Skip navigation

Fire kendte i spidsen for anderledes Knæk Cancer-show

Knæk Cancer er tilbage i uge 43, hvor TV 2 og Kræftens Bekæmpelse igen sætter fokus på kræftsagen. Ugen handler, som den plejer, om oplysning og indsamling. Men selve indsamlingsshowet er i år et underholdningsshow i tre afsnit, hvor alle medvirkende har en helt særlig grund til at stille op.

Peter Frödin, Sanne Salomonsen, Lise Baastrup og Pelle Emil Hebsgaard og er værter på ’Knæk Cancer – et show for sagen’ i uge 43. Foto: TV 2

Hver tredje af os får kræft, inden vi fylder 75 år, og hvert år bliver der stillet mere end 45.000 nye kræftdiagnoser i Danmark.

- Meget få kan gå gennem livet uden at blive berørt af kræft. Under Knæk Cancer får vi mulighed for at dele håb, tro, sorg og minder i et stort og stærkt fællesskab, der betyder utrolig meget for mange af os. Samtidig samler vi ind til vigtig forskning. Jeg glæder mig til igen at opleve det kæmpe engagement, der opstår omkring Knæk Cancer, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Næsten alle kommer på et eller andet tidspunkt i livet i kontakt med kræft. Derfor er temaet for Knæk Cancer i år ’Alle kender nogen’.

Under Knæk Cancer får vi mulighed for at dele håb, tro, sorg og minder i et stort og stærkt fællesskab, der betyder utrolig meget for mange af os
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

- Mange pårørende føler sig magtesløse, for selvom lysten er stor, kan det være svært at vide, hvordan man kan hjælpe den ramte, og om man kan spørge ind. Med Knæk Cancer kan vi være med til at starte samtaler om kræft, men vi kan også være katalysator for det kæmpe engagement, der er blandt danskerne til at støtte op om en sag, hvor alle kender nogen, der er berørte, siger indholdschef på TV 2 Dorthe Thirstrup.

Fire kendte værter i front for ’Knæk Cancer - et show for sagen’

Når det årlige Knæk Cancer-indsamlingsshow rammer skærmene i uge 43, bliver det på en helt ny måde. Oplysning og indsamling er stadig i fokus, men indholdet er nyt.

- Måden, vi ser tv på, har forandret sig. Derfor har tiden været inde til et anderledes Knæk Cancer-indsamlingsshow. Vores ønske er at skabe et samlende, underholdende, håbefuldt, inspirerende og livsbekræftende indsamlingsshow i tråd med den tv-virkelighed, vi lever i, men som samtidig holder fast i alle de vigtige grundværdier, der er, når vi beskæftiger os med en så alvorlig sag som kræft, fortæller Peter Toldberg Gamborg, TV 2-redaktør for ’Knæk Cancer - et show for sagen’.

I tre programmer har fire kendte værter - Lise Baastrup, Sanne Salomonsen, Pelle Emil Hebsgaard og Peter Frödin - gjort det til deres mission at sammensætte et underholdningsshow fyldt med alt fra musik og komik til dans og akrobatik i den gode sags tjeneste.

Hver har de fået talentfulde amatører og professionelle artister til at gå på scenen for at samle penge ind til Knæk Cancer. Både værter og deltagere har en særlig grund til at engagere sig i ’Et show for sagen’, og donerer deres talent for at få danskerne til at støtte indsamlingen.

I de første to programmer stemmer publikum om, hvem af artisterne, der skal op på scenen igen og vise nye eller andre sider af deres talent i det store liveshow, der sendes lørdag 28. oktober.