- Jeg savnede, der var én, der sagde noget pænt, når jeg følte mig grim og uduelig

Terese hopper på cyklen på Amager og cykler ind til Rigshospitalet. Her får hun kemobehandling, og så cykler hun hjem igen. Det gør hun alle de 12 gange, hun skal have kemo. Næsten hver gang er hun alene.

Når hun kommer hjem igen og låser sig ind i sin lille lejlighed, er der ikke nogen til at tage imod hende. For da Terese får brystkræft, er hun kun 28 år, bor for sig selv og tilbringer det meste af tiden på jobbet, med veninderne eller i træningscentret.

Terese er en af de 1,3 mio. voksne i Danmark, der bor alene. Det samme gør omkring 40 pct. af kræftpatienter. Der er stor forskel på, hvad det betyder for hver enkelt patient. For en ældre, ensom mand i provinsen opleves det anderledes end for en ung, travl kvinde i storbyen som Terese. Men fælles for mange er, at det ofte er lidt tungere at komme igennem et kræftforløb, når man bor alene.

Hovedet slukker

Terese har mærket en knude i sit bryst i et halvt år. I starten skal hun grave lidt for at finde den. Men som tiden går, bliver den tydeligere, og hun tager til lægen og bliver med det samme sendt i et kræftpakkeforløb. 

Ingen tror rigtigt på, at det er kræft, fordi Terese er så ung. Hun får taget en biopsi og har det rigtig skidt, mens hun venter på svaret. Instinktivt ved hun, der er noget galt, da hun 27. december 2018 sammen med sin mor tager plads på lægens kontor. 

- Det er en lille kræftknude, siger lægen.

Lige dér er der noget, der slukker i Tereses hoved, og hun hører ikke, hvad lægen siger om behandling. Hendes mor, der er sygeplejerske, holder sammen på sig selv og forsøger at være professionel. Men da hun bagefter ringer til Tereses far, kan hun ikke holde facaden. Så er hun bare en mor, hvis datter lige har fået en kræftdiagnose.

To uger senere får Terese fjernet knuden i brystet ved en operation. Halvanden måned efter skal hun starte på kemo og derefter have strålebehandling. En tretrinsraket, der skal fjerne al kræft. Hendes liv er sat i stå, mens alle hendes venner fortsætter som før.

Tre muligheder

Efter operationen bliver hun indkaldt til møde på Rigshospitalets fertilitetsklinik: Der er risiko for, at behandlingen ødelægger hendes mulighed for at få børn.

- Du har tre muligheder: Du kan få frosset befrugtede æg ned til senere brug. Vi kan fjerne en æggestok, fryse den ned og sætte den ind igen, hvis den anden æggestok ikke fungerer. Eller du kan gøre ingenting og håbe, din fertilitet ikke tager skade, siger lægen.

’Hvorfor skal mine æg befrugtes med fremmed sæd, hvis jeg senere finder en mand, jeg vil have børn med? Hvad hvis æggene bliver for gamle, inden jeg vil have børn?’ Pludselig skal hun tage en kæmpestor beslutning om sin fremtid og kommende familieliv, og hun har ikke engang en partner at drøfte beslutningen med.

Hun vælger at få taget en æggestok ud og få den frosset ned.

’Hvad laver jeg her? Hvorfor mig?’ tænker Terese, da hun sidder på hospitalet og ser kemoen løbe fra posen på stativet og ind i hendes blodåre.

Ved næsten alle kemobehandlinger er Terese alene på hospitalet.

Hun føler, at det er dybt uretfærdigt, at hun har fået kræft. Hun, der er ung og lever sundt. Hun har altid trænet, aldrig røget og ikke drukket meget alkohol. I går levede hun det fede liv med job i eventbranchen og gang i den med veninderne. Nu ligger hun her.

Terese klarer behandlingen godt, men hun er træt. De antihormoner, hun får, giver hende hedeture, ondt i kroppen og dundrende hovedpine. Hun savner den, hun var, inden hun blev syg, og føler, hun har mistet sig selv.

Heldigvis har hun verdens bedste veninder. Men hun har ikke lyst til at spørge dem, om de vil tage med. Hun vil ikke være til besvær. Men ved kemo nummer to er en af hendes veninder med, og bagefter tager de sammen hen til en butik, der sælger huer til kvinder, der har tabt håret. Det giver tryghed, og hun føler sig mindre alene.

'Du er ikke alene'

Tankerne kommer, når hun er alene. ’Hvad hvis jeg ikke bliver rask? Hvad hvis det kommer igen? Hvad hvis jeg dør af det her? ’

Når hun vågner om natten med gigantisk hedetur savner hun én, der giver et kram eller nusser lidt på panden. Andre gange er hun glad for, hun er alene – så forstyrrer hun ikke et andet menneske, når hun karter rundt i sengen eller står op for at se fjernsyn midt om natten.

En af de første gange, Terese er på hospitalet, giver en sygeplejerske hende en mulepose med vandflaske, halsedisse og en bog fra Ung Kræft. 

’Tænk, at der er nogen, der har siddet og pakket den til mig,’ tænker hun rørt. 

’Du er ikke alene,’ står der på muleposen. Og det er præcis sådan, Terese føler det. Hun er ikke den eneste, og der er nogen, der vil hjælpe. 

Terese kontakter ikke netværket af unge kræftpatienter. Hun er ikke klar til at håndtere andres sygdom, og hun frygter, at det vil påvirke hende negativt, hvis hun oplever mennesker, der får tilbagefald. Hun har brug for at høre om sine venners trivielle hverdagsoplevelser – ikke om mere sygdom.

Mens Terese er i behandling, har hun en kontaktperson i Kræftens Bekæmpelses rådgivning. Her kan hun fortælle frit om sine tanker og følelser. Også de mørkeste tanker, som hun ikke deler med sine forældre eller venner for ikke at gøre dem kede af det.

Frem for at søge andre unge kræftpatienter, bruger Terese tid med sin familie og veninder. Hun har brug for at snakke om andet end kræft.

Kort lunte

Terese bor tæt på sine forældre, og de er en uvurderlig støtte for hende. Hendes mor er med til de vigtigste samtaler og undersøgelser på hospitalet. Og da hun kort efter operation i både bryst og underliv skal flytte lejlighed, men ikke må løfte noget som helst, kommer hendes far og bærer kasser, sætter lamper op og samler IKEA-møbler. 

Tereses lunte er kortere, end den plejer, og det går ud over hendes far.

- Kan du for helvede ikke rydde dit værktøj op! Jeg kan ikke holde UD, at det ligger og roder, råber hun.

- Jamen, hvis jeg skal hjælpe dig, så bliver jeg nødt til at have mit værktøj med, siger hendes far tålmodigt.

Han ved godt, at det ikke handler om ham, men om at hans datter har det skidt.

Forældrene kører hende til supermarkedet og bærer poserne op. Ofte går Terese over til dem for ikke at være alene. En gang imellem bliver hun og sover i gæsteværelset. Selv om de er på arbejde i løbet af dagen, så ved hun, at de kommer hjem på et tidspunkt. Og der er nogen at stå op sammen med, nogen at spise med og nogen til at give et kram. Derhjemme er der bare tomt og stille.

Efter en af kemobehandlingerne får Terese voldsom migræne og kan næsten ikke slæbe sig ud på badeværelset for at kaste op. Hun er bange for at være alene og ringer til sin far, der kommer og henter hende.

Ros til kroppen

Der er dage, hvor hun ser sig i spejlet, bleg og træt, uden hår og øjenvipper, og føler sig uduelig og grim. De dage savner hun en kæreste, der siger noget pænt. Men det er hendes egen indre styrke, der skal samle hende op og få hende videre.

Da Terese bliver syg, begynder hun at skrive dagbog. I den får hun luft for alle sine tanker og følelser. 

Hun opretter også en lukket gruppe på Facebook, hvor hun fortæller venner, familie og kolleger om sin behandling. I kommentarerne får hun en masse støtte og opbakning, og det gør hende glad, at de hepper på hende.

Desværre oplever hun også, at mennesker, hun troede, hun kendte godt, forsvinder. Selv hendes bror har svært ved situationen, og Terese føler, han trækker sig.

- Hvorfor spørger du ikke, hvordan jeg har det? spørger hun ham.

- Jeg er bange for at gøre dig ked af det, svarer han.

- Jeg går ikke i stykker af, at du spørger. Måske bliver jeg rørt, men du kan ikke gøre mig mere ked af det, siger Terese.

Efter deres samtale bliver han bedre til at spørge ind til sygdommen, og deres nære bånd forbliver stærkt.

Terese blev klogere på sig selv i sit kræftforløb, og det var med til at gøre hende klar til at lukke Eddy og kærligheden ind i sit liv efterfølgende.

Nogle gange er Terese glad for, at hun ikke har en kæreste, mens hun er syg. Intimitet er svær, når kroppen forandrer sig, og selvværdet er i bund. Men hun føler sig også ensom og savner en ved sin side, når det er svært. Én, der er med på hospitalet og er der i hverdagen til at give et kram.

Inden kræften var hun ofte ked af sin krop. Efter sygdommen kender hun sig selv bedre og er klar til at være sammen med den mand, der nu er hendes kæreste. I dag er hun glad og stolt af sin krop, for den har båret hende gennem noget af det sværeste, hun har oplevet.