Mulig sammenhæng mellem hormonbehandling og særlig hjernetumor
Hormonbehandling der indeholder hormonet gestagen kan muligvis øge risikoen for at udvikle sygdommen meningeom. Det viser en ny undersøgelse foretaget af forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og Nordsjællands Hospital.
Kvinder i overgangsalderen oplever ofte gener som hedeture og søvnbesvær. Det kan afhjælpes med en hormonbehandling med en kombination af hormonerne østrogen og gestagen. Den kombination anvendes, fordi behandling med østrogen alene øger risikoen for kræft i livmoderen. Men ny forskning peger nu på, at gestagen formentlig spiller en vigtig rolle i udviklingen hjernetumoren meningeom.
Gestagenet i hormonbehandlinger kan gives på to måder.
Enten kontinuerligt, som er en daglig dosis gestagen, eller cyklisk, som kun indeholder gestagen i slutningen af en behandlingscyklus. Derfor indeholder kontinuerlige hormonbehandlinger mest gestagen.
- Vores studie viser, at indholdet af gestagen i hormonbehandlingen spiller en vigtig rolle. Det, vi kan se er, at kvinder som modtog hormonbehandlinger, hvor der gives mest gestagen, havde en øget forekomst meningeom sammenlignet med kvinder, som ikke havde anvendt behandlingen. Omvendt var der ikke en øget forekomst af meningeom blandt kvinder, som modtog den cykliske behandling, hvor mængden af gestagen er lavere, fortæller læge og gæsteforsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning Nelsan Pourhadi.
- Resultatet er interessant fordi, det viser, at der formentlig er forskel på de forskellige hormonbehandlinger hvad angår risikoen for meningeom.
Sjælden sygdom
Meningeom er en form for hjernetumor, som i sjældne tilfælde kan udvikle sig til kræft. Nelsan Pourhadi understreger, at der er tale om meget sjældne tumorer og dermed også en sjælden potentiel bivirkning.
Læs mere om hjernetumorer, bl.a. symptomer, behandling, undersøgelser, diagnose og årsager
- Der er mange andre faktorer, der spiller ind i overvejelserne om medicinsk behandling med hormoner i overgangsalderen. Som med alle andre lægemidler er det vigtigt, at man i samråd med sin læge nøje afvejer fordele og risikoen for ulemper ved hormonbehandling, siger Nelsan Pourhadi.
Undersøgelsen giver forskere ny viden om, hvilken indflydelse kvindelige kønshormoner har på hjernen, og hvilken betydning gestagen har for udviklingen af hjernetumorer.
- Vi er nået et skridt videre i forståelsen af, hvad der kan være en risikofaktor for meningeom. Vi har lige nu et nyt studie på vej, hvor vi blandt andet kigger på p-piller, fordi de også indeholder kombinationer af østrogen og gestagen, fortæller Lina Mørch, der er gruppeleder i ”Kræft og Medicin” ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.
Resultaterne fra dette forskningsprojekt er netop blevet udgivet i tidsskriftet PLOS Medicine