Har du fået brystkræft efter forsinket screening? Sådan kan du klage og søge erstatning
Du har mulighed for at klage, hvis du er blevet indkaldt for sent til brystkræftscreeninger. Hvis du har fået en skade i forbindelse med forsinkelsen, kan du også være berettiget til erstatning.
Et stort antal kvinder i Region Hovedstaden har i mere end halvandet år fået besked om, at deres screening for brystkræft er forsinket.
Ifølge sundhedsloven må der ikke gå mere end to år og tre måneder mellem undersøgelserne, som alle kvinder mellem 50 og 69 år bliver tilbudt. Men mange kvinder i hovedstadsområdet venter væsentligt længere.
De fleste kvinder er heldigvis raske, og kun seks af 1.000 inviterede kvinder har brystkræft. Region H inviterer årligt 90.000 kvinder til screening, hvoraf 540 diagnosticeres med brystkræft
Men hvis du er blandt de kvinder, der har ventet for længe på at blive indkaldt til screening for brystkræft, har du mulighed for at klage til Styrelsen for Patientklager.
Hvis du er blevet indkaldt for sent til screening og efterfølgende har fået en skade på grund af forsinket diagnosticering, kan du være berettiget til erstatning. Den skal du søge hos Patienterstatningen.
Kræftens Bekæmpelse om forsinkede undersøgelser for brystkræft: Vi har mistet tålmodigheden
Du kan klage til Styrelsen for Patientklager
Hvis du mener, der har været svigt i den behandling, du har fået, kan du klage til Styrelsen for Patientklager. Du kan også klage, hvis dine patientrettigheder ikke er blevet overholdt.
Din klage kan gælde den behandling, du har fået hos din praktiserende læge, en privatpraktiserende speciallæge, et offentligt hospital eller et privathospital.
Klager over sundhedsfaglig behandling kan f.eks. handle om undersøgelse, diagnose og behandling.
Klagen skal være indsendt inden to år efter, at du fik mistanke om behandlingssvigt, og senest fem år efter, at behandlingen fandt sted. Du kan klage på egne vegne eller for en anden person, hvis du har en fuldmagt.
Som kræftpatient kan du få hjælp af en patientvejleder eller hospitalets socialrådgiver til at klage. Læs mere:
Du kan søge erstatning hos Patienterstatningen
Nogle oplever desværre at blive indkaldt for sent til de screeninger, som landets regioner er forpligtede til at tilbyde. Du kan have ret til erstatning, hvis du er blevet indkaldt for sent til screening for brystkræft.
En skade kan eksempelvis være alvorlige komplikationer efter en operation, eller at din sygdom blev overset, så din chance for at overleve blev forringet.
Du kan ikke få erstatning for de følgesygdomme, du har af din kræftsygdom. Du skal have fået en skade på grund af kræftbehandlingen.
Du kan eksempelvis få erstatning for:
• tab af erhvervsevne
• tabt arbejdsfortjeneste
• varigt mén
• svie og smerte
• udgifter som følge af skaden
Patienterstatningens afgørelser kan ankes
Hvis du ikke er tilfreds med Patienterstatningens afgørelse, kan du klage over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatning. Afgørelser skal være påklaget inden en måned efter, du modtog afgørelsen.
Når Ankenævnet for Patienterstatningen har truffet afgørelse, kan du indbringe sagen for domstolene. Dette skal ske inden for seks måneder fra ankenævnets afgørelse. På Styrelsen for Patientklagers hjemmeside kan du læse mere om klageadgang: