Et år uden Lilje: Hvordan lever man videre uden sit barn?

Dag 0: Farvel

Det er sent om aftenen, da bedemanden bærer Lilje ud. Først i det øjeblik synker det rigtigt ind hos Camilla. Hendes datter kommer aldrig tilbage.

Familien har vidst, at Lilje skulle dø, i lidt over et halvt år. Det var en meget aggressiv hjernetumor, og lægerne sagde fra begyndelsen, at den ville slå hende ihjel. Her til morgen skete det. Lilje blev ni år gammel.

Hun var den ældste i en flok på fem. Hele dagen har Camilla været opfyldt af de mindre børns behov. Hun har gjort alt, hvad der stod i hendes magt, for at de hver især fik sagt ordentligt farvel. Men hvordan gør man lige det? Alt føles forkert i den her situation. Det er jo ikke meningen, at et lille barn skal miste sin storesøster. Eller at en mor skal miste sin datter.

Nu er børnene faldet i søvn. Sammen med sin mand, Finn, og deres forældre går Camilla tilbage til soveværelset. De lukker vinduerne, der har stået åbne, siden Lilje forlod dem. Pakker hospitalssengen væk.

Camilla græder. Men mest af alt mærker hun tomheden.

Dag 3: Skole

Det er tirsdag, og børnene vil i skole og børnehave. Camilla og Finn kigger på hinanden, og så bliver de enige om at lade børnene bestemme. Det er måske nemmere for dem at være i skolen end derhjemme.  

Da de er væk, bliver der uhyggeligt stille i huset – og rum til at mærke og tænke på sine egne behov. Det er Camilla slet ikke klar til. Så er det bedre at fokusere på børnene, de hjælper hende med at holde sit eget kaos ud.

De første dage flyder sammen i en underlig tåge i Camillas bevidsthed. Hun smører madpakker og sørger for, at børnene kommer i bad, forsøger at lytte til deres frustrationer og give dem al den kærlighed, de har brug for. Men sig selv kan hun ikke rumme. Hun spiser ingenting, går ikke i bad. Hendes krop er lukket ned.

Dag 5: Praktik

En psykolog rådede dem til at få styr på alt det praktiske inden Liljes død, så bisættelsen blev planlagt for flere måneder siden. Det var uendelig hårdt at vælge gravsted og sten, mens deres datter lå hjemme i soveværelset og var syg. Men Camilla sætter pris på det nu. Det betyder, at de har tid til at fokusere på de andre børns behov.

Nu er det kun småting, de skal forholde sig til i forhold til bisættelsen; hvad skal familien have på i kirken, og hvad skal gæsterne have at spise? Omvendt er det også meget godt at have det at fylde tankerne med.

Lilje var selv med til at vælge den lilla kiste med guldglimmer. I lang tid vidste hun, at døden var en mulighed. Men først til allersidst fik hun at vide, at det skulle ske. Camilla er glad for, at de fik talt om døden. Men samtidig bliver hun ved med at spørge sig selv, om hun kunne have gjort noget bedre? Der var masser af dygtige læger og sygeplejersker, der hjalp Lilje igennem den sidste tid. Men det ville have været rart, hvis der var nogen, der havde hjulpet dem alle sammen igennem de svære samtaler og følelser. Så de ikke stod så alene med det.

Det samme gælder nu. Gør hun og Finn det rigtige i forhold til børnenes sorg? Tvivlen nager hele tiden i baghovedet.

Dag 7: Bisættelse

Det er iskoldt, og kirken er fyldt med blomster. Overvældende mange blomster.

Den lille kiste føles uendeligt tung, da de bærer den ud af kirken. Camilla har det, som om hendes hjerte bliver flået ud. Resten af dagen husker hun kun i glimt. Hun har ingen erindring om, hvem der er mødt op.

Bagefter kan hun se på billederne, at der har været rigtig mange mennesker: Klassekammerater og forældre, lærere, pædagoger fra børnehaven og vuggestuen, folk fra boldklubben og Liljes gymnastikhold. Og så også nogen, som hverken Camilla eller Finn kan genkende. Hun kan sågar se, at hun har talt med nogen af dem. Men hun kan overhovedet ikke huske det.

Alligevel er hun dybt taknemmelig for, at de kom. Det betyder jo, at Lilje har rørt en masse mennesker. For sådan var hun; glad, sjov og fræk. Lige til det sidste.

Dag 29: Mørke

Månederne efter bisættelsen forsvinder i mørke. Det er kun børnene, der holder Camilla og Finn oppe. De skal ikke mangle noget, hverken gymnastiktøj eller kærlighed. Nogle dage skyller bølgerne af sorg så stærkt ind over Camila, at det er svært overhovedet at trække vejret, men heldigvis er bedsteforældrene tæt på. Deres hjælp er uvurderlig, selv om de naturligvis også selv er i sorg. Hvad skulle familien have gjort uden dem?

Dag 42: Julegaver

Den tomme plads ved julebordet er næsten ikke til at bære. Børnene insisterer på, at de skal dække op til Lilje – så det gør de. De laver julemad efter alle kunstens regler, og julegaverne købte Camilla allerede i sommer, så rammerne er, som de skal være. Men bagefter kan hun ikke engang huske, hvad børnene fik. Hun er til stede – og så alligevel ikke.

Dag 90: Tabu

Camilla har lagt mærke til, at der er nogen, der går over på den anden side af gaden, når de ser hende. Andre slår blikket ned, som om de er bange for at få øjenkontakt, når de tilfældigvis mødes i døren til skolen eller købmanden.

Hun ved godt, at det nok handler om, at de ikke ved, hvad de skal sige til hende. Men hvor ville hun dog ønske, at de i stedet sendte et lille smil. Gav hendes arm et klem. Eller spurgte, hvordan det gik. Hun har brug for, at de anerkender, at Lilje har eksisteret.

En dag tager hun mod til sig og taler med en far fra skolen om det. Han forklarer, at han bare gerne vil give dem ro. At han er bange for at gøre dem kede af det. Men de er jo kede af det i forvejen. Hun skal nok sige til, hvis det er for svært at tale om lige den dag – bare det at blive spurgt vil være rart.

Heldigvis er der også nogen, der støtter dem. Deres nærmeste venner. Og Liljes lærer – hun var fantastisk igennem hele sygdomsforløbet, hvor hun kom og besøgte Lilje hver uge, og hun er der stadig for familien. Det varmer.  

Dag 107: Instagram

Kort før Liljes død oprettede Camilla en Instagramprofil, hvor hun skriver om livet og døden, sorgen og hverdagen. Der er nok nogen, der synes, det er for meget. For personligt. Men Camilla er ligeglad. Hun kan mærke, at det er godt for hende at have et sted, hvor hun kan få afløb for sine følelser. Og der kommer rigtig mange søde kommentarer derinde.

En dag er der en mor, der skriver til hende. Hendes barn har den samme diagnose som Lilje, og hun går netop nu igennem mange af de ting, som Camilla har været igennem. Hun takker Camilla for åbenheden. Det betyder uendeligt meget. Hvis bare hun kan hjælpe ét menneske ved at dele sin historie – så har alt det, de har været igennem, gjort en forskel.

Dag 150: Legen

Camilla kæmper for at være en god mor. For at skabe hyggelige stunder og gode minder. Hun har selv haft en hård barndom og har nogle traumer med i bagagen. Så hun har altid gjort sig umage for, at hendes børn ikke skal mangle noget, og at der skal være rent og pænt hjemme hos dem.

Men igennem hele Liljes sygdomsforløb var det umuligt at være der for dem hele tiden. Hun var tvunget til at være meget hos Lilje. Det reagerer børnene på nu, på hver deres måde.

Heldigvis har de fået et langt psykologforløb igennem Børnecancerfonden. Det er så fint at se, hvordan de leger sorgen ud. Camilla og Finn kan tydeligt mærke, at de får det bedre.

Det kan dog være svært at forstå for andre. Det er blevet påtalt, at de lægger hinanden i imaginære kister og leger begravelse. Men psykologen siger, at det er helt normalt. Det er deres måde at bearbejde traumet på.

De taler tit om Lilje i familien. Nogle gange siger et af børnene, at de er bange for at glemme hende. Så kigger de på nogle af alle de gamle billeder og videoer. Og på alle Liljes yndlingsting, der står udstillet i et lille vitrineskab bag ved spisebordet. Hun er med overalt, også selv om hun ikke er her længere.
 

Dag 210: Kreta

I begyndelsen af juni tager de til Kreta. Varmen gør noget godt for dem alle sammen, og det er skønt at komme væk fra det hele. Det er første gang i meget lang tid, hvor de bare er glade og hygger sig. Hvor der er plads til andet end sorgen.

Camilla griner og pjatter med ungerne. For første gang siden Liljes død registrerer hun, at hun føler glimt af ægte glæde. Selvfølgelig er sorgen der stadig et sted indeni. Men begge følelser kan godt eksistere samtidig.  

Dag 221: Sommerferie

Hun står sammen med Finn og kigger ud gennem ruden på deres regntøjsklædte unger, der har leget i timevis med at bygge huler, mens det står ned i stænger. Hun kan mærke helt ned i maven, hvor godt det er.

Sidste år var sommeren et stort kaos, hvor alt gik op i sygdom. Men den her sommerferie er lige, hvad de har brug for. Siden de kom hjem fra Kreta, har de ikke haft nogen planer. De har bare drevet rundt herhjemme, hygget sig og tullet lidt i haven. Af og til er det blevet til en udflugt til Trelleborg eller BonBon-Land. Men ikke noget stort. De har bare været sammen, og de kan alle sammen mærke, hvor helende det er.

Dag 339: Liljes fødselsdag

Det er Liljes fødselsdag, og sorgen er overvældende. Det er bare så forkert at fejre sit barn på kirkegården.

Men fejres skal det. Camilla har skrevet på Facebook, at de er på kirkegården med chokoladekage mellem klokken 15-16. Gravstedet er så fint, fyldt med nips og en lille, lilla bænk. Præcis som Lilje ville have elsket det.

Mange af Liljes venner dukker op. Det er dejligt at se dem. Men det gør også ondt – det minder Camilla om, hvor stor Lilje ville have været nu. Alt det, hun ikke får lov til at opleve.

De har fået en professionel musiker, som de har fundet på TikTok, til at lave en sang til Lilje. Den spiller de på kirkegården.

Dag 350: Et år uden Lilje

Der er næsten gået et år uden Lilje. Nogle dage tror Camilla stadig, at hun aldrig vil stoppe med at græde. Andre dage har hun det meget bedre.  

Hun har stadig svært ved at se andre mennesker, og hun er bange for, at det er ved at udvikle sig til en form for social angst. Men overordnet set går det fremad. Bare meget langsomt nogle gange.

Børnene er trods alt det vigtigste, og de har det bedre. Selvfølgelig er de præget af alt det, de har været igennem. Men deres sorg er anderledes end de voksnes. De har meget lettere ved at gribe nuet.

Camilla og Finn har talt om at få et barn mere. Ikke fordi det skal erstatte Lilje – hun vil altid have en helt særlig plads i deres hjerter. Men der mangler noget i hjemmet. Det vil være som at starte på et nyt kapitel at få et nyt medlem ind i familien, som ubetinget bringer glæde med sig.

Camilla ved, at hun aldrig kommer over tabet af sin datter. Men hun er på vej til at lære at leve med savnet.