'Jeg nægtede at skamme mig over, at kræften sad i mine kønsdele'

Da Maibrit kommer ud på parkeringspladsen foran Skejby Sygehus, slår det pludselig ned i hende: Ikke nok med at hun nu skal hjem og fortælle hele omgangskredsen, at hun har kræft – hvilket er lidt af en mavepuster i sig selv. Oveni skal hun også til at have detaljerede samtaler med Gud og hvermand om sine kønsdele.

Puha. Maibrit kan næsten ikke overskue tanken. Det er bare så intimt og privat – det bliver ikke nogen fede samtaler. Men omvendt har hun heller ikke lyst til, at det på nogen måde skal være en hemmelighed, som hun skal bære rundt på alene.

Maibrit sætter sig ind i bilen ved siden af sin mand, Andreas, og sammen triller de hjemad.

Inden de er nået ret langt op ad den nordjyske motorvej, har hun taget beslutningen. Dæleme nej, om hun vil skamme sig over sin sygdom!

En ildevarslende sms 

Et par måneder tidligere mærker Maibrit første gang den lille kugle ved sin indre kønslæbe, mens hun er på toilettet. Hun tænker ikke synderligt over det, men efter et par dage beslutter hun sig for at få den fjernet. Den skal da ikke sidde der og blomstre.

Både hendes egen læge og den gynækolog, hun bliver henvist til, forsikrer hende om, at kuglen er harmløs. Men den bliver alligevel rutinemæssigt sendt til undersøgelse på et laboratorium. Test-resultatet skal hun selv finde på sundhed.dk, får hun at vide.

En uges tid senere ligger Maibrit på sofaen og ser tv, da hun får en sms fra gynækologen:

- Jeg ringer dig op om en time.

Med det samme springer sveden frem, og angsten buldrer rundt i kroppen. Det er her ikke godt!

Efter et par samtaler med først gynækologen og dagen efter en kræftlæge bliver hendes bange anelser bekræftet: Hun har kræft.

Hun græder ukontrolleret. Sammen med Andreas har hun lukket sig inde på badeværelset, mens de snakker med lægen, for at børnene ikke skal opdage det.

- Gør hvad du har brug for, siger Andreas.

Her bagefter har Maibrit svært ved at forklare, hvorfor hun som det første går ud og støvsuger. Men bagefter går hun ned til vandet. Hun har brug for at se langt og føle, at hun bare er en lille brik i det store univers. Det beroliger hende altid.

Det vildeste opslag

Det er til en undersøgelse på Skejby Sygehus i begyndelsen af december, at ordet vulvakræft første gang bliver nævnt. Maibrit har selvfølgelig været Google igennem for at prøve at finde ud af, hvilken type kræft hun har, men hun synes ikke rigtigt, der er noget, der passer. Hun har godt nok aldrig hørt om vulvakræft før – og det er der nok mange andre, der heller ikke har. Det gør det bare lidt mere kompliceret at forklare folk om hendes sygdom.  

Det er i bilen på vej hjem fra den undersøgelse, at hun tager beslutningen om ikke at skamme sig. Hun sidder i lang tid fordybet i sig selv. Og så vender hun sig om mod Andreas.

- Jeg tror faktisk, at jeg vil skrive om det på Facebook. Der kommer nok til at stå alt muligt om mine kønslæber og klitoris, advarer hun.

- Det er så fint, svarer han roligt.

Maibrit kan mærke, at det er den helt rigtige beslutning. Hun har brug for at tage ejerskab over sin historie, så det ikke bliver noget, halvdelen af byen kommer til at snakke om over køkkenbordene. Det her er hendes sygdom – og hendes underliv.

Inden bilen drejer ind ad indkørslen hjemme i Sæby, har Maibrit trykket på den blå ’slå op’-knap. Det føles helt rigtigt i maven.

Sex og intimitet

Lægerne er meget klare i spyttet: Maibrit skal nok blive rask igen, når først tumoren er opereret væk. Men det betyder desværre ikke, at alle bekymringerne går væk. For når lægerne skal ind at rode med en stor kniv dernede – kan sex og intimitet så nogensinde blive det samme som før?

En uges tid før jul holder en gruppe læger konference om Maibrits sag. Bagefter kan hun læse i sin journal på sundhed.dk, at de er enige om, at klitoris skal fjernes. Hun går helt i sort.  

Hele hendes omgangskreds er stadig meget fokuserede på, at hun skal overleve. Men det punkt er hun selv forbi – hun stoler blindt på lægernes ord. For hende handler det mere om, hvordan hun kan komme igennem den her sygdom med sit underliv intakt. Og tanken om at miste klitoris fylder hende med sorg.

- Den har da alligevel ikke nogen funktion, det er bare nydelse. Pyt med det, siger hendes venner.

Men det er Maibrit bare overhovedet ikke enig i. Hvad kommer det her til at betyde for hendes og Andreas’ samliv?

På film kaster folk altid med et eller andet, når de er frustrerede, så Maibrit beslutter sig for at prøve med en potteplante. Men det bliver sådan et underligt vattet kast, og det gør hende kun endnu mere ked af det. Angsten, frygten og vreden bliver ved med at danse rundt i hendes krop.

Men lillejuleaften får Maibrit årets bedste julegave.

- Det ser faktisk ud som om, at vi kan bevare din klitoris alligevel, siger lægen efter endnu en undersøgelse.

Maibrit er jublende lykkelig – og deler selvfølgelig nyheden på Facebook.

Maibrit tænker af og til, at der måske er nogen ude på den anden side af skærmen, der synes, det er grænseoverskridende. Men hun er ligeglad. Hun kan mærke, at det er godt for hende at være åben. Så må folk jo bare scrolle videre, hvis de ikke kan lide det. 

Omvendt er der tydeligvis mange, der sætter pris på hendes åbenhed. Kommentarsporet flyder over af søde kommentarer. Og på en eller anden måde bliver det mindre akavet at tale om sygdom og underliv med venner og bekendte, når de på forhånd er opdaterede via Facebook. Det giver dem mulighed for at sunde sig og tænke over, hvad de skal sige, før de taler ansigt til ansigt.

Skyld og skam

Hvor er der egentlig meget skam forbundet med kvinders underliv, tænker Maibrit. Tag bare John Dillermand; da nogen ville lave en kvindelig pendant til ham, kom hun til at hedde Hanne Hængepatter. Hvorfor egentlig ikke Karina Kønslæbe? Og selve ordet skamlæbe… hvad er det for noget at kalde det?

Maibrit nægter at lade sig kue af sådan nogle åndssvage normer. Hun siger også til børnene, at de bare skal sige til deres venners forældre, at mor har kræft i tissekonen. Det er jo sådan, det er.

På et tidspunkt tager Maibrit til et arrangement hos Kræftens Bekæmpelse, hvor hun mødes med andre unge kvinder med kræft i underlivet. Det er fantastisk at møde nogen, der har været igennem nogle af de samme ting som hende selv. Men det går samtidig op for hende, at en del af de andre synes, det er pinligt, at deres kræftform skyldes HPV, der er et seksuelt overført virus.

Det gør hende ked af det at tænke på, at det er muligt at tilføje endnu et lag af skam til kvinders sygdom i underlivet. Helt ærligt – flertallet af alle voksne danskere er jo smittet med den virus. Det nægter hun at tænke mere på.

Kan ikke mærke lettelsen

Der ligger en flaske champagne i køleskabet. Den er reserveret til den dag, Maibrit får at vide, at hun er kræftfri.

Det sker allerede et par uger efter operationen. Maibrit er til tjek, og lægen fortæller, at kræften ikke har spredt sig. De har skåret det hele væk. Men hun skal være meget opmærksom fremover, for vulvakræft vender nogle gange tilbage.

Hjemme i Sæby skåler de med børn og svigerforældre. Alle er lykkelige. Men Maibrit kan ikke rigtigt mærke det. Det føles slet ikke, som hun havde regnet med. Og skal hun nu til at gå og være bange for tilbagefald?

Efter et par dage begynder det heldigvis at synke ind. Kræften er væk. Og hun beslutter sig for, at hun ikke vil leve med et ’hvis’ i baghovedet hele tiden. Selvfølgelig holder hun godt øje med sit underliv, og hun går til regelmæssige tjek. Men når lægerne siger, at hun er kræftfri, er det det, hun er.

I lang tid føles Maibrits underliv stadig som et halv-offentligt sted. Der har været så mange læger og sygeplejersker forbi dernede, at det intime lidt er forsvundet fra området. Og så er der selvfølgelig også smerter efter operationen. Alt i alt er det svært at genoptage sexlivet. Det er lidt ligesom efter en fødsel – der er man også nødt til at tage alternative metoder i brug i et stykke tid. Men her et halvt års tid senere er alt ved at være godt igen. Maibrit føler sig ekstremt heldig på det punkt.

Her bagefter kan hun mærke en helt ny omsorg for sin krop. Hvor er det synd for den, at den skulle udsættes for alt det. Hun har et langt ar, der dagligt minder hende om det – men det er okay, for så husker hun også hver dag på at passe lidt bedre på sig selv og sin krop.  

Ekspertens råd: Føler du skam

Du er ikke forkert: Det, der handler om seksualitet og kønsorganer, er ofte svært at tale om. Det taler vi normalt ikke om med hvem som helst, heller ikke, når det gælder kræft. Kræftpatienter er i forvejen i en belastet situation, og skammen kan øge denne belastning. Hvis du både skal håndtere sygdom og skam, kan du have sværere ved at håndtere sin situation. Husk, at det ikke er dig, der er noget galt med – ofte bliver det nemmere, når man åbner op for sine tanker.

Øv dig: Formulér nogle sætninger, der fortæller om dine udfordringer, og øv dig på dem hjemmefra. Begynd med at sige sætningerne til dine nærmeste, og start roligt op. Efterhånden vil du kunne fortælle mere frit og uddybende om din situation – også til mennesker, du ikke er tæt med.

Opsøg andre: Når du møder eller hører om andre med samme problem som dig, normaliserer det din situation. Læs på nettet, kontakt patientforeninger eller Senfølgeforeningen, tag kontakt til Kræftens Bekæmpelses rådgivning eller find hjælp i facebookgrupper. Du er ikke alene – der er mange, der har det som dig!

Tal med dine behandlere: Er du stadig i behandling, så tal om dine tanker og udfordringer med lægen eller sygeplejersken. De kan hjælpe dig eller sende dig videre til sexologisk klinik, senfølgeklinik eller andre, der muligvis kan hjælpe.

Kilde: Bjørn Ruben Pedersen, rådgivningsleder ved Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Aarhus. Han møder mange kræftpatienter, der er flove over deres kræftsygdom eller de senfølger, de slås med.