Skip navigation

Drikkepres-film vinder landsdækkende konkurrence

Tilde, Mathilde, Mathilde, Kalla og Liv fra Svendborg Gymnasium løber med sejren i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens filmkonkurrence ’Drik mindre – oplev mere’.

Næsten 6.000 1.g-elever fra 30 gymnasier over hele Danmark har fra oktober til december konkurreret om at lave den bedste kampagnefilm, der kan få unge til at reflektere over alkoholkulturen blandt unge i Danmark. Alle konkurrencens film kan ses på Lommefilm.dk.

Ud af de mange film, konkurrencen har genereret, vinder Tilde, Mathilde, Mathilde, Kalla og Liv på Svendborg Gymnasium med filmen ”Er det dit valg eller andres?”.

Juryens motivation:
Filmen viser hvordan drikkepres kan opstå allerede inden festen går i gang, når vennerne presser på. Filmen er godt spillet, innovativ, af teknisk høj kvalitet og yderst kreativ i sin belysning af temaet “drikkepres”. Derfor vinder den årets “Drik mindre - oplev mere” 2023. 

Se vinderfilmen her

Førstepræmien i dette års filmkonkurrence er 5.000 kr. til at skabe god energi til et arrangement på skolen, eksempelvis en DJ til festen eller et indslag til cafeaften.

- Filmen viser på en præcis og vedkommende måde, hvordan drikkepres fungerer. Det er så vigtigt, at der i de unges fællesskaber er plads til, at du kan sige ’nej tak’ til alkohol, hvis du ikke har lyst til det – uden at det placerer dig uden for fællesskabet, siger Julie Nordberg Wilk, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’-indsats om valget af vinderfilmen.

Unges ønsker til alkoholkulturen
Filmkonkurrencen ’Drik mindre – oplev mere’ er et ønske om at involvere unge i arbejdet for en sundere og mere inkluderende festkultur med plads til at drikke mindre.

- Med konkurrencen skaber vi et kreativt rum, hvor eleverne kan diskutere og reflektere over alkoholkulturen i dag, og hvordan den kunne se ud i fremtiden. Vi håber, at initiativet på længere sigt kan bidrage til at skabe en sundere alkoholkultur blandt unge, siger Søren Stokholm Thomsen, der er projektchef i TrygFonden om filmkonkurrencen.