Spring navigation over

Kræftens Bekæmpelses adm. direktør Jesper Fisker er udpeget af regeringen som formand for Sundhedsstrukturkommissionen

Jesper Fisker vil fortsat varetage sit hverv som adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, mens han er formand for kommissionen

Adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker. Foto: Ditte Valente

Regeringen har i dag ved et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet præsenteret Sundhedsstrukturkommissionens kommissorium og i samme forbindelse præsenteret adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker som formand for kommissionen.  

- Jeg er beæret over at være udpeget og takker regeringen for tilliden. Det er en stor opgave, kommissionen står overfor, og jeg vil sammen med de øvrige kommissionsmedlemmer gøre mit bedste for at løfte ansvaret, siger Jesper Fisker.

Han vil fortsat varetage sit hverv som adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, mens han er formand for kommissionen. 

Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse, udtaler i forbindelse med udnævnelsen:

- Jesper Fisker har en stor viden og indsigt i sundhedsområdet, både fra sin tid her i Kræftens Bekæmpelse og fra de topposter, han tidligere har bestredet. I Kræftens Bekæmpelse er vi stolte over det bidrag, han nu kommer til at yde til kommissionens vigtige arbejde.