Spring navigation over

Nu kan patienter få T-celleterapi mod modermærkekræft

Patienter med spredning af modermærkekræft kan få en ny banebrydende behandling med T-celleterapi på Herlev Hospital, hvis standardbehandlingen ikke virker. Det sker på baggrund af forskning, som er støttet af Kræftens Bekæmpelse.

Inge Marie Svane
Professor Inge Marie Svane har opbygget behandlingen med T-celleterapi i Danmark. Nu er det en behandling, som alvorligt syge patienter med udbredt modermærkekræft kan få på Herlev Hospital. Arkivfoto: Tomas Bertelsen

Artiklen er opdateret i marts 2024

Alvorligt syge patienter med modermærkekræft har fået et nyt behandlingstilbud i Danmark. Det er T-celleterapi, som er en særlig form for immunterapi, hvor patienterne behandles med T-celler fra deres eget immunforsvar.

Regionerne har støttet, at behandlingen hurtigst muligt skal komme til gavn for danske patienter, og de danske sundhedsmyndigheder har accepteret en ’tidlig adgang’ til behandlingen, samtidig med, at der søges om godkendelse hos det europæiske lægemiddelagentur EMA.

På nuværende tidspunkt er ti patienter enten behandlet - eller planlagt til at få behandlingen med T-celleterapi. Det fortæller overlæge og professor Inge Marie Svane, der er leder af Nationalt Center for Cancer Immunterapi på Herlev Hospital og behandlingen med T-celleterapi.

Inge Marie Svane har hentet T-celleterapi til Danmark og har stået i spidsen for mange års forskning i metoden.

Læs om Thorbjørn, der fik behandling med T-celleterapi:

Thorbjørn fik en ny chance med T-celleterapi

Med T-celleterapi har vi endnu en god chance for at hjælpe patienterne, også selvom standardbehandlingen med immunterapi ikke har virket
Inge Marie Svane, overlæge og professor, Herlev Hospital

Hver femte blev kræftfri

I 2022 kunne hun sammen med hollandske forskere offentliggøre banebrydende resultater, som var de første af sin art i verden. Resultaterne viste, at T-celleterapi kan give uhelbredeligt syge patienter med modermærkekræft en ny chance, hvis standardbehandlingen ikke virker. Faktisk blev hver femte af patienterne i forsøget kræftfri.

- Det er det største, jeg har oplevet som læge og som forsker, sagde Inge Marie Svane, da resultaterne blev offentliggjort i september 2022.

Inge Marie Svane anslår, at afdelingen i Herlev kommer til at behandle 10-20 patienter årligt med T-celleterapi. Det er patienter med modermærkekræft med spredning, hvor standardbehandlingen ikke virker. Patienterne kommer fra hele landet.

- Adskillige nye former for immunterapi er blevet tilgængelige siden 2012, men desværre får halvdelen af vores patienter med modermærkekræft ikke gavn af de typer immunterapi, der lige nu er til rådighed. Med T-celleterapi har vi endnu en god chance for at hjælpe patienterne, også selvom standardbehandlingen med immunterapi ikke har virket, siger Inge Marie Svane.

Læs om det banebrydende forskningsresultat:

T-celleterapi kan give alvorligt syge kræftpatienter en ny chance

Inge Marie Svane kigger ind i laboratoriet, hvor T-cellerne håndteres under sikre forhold, mens de gøres klar til patienten. Arkivfoto: Tomas Bertelsen

Hård behandling

Hun understreger, at T-celleterapi er en hård behandling med mange, men forbigående bivirkninger, og at det ikke er alle, der kan tåle den.

- Derfor kan den kun bruges til patienter som har en god almentilstand og ikke fejler andre ting end deres kræftsygdom, siger Inge Marie Svane.

Bivirkningerne skyldes normalt ikke selve T-cellerne, men at patienterne behandles med både højdosis-kemoterapi og det immunstimulerende middel interleukin-2. Det er også derfor, at patienter, som modtager T-celleterapi, indlægges på hospitalet i to til tre uger.

Den særlige danske tilladelse indebærer, at hver enkelt af de patienter, der indstilles til T-celleterapi, skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen, som også vil holde øje med, hvordan det går patienterne. Blandt andet skal lægerne indrapportere oplysninger om alvorlige bivirkninger.

Læs om modermærkekræft:

Modermærkekræft

Vi kan alle være helte

Meld dig som indsamler til Landsindsamlingen 7. april