Skip navigation

Fra kørestol til stiletter: Derfor er Daniel drag for en aften

Med glimmerkjole, lange øjenvipper og 15 centimeter stiletter kommer Daniel på scenen i ’Knæk Cancer – et show for sagen’ til dunkende diskorytmer. Det er ikke til at se, men for to år siden var han slået i gulvet af leukæmi. Helt bogstaveligt.

""

Klokken er to om natten. Daniel sidder på toilettet med hovedet i hænderne og koldsved. Han er vågnet med ondt i maven og noget, der føles som verdens største forstoppelse. Pludselig er han væk. 

Det næste, han husker, er, at han ligger på det kolde badeværelsesgulv, og at hans mor rusker i ham, mens hun panisk taler med alarmcentralen. 

- Jeg har en søn, der har leukæmi… han styrtbløder ud af endetarmen… han er ukontaktbar! 

- Vi er på vej ud til dig med ambulance og lægebil. Hvor gammel er din søn? 

- Han er 25… han får kemo… han siger mærkelige lyde! 

- Det kan jeg godt høre - han er bevidstløs. Hvor meget vil du tro, der er kommet ud? 

- Rigtig meget…  halvanden liter cirka… 

Blod på badeværelsesgulvet

Daniel kommer til bevidsthed, men er konfus. 

- Jeg er okay, mor, siger han. 

- Nej, Daniel – du er ikke okay, græder hun. 

Han kan mærke, at han ligger i noget vådt. Er det afføring? 

- Hvad fanden er det for noget? Spørger han sin mor, og skal til at sætte hånden ned i det. 

- Lad være. Det er blod, siger hun. 

Han tager et billede med sin telefon af gulvet, så han kan se blodet. Der er rigtig meget. Og det fosser stadig ud af ham. Det føles som diarre, bare med blod. 

Daniels mor er helt ude af den. 

- Tag dig sammen, vrisser han flere gange nede fra gulvet, som han ikke kan komme op fra. Efter ti minutter kommer ambulancen.

""

Lilla pletter

To måneder tidligere får Daniel tiltagende hovedpine. Han bliver mere og mere bleg og føler sig svimmel. Han opdager små lilla pletter på benene og får nemt blå mærker. 

En dag står han i køkkenet med sin kæreste Lars. Pludselig sprøjter der en fin, tynd stråle blod ud af skinnebenet på ham. 

- Du bliver nødt til at ringe til en læge, siger Lars, der er uddannet bioanalytiker. 

Danmark er lukket ned på grund af Corona, og det første, lægen gør, er at bede Daniel tage en coronatest. Den er positiv.  

-Så er det jo bare det, tænker Daniel. 

Men den køber Lars ikke. Daniel tager på skadestuen og får at vide, at han har nældefeber. Så bliver han bekymret for, om han har meningitis. Efterhånden synes han, det er pinligt igen og igen at ringe til sin læge. Hun får ham indlagt på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, hvor han for første gang får taget en blodprøve. 

Svarene fra blodprøven tikker hurtigt ind i appen Min Sundhed: Der er ikke nogen af prøverne, der er normale – enten er værdierne for høje eller for lave. Han sender et screenshot af prøvesvarene til Lars.

""

Er du sød at fortælle mig, hvad det er?!

Så snart Lars ser billedet på sin mobil, kaster han sine ting i bilen og kører mod Hvidovre. En halv time senere kommer han ind på den stue, hvor Daniel ligger. Daniel kan se, at han er helt ødelagt. 

- Hvad er der i vejen, spørger han. 

- Vent, til lægen kommer, siger Lars 

- Jeg kan jo se, at der er noget helt galt – er du sød at fortælle mig, hvad det er, insisterer Daniel. 

- Jeg tror, du har kræft, siger Lars til sidst. 

-  Har jeg kræft eller har jeg ikke kræft, spørger Daniel de to læger, der kommer ind kort tid efter. 

- Der kan være noget, der tyder på, at du har leukæmi, siger de.

Daniel smilende fra en hospitalsseng

”Sidder du ned, mor?”

Daniel ringer til sin mor. 

- Hej, mor – sidder du ned? spørger han. 

Da hun hører, at Daniel nok har kræft, bryder hun sammen. Kort tid inde i samtalen tager lægerne over og forklarer hans mor, hvad der skal ske. 

Daniel bliver kørt med udrykning fra Hvidovre til Rigshospitalet. Han får blod og væske i drop. I ambulancen tjekker han på internettet, hvad overlevelsesraten for leukæmi er. 

-Det er en god idé at overveje, om du vil kende risiko af et sandsynligt forløb for din kræftform, står der på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. 

Men Daniel vil vide det. Mellem 40 og 95 pct. er live efter fem år, alt efter typen af leukæmi, står der. 

Daniel får taget flere blodprøver og en knoglemarvsbiopsi. På grund af kræften er knoglemarven så tyk, at lægerne ikke kan få den ud. I stedet tager de fire splinter knogle fra hoftekammen. De bekræfter hurtigt, at Daniel har ALL, akut lymfatisk leukæmi. 

Lægen tegner på en tavle, hvad der sker i cellerne. Daniel har 97 pct. kræftceller i knoglemarven. Det er alvorligt. 

Fordi Daniel ikke er fyldt 25 år, kan han få samme behandling som børn, og prognoserne er gode. Men først skal han igennem en skrap kemobehandling. Han skriver under på, at han vil lade sig behandle, og at han er bekendt med, at det kan være med døden til følge. 

Fra den dag er han sygemeldt. Rigshospitalet er hans nye fuldtidsarbejde.

""

Stegt flæsk

Den første måned i behandling har Daniel det fint. Han går ture, har appetit og taber ikke håret. Han er flyvende og tager sig selv i at tænke: Er det bare det? Han lægger et opslag på Instagram om, hvor glad han er for, at det går godt, men at han ved, det ikke vil blive ved sådan.

Nærmest idet han poster opslaget, får han ondt i maven og kvalme.

Instagram-opslag

For at få kræften helt væk, skruer lægerne op for kemoen, og Daniel får så store mavesmerter, at han nogle dage kun kan ligge i sin seng og græde, fordi det gør så ondt. Lars må nærmest bære ham ned i bilen, da han skal på hospitalet og undersøges. 

- Hvor ondt har du på en skala fra 1 til 10, spørger lægen. 

- 12, siger Daniel. Vil du være sød at scanne min mave, for jeg kan mærke, der er noget galt? 

- Vi ser det lige an en uges tid, så skal jeg nok scanne dig, hvis det stadig gør ondt, siger hun. 

Der går et par dage, og faktisk får Daniel det bedre. -Nice, tænker han. 

Hans mor og lillesøster kommer på besøg, og for første gang i lang tid kan Daniel spise andet end kogte kartofler - stegt flæsk med persillesovs. 

Efter en hyggelig aften kører hans mor og søster tilbage mod Vestsjælland, men da de når halvvejs, ringer hans mor og spørger, om hun må komme tilbage og overnatte. 

- Det må du gerne, hvis du vil, men du skal ikke gøre det for min skyld, siger Daniel. 

Samme nat besvimer han på badeværelsesgulvet med blodet strømmende ud af enden.

""

Vil du beholde dine håndklæder?

Daniel bliver kørt ind på traumeafdelingen, hvor 15 læger og sygeplejersker kigger ned på ham. En af lægerne præsenterer sig og fortæller, at Daniel skal på operationsbordet, så de kan finde ud af, hvor alt blodet kommer fra. 

Så kommer der en mand og spørger, om de skal gemme Daniels blodfyldte håndklæder hjemmefra. Intet kunne være mere ligegyldigt de håndklæder. Personalet står og presser på poser med blod, der skal erstattet det, der ryger ud. 

Kemoen har gjort Daniels slimhinder så tyndslidte, at der er gået hul mellem tyndtarm og tyktarm. Lige der, hvor der er hul, løber en stor blodåre, og blodet ryger direkte ud bagi. 

Daniel bliver sprættet op får fjernet 40centimeter tarm og syet sammen igen. Lægerne opdager en stor byld i bughulen, der skal drænes udefra. Så da han vågner, er han klipset sammen med 42 klips, har stomi, kateter og en slange til bylden. Plus det centralvenekateter, han allerede har siddende til kemobehandling. 

På halvanden måned taber han 30 kilo.

""

"Min mave er gået op"

Ti dage efter operationen skal klipsene fjernes. Men bagefter er mellem to klips et lille hul, hvor huden ikke er vokset sammen. 

- Det er meget normalt. Jeg sætter lige plaster på, siger sygeplejersken og går ud på gangen. Men så snart døren er lukket, løber han for at finde en læge. Det er overhovedet ikke normalt. 

Imens kan Daniel mærke, at maven ligesom giver sig. Det gør ikke ondt. 

- Min mave er gået op, siger han til sin mor, der er med. 

- Hvad snakker du om? Spørger hun. 

- Det hele er gået op, forklarer Daniel.

Lægen kommer og linder på det plaster, han har fået på. 

- Der er hul, siger hun. 

Daniel kan se en flap af sin mave stikke lige op i luften. 

Sygeplejersken kommer løbende med noget, der ligner Vita Wrap, og Daniel bliver viklet ind, før han igen kan komme på operationsbordet og blive syet sammen. Denne gang med en anden teknik, som holder bedre. 

Da han endelig kommer hjem efter næsten tre måneder på hospitalet, er han så svækket, at han sidder i kørestol. Hans ben kan ikke bære ham.

Kørestol

Den udvidede IKEA-test

Daniel føler sig utilstrækkelig over for Lars, der besøger ham på hospitalet, henter mad, koordinerer hundepasning og overøser ham med kærlighed og omsorg. Samtidig skal Lars passe job og børn i Jylland, og Daniel kan ikke tilbyde meget til gengæld. Intimitet er umulig, når man har ondt, kvalme og slanger og poser hængende ud alle vegne. 

De har kendt hinanden i fem måneder, da Daniel bliver syg. Nu har de været længere tid sammen med kræften end uden kræften. De joker med, at de har taget den udvidede IKEA-test. 

Daniel og Lars

I foråret begynder det at gå bedre. Daniel får appetitten igen og begynder at kunne tage et par skridt. Der er fremgang. Efter sommeren får han sidste højdosis kemo og begynder i en vedligeholdelsesbehandling, der er langt mildere. Han starter så småt op på sit arbejde som driftsdirektør i en virksomhed, der arbejder med influencer marketing. Stomien bliver fjernet. 

Den 21. december 2022 er han færdigbehandlet. Efter sidste kemo tager han direkte ud til et lokale, han har lejet, hvor han har inviteret 40 venner og familiemedlemmer til reception med smørrebrød og øl, for at fejre, at han er færdig med kemo.

Gavebord

En fuckfinger til kræft

Kræften har betydet, at Daniel i dag siger nej til ting, han ikke gider. Den har betydet, at han er bedre til at sige pyt og ikke ærgre sig over ubetydelige ting. Han er mere taknemmelig. 

Da han igen kan tage toget uden frygt for infektion, kører han med metroen fra Amager til Vanløse og tilbage igen. Ikke fordi han skal noget i Vanløse, men fordi han kan. 

For to år siden optrådte Daniel i Knæk Cancers kampagnevideo som leukæmipatient. I år kan han støtte Knæk Cancer på en anden og mere positiv måde. Han vil være med til at samlet penge ind til kræftforskning. For uden forskning er det ikke sikkert, han ville være her i dag. Og så vil han vise, hvor langt man er nået inden for kræftbehandling, og at man kan have et godt liv med og efter kræft. 

Da Daniel får mulighed for at optræde som dragqueen Connie Cancer-crush i ’Knæk Cancer – et show for sagen’, siger han ja. Inden sygdommen havde han sagt nej, men nu griber han chancen. 

For to år siden troede han ikke, han ville komme op af kørestolen. Nu giver Daniel kræften en ’kæmpe fuckfinger’ i høje stiletter og fuld makeup.

""
Daniel optræder som drag