Spring navigation over

Alliance til regering: 6 anbefalinger til mindre social ulighed i sundhed

I dag afslutter Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed sit arbejde. Ved en stor konference på Christiansborg afleverer partnere bag alliancen seks konkrete anbefalinger til regeringen, der skal gøre noget ved den stigende ulighed i sundhed.

KL, Danske Regioner og Kræftens Bekæmpelse præsenterer i dag seks anbefalinger til regeringen om, hvordan der kan skabes mere lighed i sundhed.

Forskellen i sundhed er blevet mere markant de sidste 35 år. Den økonomisk og uddannelsesmæssig bedst stillede del af befolkningen lever i dag 10 år længere end den dårligst stillede del af befolkningen. For 35 år siden var forskellen kun fem år. Der er ingen tvivl om, at der er brug for at gøre noget ved den sociale ulighed i sundhed.

Grundlæggerne af Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed, KL, Danske Regioner og Kræftens Bekæmpelse, præsenterer derfor i dag seks anbefalinger til regeringen om, hvordan der kan skabes mere lighed i sundhed. Anbefalingerne bliver offentliggjort ved en stor konference i Fællessalen på Christiansborg.

Handling nødvendig nu
Anbefalingerne peger bl.a. på behovet for flere strukturelle forebyggelsestiltag som eksempelvis en højere aldersgrænse for salg af alkohol og markant højere afgifter på tobak og nikotinprodukter, og så skal investeringer i de forebyggende indsatser til børn og unge prioriteres.

Vi håber, at regeringen griber vores bold og arbejder videre for at sikre større lighed i sundhed
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse og talsmand for alliancen

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse og talsmand for alliancen, siger: 

- Vi må og skal nedbringe uligheden i sundhed – det er en af de vigtigste udfordringer, vi som samfund skal løse i fællesskab. Desværre er uligheden også stigende i et presset sundhedsvæsen, så handling er bydende nødvendig nu. De seks anbefalinger er vores samlede bud på, hvor det politiske fokus bør ligge. Ikke én indsats kan løse alt, men sammen gør de en forskel. Vi håber, at regeringen griber vores bold og arbejder videre for at sikre større lighed i sundhed.

Ulighed i sundhed er et kæmpe problem, som vi er nødt til at sætte hårdere ind for at bekæmpe. I kommunerne er vi mere end klar
Sisse Marie Welling, fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg

Kommunerne melder klar
Sisse Marie Welling, fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, siger:

- Ulighed i sundhed er et kæmpe problem, som vi er nødt til at sætte hårdere ind for at bekæmpe. I kommunerne er vi mere end klar. Vi er tæt på borgerne i deres hverdagsliv i mødet med sundhedsplejen, dagtilbuddet, skolen, fritids- og kulturlivet og på familieområdet – for bare at nævne nogle af velfærdsområderne, hvor vi kan arbejde forebyggende og i tæt samspil med blandt andet civilsamfundet finde de bedste veje til mere lighed. De seks anbefalinger har bred opbakning blandt alle de centrale aktører, og jeg håber derfor, at regeringen og Folketinget vil sætte handling bag. Vi har brug for stærkere strukturelle tiltag og bedre rammer til at arbejde forebyggende. 

Ulighed i sundhed er udbredt, systematisk og stigende. Det synes jeg er overraskende i et velfærdsland som Danmark
Karin Friis Bach, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg

Mere forebyggelse og samarbejde
Karin Friis Bach, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, siger:

- Ulighed i sundhed er udbredt, systematisk og stigende. Det synes jeg er overraskende i et velfærdsland som Danmark. Vi er nødt til at gøre noget aktivt, hvis vi vil have vendt udviklingen – det sker ikke af sig selv. Det handler først og fremmest om forebyggelse og samarbejde. Vi skal på tværs af sektorer og aktører sætte meget stærkere ind for at øge forebyggelsen markant. Der skal sættes mere tryk på de tidlige indsatser og på at tilpasse indsatserne til den enkeltes behov. Samtidig er det nødvendigt, at regeringen og Folketinget er klar til at styrke rammerne for den fælles opgave med at øge lighed i sundhed.

Læs de seks anbefalinger i deres helhed her:

 

Seks skridt til mere social lighed i sundhed