Simons sang til sin mor: På tre minutter får han sagt farvel

Da Simon kommer hjem fra palliativ afdeling på Odense Universitetshospital, finder han guitar, papir og blyant frem og begynder at skrive. 

Teksten og melodien kommer nærmest af sig selv. På under 20 minutter har han en sang med melodi, akkorder og ord. De ord Simon vil sige til sin mor, Lone, inden han mister hende. 

For Simon er musikken den eneste måde, han kan beskrive, hvor meget, hun har betydet. De to har altid været sammen om musikken. Det er deres måde at kommunikere på. 

I næsten alle sine 54 år har Lone spillet og sunget. Helst rock, blues og country. Da Simon får interesse for musik, bliver det deres fælles univers. Det er Lone, der hjælper og guider, når han skiver sine egne sange. ”Prøv at bruge de her ord i stedet for,” kan hun finde på at sige, hvis han bakser med at få en tekst til at flyde.

Styrken og viljen

For Lone betyder familien alt. Da hun er 31 år, møder hun Steen og flytter med sine to små piger ind hos ham i det lille hvide hus lige uden for landsbyen Orte på Fyn. De bygger det større, og ikke længe efter bliver Simon født. 

”Lone arbejder for at have fri med ungerne,” siger Steen altid. Hun tager døgnvagter, så hun til gengæld har arbejdsfri dage med børnene. Hun tager morgenarbejde, så hun kan komme tidligt hjem til dem. 

Når Simon, Trine eller Karina har danseopvisning, musicalforestilling, håndboldkamp eller koncert, sidder Lone på tilskuerpladserne. Hver evig eneste gang. Det er altid det, de er gode til, der bliver fremhævet. Aldrig det, de ikke kan.

Da børnene bliver voksne og selv stifter familie, sørger hun for, alle samles til middage i weekender, adventshygge og påskefrokoster. Så laver hun mad til 13 mennesker. Hvert år i december er hun klar med pakkekalender til alle seks børnebørn. Og til sine tre voksne børn, selvfølgelig.

Hun passer, henter og afleverer børnebørn. Da Simon falder ned fra en stige og brækker ryggen i 2021, er hun der til at hjælpe og støtte ham, hans kone og deres piger på kun ét og to år. 

Da Steen fylder 60 år, laver hun mad til 90 mennesker og skiver en sang til ham. På det tidspunkt ved ingen, at han kommer til at fejre sin 61-års fødselsdag uden hende.

Da nyheden kom

Efter Steens store dag får Lone en bule på overarmen. Først tror de, de er en slags byld, og hun får den fjernet. En dag Simon, da er på besøg, spørger han til bulen. 

- Den bliver ved med at vokse… og den er øm, fortæller Lone. 

- Nu er det ikke kræft, vel? spørger Simon 

Men det er det, og nu bliver Lone bliver scannet og undersøgt på kryds og tværs for at finde ud af, om der er kræft andre steder. Både Steen, Simon, Trine og Karina med, da hun skal have resultaterne på hospitalet. 

Ud over knuden på armen har Lone kræft i lungerne, i lymferne mellem lungerne, ved hoften og i tarmen. Hun skal i kemobehandling, men uanset hvad bliver hun ikke kræftfri – behandlingen er kun livsforlængende. Sådan lyder beskeden fra lægen.

De er chokerede, men holder fast i håbet. Lone er jo ikke ret gammel, er i god form og aktiv. Det er faktisk kun Lone selv, der forstår, hvor alvorligt det er. 

Efter seks uger med kemo skal hun scannes, så lægerne kan se, om det er lykkedes at holde kræften nede. Igen er hele familie med på hospitalet. Der er dårligt nyt: Alle områder med kræft er vokset, får de at vide. Behandlingen har ikke virket. 

Sommeren går, Lone får det dårligere, og smerterne tager til.  I august skal hendes tvillingebror spille med sit band ved den årlige byfest, Røverfesten. Lone vil med. Hun tager en ekstra morfinpille, og så danser hun til musikken med alle sine børnebørn. Og med Steen. På et tidspunkt i løbet af dagen kører hun hjem, tager en lur og en pille mere. Så afsted igen og feste videre. Det er en dejlig dag.

Der er så meget, jeg vil sige til dig

Fire uger efter Røverfesten bliver hun indlagt på palliativ afdeling, og Simon skriver sin sang. Dagen efter han har skrevet den, tager han ind til hende på hospitalet. 

- Du må ikke blive alt for ked af det, siger Simon til sin mor, mens han stemmer guitaren. 

- Så lukker jeg bare øjnene, siger hun. 

Simon begynder at synge. Om hvordan Lone har været styrken i hele familien. Hvordan hun har lært dem at være gode ved andre mennesker. Og han lover, at de aldrig vil glemme hende, og at de vil passe godt på hinanden, når hun ikke er der til at gøre det. 

Klik her og se videoen, hvor Simon synger for sin mor

Han tænker ikke på, om han rammer tonerne rigtigt. Han tænker kun på, at han skal synge sangen for sin mor. Det er det, der er hans mission. Verset om børnebørnene er det sværeste.

 Bagefter lægger han guitaren, går over til sin mor i sengen og giver hende et kys.

- Jeg elsker dig, siger han. 

På tre minutter har Simon fortalt sin mor det, han gerne vil. 

Lone er rørt, men hun prøver at holde tårerne tilbage og være stærk. 

- Det skal da lige passe, at det er nu, hvor jeg skal dø, at du skal til at leve af at spille musik, siger hun. 

På stuen ligger også en anden kvinde, Vibeke. Da Simon sætter sig med sin guitar, tager hun telefonen frem og begynder at filme. Bagefter lægger hun videoen på Facebook, hvor den bliver delt over 4000 gange.

Aldrig glemt

Lone flytter til et hospice. Børnebørnene kommer og leger, og Steen, Simon, Karina og Trine er hos hende på skift. Ikke én nat sover hun alene. I hjørnet af værelset hænger hendes brudekjole på en gine. Den vil hun have på, når hun skal begraves. 

Simon fylder 25 år, og det bliver det fejret på hospicet. Alle er samlet: Steen, børn, svigerbørn, børnebørn, Lones mor, svigermor, brødre og svigerinde. Hendes tvillingebror har samlet medlemmerne af det rockband, han og Lone spillede i, da de var 13-14 år. De spiller alle de gamle numre for Lone, og det er en fantastisk dag. 

En mørk morgen i oktober ringer Steen til Trine; de skal komme ud på hospice. Trine ringer til Simon, der ringer til Karina. Inden for en time er de alle samlet omkring Lone. 

Hun er urolig og får lindrende medicin. Men med ét begynder hun at trække vejret dybt. Simon begynder at synge sangen, han har skrevet til hende. 

Få minutter senere trækker hun vejret for sidste gang. Efter et alt for kort liv fyldt med musik går hun bort til tonerne af Simons sang.

Et show for sagen

Når Simon optræder med sangen "Aldrig glemt" til sin mor ved ”Knæk Cancer – et show for sagen”, har han samme følelse i kroppen, som da han skrev den.

For ham er sangen et evigt minde om hans mor. Og han håber, at den kan hjælpe andre med at skabe minder om nogen, de har mistet.