Mange føler skyld over at have fået kræft

Mange af os går rundt og tror, at vi har styr på livet. Vi går op i at have kontrol over vores hverdag, arbejde og uddannelse. Så når der pludselig flytter en kræftsygdom ind, påtager vi os uden at tænke over det en del af ansvaret.

Det fortæller psykolog Charlotte Højgaard Bergqvist, der arbejder som rådgiver i Kræftrådgivningen i Herlev.

- Nogle kræftramte tænker, at siden de har fået kræft, burde de have gjort noget anderledes – spist sundere, motioneret mere, røget mindre eller opsøgt læge tidligere. Det er et meget stort ansvar, de pålægger sig selv, forklarer hun.

Det er naturligvis aldrig den enkeltes skyld, at man udvikler kræft. Der er alle mulige faktorer på spil, som vi mennesker ikke har kontrol over. Men alligevel føler mange kræftpatienter både skyld og skam over deres sygdom.

- Det er nogle væmmelige følelser at gå rundt med, som de færreste har lyst til at tale højt om, siger Charlotte Højgaard Bergqvist.

Jeg er en belastning

Når et menneske bliver ramt af kræft, påvirker det hele familien. Måske bliver partneren nødt til at gå på deltid for at støtte op om behandlingen. Eller måske udvikler børnene angst, fordi de er bange for at miste deres mor eller far.

- Mange kræftpatienter føler sig som en stor belastning for deres omgivelser. Samtidig er de ofte bevidste om, at de ikke kan være den samme forælder, ægtefælle eller ven, som de plejede. Sygdommen tvinger dem til at fokusere mere på sig selv, fortæller Charlotte Højgaard Bergqvist.

- Det lægger et ekstra stort lag af skyld oveni – især hvis man i forvejen inderst inde tænker, at sygdommen er ens eget ansvar, forklarer hun.

Derfor føles det også ekstra paradoksalt, når dagen endelig kommer, hvor man får at vide, at man er kræftfri. Venner og familie er lykkelige og lettede. Men mange kræftpatienter har svært ved at føle glæde i den situation. Det kan bidrage til følelsen af, at der er noget galt med én.

- Den kræftfrie har svært ved at tale med andre om de ambivalente følelser, han eller hun går igennem, fordi det føles så forkert ikke at være glad ligesom alle andre i ens omgivelser. Men man står som kræftfri ofte tilbage med en forandret krop og skal lande i en hverdag, der måske er meget anderledes end før sygdommen. Det kan være svært for omgivelserne at sætte sig ind i, hvor voldsomt det er – for ikke at tale om frygten for tilbagefald, som mange går rundt med efter endt behandling, forklarer psykologen.

Hvorfor lige mig?

I sit arbejde som psykolog oplever Charlotte Højgaard Bergqvist jævnligt, at der kommer mennesker ind i kræftrådgivningen, som føler sig skyldige over ikke at glæde sig nok over at være i live.

- De har dårlig samvittighed, fordi de for eksempel har ligget på stue med én, der døde af sin kræftsygdom. Nu spørger de sig selv, hvorfor de ikke kan finde ud af at gribe livet og være glade, nu de er så heldige? Så simpelt er det desværre bare ikke – der er så mange ting på spil i den situation, fortæller Charlotte Højgaard Bergqvist.

Omvendt bærer mange også rundt på en form for uretfærdighedsfølelse, som de har svært ved at tale om.

- De tænker: ’Hvorfor lige mig? Jeg har levet sundt og dyrket motion. Hvorfor ikke den overvægtige kollega eller den storrygende nabo?’ Det kan føles meget forbudt, at man på den måde ’ønsker’, at det var nogle andre, der var blevet ramt. Men i virkeligheden er alle disse følelser jo dybt menneskelige – det er helt naturligt at tænke sådan. Og det fortæller os, at der er noget vigtigt på spil, nemlig glæden ved at leve, understreger hun.