En dag bliver der leveret en smoothiekasse.

En flok tidligere kolleger laver pakkekalender. En mor fra børnehaven starter en indsamling til forskning i brystkræft i Grys navn. En gruppe veninder arrangerer en Støt Brysterne-gåtur.

Dagen efter kemo skal Gry have en sprøjte, der booster immunforsvaret. I stedet for at hun skal køre hele vejen til hospitalet, kommer hendes venindes mand, en tidligere ambulancefører, og stikker hende hjemme. Også en veninde, der er sygeplejerske, hjælper med injektioner og sårpleje efter operationer.

- Der er virkelig mange i mit netværk, der har støttet mig. Alle har været imponerende, uden at jeg har rakt ud. Jeg er så taknemmelig for alt, de har gjort. Mange små ting i hverdagen, der bare har gjort det nemmere, fortæller hun.

Efter hver kemo sender hendes onkel og tante blomster. Alle 12 gange står der en buket, når hun kommer hjem fra sygehuset.

”Gud, mor – du er jo blevet klippet”

Gry har en god veninde, der er psykolog. Hun giver Gry et råd:

”Sørg for, at Ea Marie kommer med på sygehuset, så hun ser, der ikke er noget farligt i det”.

Da Gry skal have sjette kemo, er Ea Marie på fire år med. Hun er også med til at tage sin mors hår af, da det begynder at falde ud.

- Jeg kan huske, hun sagde, at jeg var smuk uden hår. En dag jeg sad i sofaen og havde paryk på, fordi jeg skulle ud med nogle veninder, kom hun ind i stuen og sagde:

”Gud, mor – du er jo blevet klippet.”

Gry kan ikke holde tanken ud om, at hun måske ikke kan være der, når Ea Marie og Nohr vokser op.  De er alt for små til at miste hende.

- Efterfølgende har jeg tænkt, at det var godt, at børnene var så små. De forstod ikke alvoren i det, og de stillede ikke spørgsmål. Det har vi været skånet for.

Vendepunktet

Efter otte måneder med kemo skal en PET-scanning vise, om behandlingen har virket. Hvis knuderne mellem lungerne er væk, kan Gry opereres og måske blive helt kræftfri. Hvis ikke… hun tør næsten ikke tænke tanken til ende.

Der er ikke noget kræft mellem lungerne at se på scanningen. Kemoen har virket. Knuden i brystet er også skrumpet. I juni 2020 får Gry fjernet venstre bryst og lymfer under armen, og derefter får hun stråler. Hendes kræftform er østrogenfølsom, så derfor får hun også fjernet æggestokkene for at stoppe produktionen af hormonet.

Gry er kræftfri og vender langsomt tilbage til hverdagen. Men det er ikke alting, lægerne kan se på en scanning. Derfor går hun i dag stadig til kontrolscanning hver fjerde måned. Og det er et helvede hver eneste gang.

- Den dag, jeg skal have svaret fra scanningen, er jeg ikke på arbejde. Jeg har svært ved at koncentrere mig, får ondt i maven, er nervøs. Sådan helt eksamensagtigt. Er jeg rask og kan fortsætte livet? Eller er jeg tilbage i sygdom? Jeg er blevet bedre til at parkere det, men jeg vænner mig aldrig til det!

Tilbage til hverdagen

Da Gry starter på arbejde efter halvandet års sygemelding, vender hun tilbage til sit gamle skrivebord, sine vante opgaver og mange af sinde tidligere kunder. Hun har savnet at tage på arbejde med en kedelig madpakke om morgenen og køre hjem igen om eftermiddagen.

- Når man er syg, finder man ud af, hvor fantastisk hverdagen er. Jeg nyder bare de små ting i hverdagen og weekender, hvor der ikke sker noget særligt. Det behøver ikke være ekstraordinært.

Da Gry var syg, var der ikke noget, der hed weekend. Det hele flød bare sammen.

I dag tager hun på arbejde fire dag om ugen, hygger sig med sine kolleger og har noget at fortælle, når hun kommer hjem. Hun glæder sig til, at 2023 forhåbentlig bliver et år helt uden sygemeldinger. Det første i lang tid.