48 år sammen var ikke nok. Og heldigvis kunne lægerne give Lis og Richardt fem år mere
Da lægerne i Vejle opgav at behandle Richardts lungekræft, kom han med i et forsøgsprojekt. Det gav ham og hans kone, Lis, fem år mere sammen i den hverdag, de holdt så uendeligt meget af.
Den engelske pub er fyldt helt ud på fortovet, da Richardt rejser sig.
- Jeg vil prøve at forkæle dig, nu jeg har fået god tid, siger han med en tåre i øjenkrogen.
Richardt giver normalt ikke fem flade ører for rørstrømske taler. Til deres sølvbryllup sagde han til hende fra morgenstunden, at han elskede hende, men at hun ikke skulle forvente, at det kom med i hans tale, for han havde ikke tænkt sig at udstille sine følelser på den måde.
Men i dag, til Lis’ 60-års fødselsdag, er det umuligt for ham at lægge låg på. Lis og Richardt ved nemlig begge, at alle de planer for fremtiden, som han står og taler om foran familie, venner og byrødder – måske bliver de slet ikke til noget alligevel.
- Sikke en rørende tale, siger én af Lis’ kollegaer fra kommunalbestyrelsen bagefter.
- Tak, siger hun bare.
Hun fortæller ikke, at Richardt på mandag skal have fjernet en appelsinstor kræftknude og et stykke af lungen. Det er der ikke ret mange i lokalet, der ved.
Lis ville egentlig gerne være mere åben om det. Men Richardt elsker deres helt normale hverdag, og han har tænkt sig at holde fast i den så længe som muligt.
En ægte kærlighedshistorie
Lis er kun 15 år, da hun første gang får øje på Richardt – eller rettere sagt hans usandsynligt lækre jakke – til et bal i Vamdrup. Han er god til at danse. Og i de følgende år er de altid det første par på dansegulvet til områdets baller.
Kort før Lis’ 19-års fødselsdag bliver de gift. Han bliver hendes livsvidne; om eftermiddagen ringer hun ofte til ham for at høre, hvornår han kommer hjem fra arbejdet som indkøbschef i Aldi, og så får de talt dagens begivenheder igennem, inden han overhovedet er hjemme.
I 30 år hører de levende musik hver lørdag klokken 13 på den engelske pub – fordi livet er for kort til at gøre rent om lørdagen. Richardt er godt i gang med at planlægge tilværelsen som efterlønner, da han i vinteren 2012 bliver ru i halsen. Efter en måned og et par penicillinkure indstiller lægen ham til kræftpakken.
- Hvad skal det nu til for? De sygehuse vil da også gøre alt for penge, siger han hovedrystende til Lis.
Ingen af dem er bekymrede. Men alligevel tager Lis med på sygehuset, da han skal have svar på prøverne.
Planerne smuldrer
Richardts konsultation er forsvundet i systemet på Vejle Sygehus, så de sidder i en evighed og venter. Sygeplejersken vil ikke lade dem tage hjem. Hun insisterer på, at de skal tale med en læge, nu de er kørt hele vejen.
På et tidspunkt ser Lis, at sygeplejersken giver Richardts journal til en læge nede i den anden ende ad gangen. Lægen bruger evigheder på at forberede sig til samtalen. Pludselig kan Lis mærke, at der er noget helt galt på vej.
Endelig bliver de kaldt ind i et lille rum. Den unge læge kigger på dem med et udeltagende blik. Hun forklarer, at Richardt har en svulst i lungen.
- Hvad tænker I om det? spørger hun.
Først bliver Lis helt tom indeni. Og så kommer tårerne og tankerne væltende: Hvad nu med alle de planer, de har lagt for pensionisttilværelsen? Nu skulle de jo endelig ud at se verden, og de har gået og leget med tanken om at blive gift igen i Thailand. Hvor lang tid mon hun overhovedet har ham?
Richardt tager det mere roligt.
- Det er træls. Det havde jeg ikke lige planlagt, siger han.
Livet går videre
Et par timer senere står Richardt i køkkenet. Han læner sig på albuerne op ad køkkenbordet. Og så græder han over sin sygdom – for første og eneste gang.
- Det er uretfærdigt, siger han med tårerne væltende ud – ham, der med Lis’ ord ellers aldrig nogensinde har været et pivehoved.
Han får dog hurtigt styr på sig selv. Så kører han på arbejde, og bagefter over i skakklubben. Han fortæller ikke noget om kræften. Der er ikke nogen grund til at belemre folk med det.
I begyndelsen føler Lis, at de bør sidde og kigge hinanden dybt i øjnene i al den tid, Richardt har tilbage. Men det pjat vil han ikke høre tale om. Han insisterer på, at hun skal fortsætte i politik. Livet går jo videre.
Det er mest i bilen på vej frem og tilbage til sygehuset, at de snakker om sygdom. De bliver enige om, hvor meget Lis skal fortælle til deres to voksne døtre. Pigerne skal jo ikke bekymre sig mere end højst nødvendigt.
I en periode skriver Lis dagbog, men kun om de gode ting i livet.
'I dag har vi været i haven, og vi sad i solen,' skriver hun.
Først når lyset bliver slukket, kommer alle de mørke tanker. Lis begraver sin mand hver eneste nat i det første år.
Man har et standpunkt
Det går fint med behandlingerne. Men efter et par måneder vender kræften tilbage. Og efter tre år med tre forskellige kemokure kan Richardts nyrer ikke holde til mere.
- Jeg tror ikke, jeg er her til næste jul, siger han i december 2015
Lægerne i Vejle har ikke mere behandling at tilbyde ham. De har før luftet muligheden for, at han kan være med i et forsøg på Rigshospitalet. Først siger Lis og Richardt blankt nej.
- Den sidste tid skal ikke bruges på at rakke frem og tilbage til København, siger de til hinanden.
Men nu, hvor der ikke er andre muligheder, er de pludselig ikke så kategoriske. Måske de skulle give det en chance? Eller som Richardt siger, måske kan det hjælpe andre?
Juhu, kræften har spredt sig
Søerne i København er frosset til, da de i januar tager turen over til Rigshospitalet. Richardt bliver scannet, men det viser sig, at kræften endnu ikke er fremskreden nok til, at han kan være med i forsøget.
Alligevel er de fyldt med håb, da de kører hjem gennem det dybfrosne landskab. For der findes nogle dygtige læger, der kan give dem mere tid sammen.
Hjemme i Kolding går de ud på Slotssøen og tager en selfie. Sikke en smuk dag.
Da sommeren kommer, tager de til København igen. En midaldrende mand med en forvirret hårpragt tager en biopsi. Han viser dem, hvordan kræften ser ud på et billede - det ligner Mælkevejen, tåget med kræftcellerne som små hvide prikker.
- Juhu, jubler de sammen med lægen, da det viser sig, at nogle af prikkerne er blevet store nok til at tage en biopsi.
Bagefter taler de om, at det måske er lidt mærkeligt at sige sådan om kræft. Men det er jo en god nyhed, at Richardt nu kan komme videre med forsøgsbehandlingen.
Alle generne i Richardts kræftceller bliver kortlagt. Det viser sig, at hans lungekræft har samme karakteristika som modermærkekræft. Lægerne vil derfor prøve at give ham en behandling, der indtil nu har været forbeholdt modermærkekræftpatienter.
Allerede fire dage senere kan Richardt mærke, at den voldsomme hoste er på retur.
Fem gode år
Det bliver til mere end halvtreds ture frem og tilbage mellem Kolding og København. De laver en udflugt ud af det hver gang; nogle gange er det en tur i Tivoli, andre gange tager de på museum eller spiser smørrebrød i Nyhavn.
Hver tirsdag smører Richardt en stor stak ostemadder, som han tager med over i skakklubben. Som formand er det ham, der låser op som den første og slukker lyset som den sidste.
Dagen efter ligger han brak af udmattelse. Lis synes, det er for meget, men det får hun ikke lov at bestemme.
En dag bliver han bedt om at være dommer i en pigeskakturnering. Om morgenen har han feber, så de ringer til Rigshospitalet for at høre, hvad de skal gøre. Men lægen er i møde, og Richardt gider ikke vente.
Det kommer til at stå i hans journal resten af livet, at han tog til skak i stedet for at snakke med en læge.
I skakklubben er Richardt ikke ’ham den syge’. Han er bare skakspilleren, og i 2019 vinder han sit tredje klubmesterskab. Det er sådan, det skal være.
Takket være forskningsprojektet får Lis og Richardt fem gode år ekstra. Det taler de ofte om – hvor heldige de er, og hvor meget de skylder forskningen.
En sidste kærlighedserklæring
- Vil du hjælpe mig med at dø hjemme?
Den snak tager de flere år før, det bliver aktuelt. Selvfølgelig skal Richardt ikke bruge sin sidste tid på et hospital. Men da døden i slutningen af 2020 rykker tættere på, er Lis alligevel nervøs for, om hun kan klare det.
- Hvis jeg sætter mig og hyler nu, tror jeg ikke, jeg nogensinde kommer op af hullet igen, betror hun sig til en fantastisk sygeplejerske på det lokale sundhedscenter.
Det er en kæmpe hjælp at tale med sygeplejersken. Hun støtter Lis i at finde sig til rette i den uundgåelige rolle som sygehjælper for sin mand. Og sammen med det palliative team i kommunen lægger de en plan for Richardts sidste tid.
Det er hårdt at se ham svinde ind. Richardt får en hospitalsseng ind i dagligstuen, og syv gange om dagen kommer hjemmesygeplejen forbi. Om natten ligger Lis med hovedet i fodenden inde i soveværelset, så hun kan se ham fra sengen, når hun vågner. Så ved hun, at han stadig er der, og kan trygt sove videre igen.
Sammen med døtrene lister hun rundt i huset og planlægger begravelsen. Til sidst er det kun Lis’ stemme, han reagerer på – når sygeplejerskerne beder ham om at vende sig, hører han overhovedet ikke efter. Men når Lis siger noget, ved han, at det er for det bedste. Det føles som en stor, sidste kærlighedserklæring fra ham.
Da hjemmesygeplejersken en aprilmorgen i 2021 kommer for at give Richardt morfin, sætter Lis sig hen til ham for at fortælle, hvad der sker. Pludselig kan hun se, at han ikke er der mere.
Livet går atter videre
Richardt bliver begravet i smoking og kasket. Førstnævnte var hans eget ønske, fordi han havde den på, da han førte sine døtre op ad kirkegulvet. Kasketten er Lis’ påfund, for den havde han altid på – og hun vil trods alt også have lidt at skulle have sagt.
Lis er bange for, at hun vil falde i et stort, sort hul, når han er væk. Men det går faktisk meget bedre, end hun frygter. Måske er det, fordi hun allerede har gennemlevet sorgen, mens han var syg. Måske har han bare sørget for at forberede hende godt på hendes nye liv.
Richardt har sørget for alt det praktiske; ved siden af computeren ligger der en lang liste med alle de ting, hun skal gøre for at få styr på økonomien. Men det handler endnu mere om det mentale. Han har jo altid tvunget hende til at holde fast i hverdagen og netværket. Mens det stod på, var det ikke altid, at hun forstod hvorfor. Men nu priser hun sig lykkelig for, at han var så fremsynet.
To uger efter hans død tager hun med SF på kandidat-weekend inden kommunalvalget. De skåler for Richardt. Det er et meget fint øjeblik. Og så tager de fat på at diskutere politik. Det er sådan, det skal være, det kan hun mærke.
Tilbage på pubben
I dag sidder Lis ikke længere i kommunalbestyrelsen. Men hun er stadig politisk aktiv. Og det frivillige arbejder tager meget tid, både i Hospiceforeningen og i Kræftens Bekæmpelse.
Det startede som et engagement i Stafet for Livet, men det har efterhånden grebet om sig, så nu har hun en finger med i spillet i alt fra at sætte møder op mellem kommunen og Kræftens Bekæmpelses lokalforening til solkampagnen og Lyserød Lørdag.
Lige nu er det Landsindsamlingen 16. april, hun bruger mest tid på. De frivillige er i gang med at hverve indsamlere, så der kan blive samlet en masse penge ind. Forskningen har jo givet hende og Richardt så meget, så hun vil gerne være med til at sørge for, at behandlingerne i fremtiden kan blive endnu bedre.
Det startede som et engagement i Stafet for Livet, men det har efterhånden grebet om sig, så nu har hun en finger med i spillet i alt fra at sætte møder op mellem kommunen og Kræftens Bekæmpelses lokalforening til solkampagnen og Lyserød Lørdag.
Lige nu er det Landsindsamlingen 16. april, hun bruger mest tid på. De frivillige er i gang med at hverve indsamlere, så der kan blive samlet en masse penge ind. Forskningen har jo givet hende og Richardt så meget, så hun vil gerne være med til at sørge for, at behandlingerne i fremtiden kan blive endnu bedre.
I begyndelsen ved Lis ikke helt, om hun vil fortsætte med at komme på den engelske pub om lørdagen. Men kort efter Richards død indtaler den 92-årige far til ejeren en kondolencebesked til hende.
- Jeg håber, vi kan se hinanden snart og give hinanden en krammer, siger han.
Lis er nervøs for, om det vil blive mærkeligt. Men der er altid nogen, hun kender – og de kendte jo også Richardt.
- Se dig omkring – se hvor mange enlige, her er. Du er ikke den eneste, siger ét af de kendte ansigter til hende den første gang.
Hun kommer der stadig hver lørdag.