Kræftsyge Jeanette kunne ikke få fred fra jobcenteret: - Det lagde et stort psykisk pres
Jobcenteret blev ved med at henvende sig under Jeanettes kræftbehandling og rehabilitering. Og da hun endelig vendte tilbage til sit arbejde, blev hun indkaldt til jobafklaringsmøde. I dag frygter hun, at kampen mod systemet har begrænset hendes rehabilitering.
58-årige Jeanette Lemmergaard fra Odense havde ventet i tre timer på hospitalsgangen på at få tilset sit hævede ben, da en læge pludselig henvendte sig til hende med et bekymret blik i øjnene.
Den travle læge var gået forbi flere gange, men kunne ikke slippe en nagende mistanke om, at Jeanette måske fejlede noget mere alvorligt end den blodprop, der har fået benet til at hæve.
En scanning bekræftede lægens bange anelser og viste en kræftknude på størrelse med en lille håndbold ved æggestokkene. 25. oktober 2021 blev hun sygemeldt fra sit nye job som prorektor ved Erhvervsakademiet i Kolding, og tre uger senere blev knuden bortopereret.
Indkaldt kort efter operation
Det var endnu uklart, om kræften var helt væk, men efter seks dages indlæggelse blev hun udskrevet med beskeden fra lægerne på OUH, at hun skulle være sygemeldt i mindst 6-8 uger. Men trods beskeden fra lægerne, blev hun allerede indkaldt til samtale på jobcenteret i Odense tre uger efter, hun var blevet udskrevet.
- En sagsbehandler kom ned i receptionen for at følge mig op på 2. sal. Jeg spurgte efter en elevator, og hun virkede meget irriteret, da jeg forklarede, at jeg havde svært ved at bevæge mig på grund af operationen og kraftig medicinering. ”Det er altid godt at komme i gang og bevæge sig,” svarede kvinden, der tydeligvis ikke vidste, hvad jeg fejlede, siger Jeanette.
Standby-ordning giver ro
97 skridt. Så langt var der ifølge en app på Jeanettes telefon fra hendes hoveddør til det nærmeste vejskilt. Efter operationen kunne hun lige akkurat gå ned til vejskiltet og tilbage, før hun var fuldstændigt udmattet.
Så alene de otte trin på betontrappen foran jobcenterets hovedindgang var en udmattende opgave, og Jeanette måtte stakåndet klamre sig til rækværket.
- ”Hvis du har kræft, skal du jo slet ikke sidde her,” sagde sagsbehandleren lidt anklagende til mig, da jeg sad på kontoret og var ved at få vejret. Jeg havde sagt ja til at blive placeret på standby-ordningen for alvorlig syge, men der var åbenbart sket en fejl, så det ikke var registreret. Jeg gik træt fra mødet med røde ører og en følelse af, at jeg havde gjort noget galt og spildt sagsbehandleres tid. Det var meget ubehageligt, siger hun.
Sygemeldte med en alvorlig, livstruende sygdom som Jeanette har lovsikret ret til at vælge, om de vil deltage i kommunens opfølgning eller være omfattet af standby-ordningen, der betyder, at den sygemeldte bliver fredet for kontakt med jobcenteret. Men til trods for Jeanettes kræftdiagnose og erklærede ønske om at blive placeret på standby-ordningen, blev hun kontaktet af jobcenteret.
'Der må være sket en fejl'
Første møde med jobcenteret var ikke nogen rar oplevelse, men i det mindste kunne hun nu få fred til at fokusere på at få det bedre og starte i kemobehandling to uger senere, tænkte Jeanette.
Men allerede den 20. december, kun seks dage efter første møde på jobcenteret, blev hun ringet op igen af en ny sagsbehandler.
- Jeg lå ude på OUH til en nyrescanning og en masse andre undersøgelser for at se, om min krop kunne tåle kemoterapien, da telefonen ringede. I røret fortalte en ukendt stemme, at det er vigtigt, at man følger reglerne, og at min arbejdsplads risikerede at få frataget refusionen, hvis jeg ikke dukkede op til møderne. Jeg forklarede, at jeg lige havde været til et møde, og at der måtte være sket en fejl, men jeg havde ikke en oplevelse af, at det gjorde indtryk, siger hun.
'Vandrede forvirret rundt og græd'
Den 29. december startede Jeanette i kemoterapi, men hun havde ikke nået at modtage alle seks behandlinger, før jobcenteret igen indkaldte hende til en samtale. Hendes ønske om at blive placeret på standby-ordningen og få ro under den barske behandling var stadig ikke blevet opfyldt.
- Hvis jeg var ved mine fulde fem, havde jeg bare ringet og afvist et møde, fordi jeg stadig var under behandling. Men jeg var både voldsomt mærket af kemoen og de tidligere henvendelser fra jobcenteret, hvor jeg havde fået voksenskældud og oplevet en latent trussel om, at man ville standse sygedagpengene, hvis jeg ikke makkede ret. Så jeg gjorde bare, hvad der blev sagt, siger Jeanette.
Imens hun sad rystende nervøs i venteværelse, modtog hun et opkald fra sagsbehandleren, der fortalte, at mødet skulle foregå over telefon, og at Jeanettes tur ind til jobcenteret havde været forgæves.
Jeanette oplevede sagsbehandleren som meget irriteret. I mødelokalet beklagede sagsbehandleren, at jobcenteret blev ved med at kontakte Jeanette og indkalde hende til møder, selvom hun var i aktiv behandling for sin alvorlige kræftsygdom.
'Det var en ret uhyggelig oplevelse'
Da Jeanette var færdig med kemobehandlingen, startede hun i et rehabiliteringsforløb i Odense Kommune og ”takkede ja til alle tilbud fra Kræftens Bekæmpelse” med henblik på at komme hurtigst muligt tilbage til sit lederjob.
Den 29. juni startede hun med at arbejde få timer om ugen og optrappede gradvist timetallet uge for uge. I den periode var hun jævnligt i kontakt med jobcenteret, der var interesserede i at høre, hvornår hun kunne være tilbage på fuldtid. Men da hun nåede op til 30 timer om ugen, blev det for meget, og hendes senfølgeramte krop og hoved sagde fra.
- Jeg kunne ikke huske, at jeg havde kørt på motorvejen hjem fra arbejde. Jeg havde parkeret bilen i garagen, men havde bare ladet bildøren stå åben. Bagefter var jeg gået direkte ind i sengen med tøj og sko på og sov i seks timer. Det var en ret uhyggelig oplevelse, forklarer Jeanette.
Straffet for ærlighed
I en opfølgningssamtale med jobcenteret forklarede Jeanette om sin ubehagelige oplevelse, efter at hun havde udsat sin krop for et for stort pres.
Men det eneste sagsbehandleren hæftede sig ved, var, at det var lykkedes Jeanette at arbejde 30 timer på en uge. ”Hvis du har arbejdet 30 timer i sidste uge, så kan du også gøre det i næste uge,” lød beskeden.
- Hun blev ved med at sige, at jeg nu havde raskmeldt mig selv, og jeg protesterede. Det føltes som om, at jeg blev straffet for at være ærlig, og hun kun var interesseret i at få mig til at sige et eller andet, der kunne få mig ud af deres system, siger hun.
I takt med at Jeanette begyndte at arbejde flere og flere timer om ugen, gav lægerne udtryk for bekymring for, om hun trak for mange ressourcer ud af sin krop og forhindrede den bedst mulige rehabilitering.
Møde var "fuldstændigt latterligt"
Den 22. december 2022 fik Jeanette et brev, hvor der stod, at Odense Kommune ville stoppe udbetalingen af sygedagpenge.
I begyndelsen af januar blev hun indkaldt til et obligatorisk jobafklaringsforløb, selvom hun allerede havde et job, hvor hun arbejdede mere end 30 timer om ugen.
- Jeg brugte en hel aften på at udfylde CV i jobportalen inden mødet, hvilket virkede fuldstændigt latterligt. Jobcenteret ville have mig til at tage fri fra arbejde for at tage til jobafklaringsmøde, men mødet blev aldrig til noget, fordi jeg i mellemtiden blev raskmeldt, selvom jeg jo ikke var rask.
'Jeg har brugt meget energi'
I dag er Jeanette tilbage på fuldtid som prorektor, men er fortsat plaget af senfølger efter kræftbehandlingen og går på senfølgeklinikken i Odense. Når hun tænker tilbage på det rodede møde med jobcenteret, er hun overbevist om, at forløbet drænede hende for ressourcer, der burde været brugt på at blive ordentligt rask.
- Det lagde et stort psykisk pres på mig, at jeg ikke fik ordentlig ro til behandlingen og rehabilitering. Jeg har brugt så meget energi på at tale med sagsbehandlere og forsøgt at navigere det her system, som jeg burde have brugt på at rejse mig efter sygdommen.
- Jeg kan blive helt bitter ved tanken om, at jeg måske stod et andet og bedre sted i dag, hvis systemet bare havde ladet mig være i fred, siger Jeanette, der savner et system, hvor mange ser på det hele menneske.
- Jeg har hele tiden haft en oplevelse af, at jobcenteret har forsøgt at få mig til at passe ned i en eller anden kasse. Systemet virker så rigidt, at der ikke er plads til at kigge på den borger, der kom ind ad døren, og foretage en individuel vurdering af, hvad vedkommende rent faktisk har brug for.