Skip navigation

Skolerne synger sommerferien i gang med ’solsikker’ feriesang

Et nyt vers i den populære feriesang ’Ferie ferie ferie’ skal minde landets skoleelever om, at det er vigtigt at beskytte sig mod solen i ferien.

Colourbox

Sidste skoledag er lige om hjørnet, og det betyder sommerferie for landets skoleelever lige om lidt. Sommerferien byder på mange gode oplevelser, som foregår udendørs i solen – enten i Danmark eller under varmere himmelstrøg.

Desværre er solens stråler ikke ufarlige. For meget uv-stråling kan nemlig give solskoldninger, der er smertefulde her og nu, og som med tiden også øger risikoen for hud- og modermærkekræft. For at undgå solskoldninger er det derfor rigtig vigtigt, at vi beskytter os med solrådene: skygge, solhat og solcreme.

En ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse viser, at hvert tredje barn blev solskoldet i sommerferien sidste år – og jo ældre børnene er, jo flere solskoldes. Derfor giver det særligt god mening at få skoleelever til at huske solbeskyttelse, når de tager på sommerferie.

Læs rapporten her:
Danskernes solvaner i sommerferien 2022

Feriesangen med et ’tvist’
På mange skoler er det tradition, at elever og lærere sendes godt på ferie med den populære feriesang ’Ferie, ferie, ferie’, og i år håber Kræftens Bekæmpelse, at mange vil vælge at synge sangen med et ekstra vers.

- Vi har tilføjet et afsluttende vers om solbeskyttelse til feriesangen, der med et glimt i øjet skal minde alle skolebørn om at huske solrådene, når de tager på sommerferie, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelses Solkampagne.

Han tilføjer:

- Vi håber, at skolebørnene kan få solverset på hjernen og lade det være en reminder til hele familien om, at ferien bliver bedre, hvis man lige husker skygge, solhat og solcreme og dermed undgår solskoldninger.

Gratis materialer til skoler – og andre ferieglade sangfugle
Hvis solbeskyttelsesbudskabet skal ud til landets skoler, er det vigtigt, at de kender til det nye vers – og at de husker at synge det. Kræftens Bekæmpelse har gjort det nemt for lærerne at sende børnene på sommerferie med feriesangen og de gode solråd.

Der er produceret en karaokeversion af feriesangen og lavet sangtekst og noder til print.

De kan selvfølgelig også bruges af alle andre, der er i humør til sang og feriestemning.

Find materialet her:
Solkampagnen.dk

Og husk dit barns skole på det nye vers.