Skip navigation

Da Oscar tissede blod, kom Manchester United til undsætning

Wilms tumor er navnet på en kræftform i nyrerne, som ramte Oscar, da han var 5 år. For at blive rask har han gennemgået en hård kemokur og fået fjernet en nyre. På én gang har han været indlagt og indespærret, for han var syg, da corona var værst. Selvom det begynder med en alvorlig kræftsygdom, handler Oscars historie ikke om, hvor galt det kan gå. Den handler om, hvor heldig du kan være. Især når du har Ronaldo og de røde djævle fra Manchester United på din side.

""
Wilms tumor er navnet på en kræftform i nyrerne, som ramte Oscar, da han var 5 år. Privatfoto.

- Oscar havde været sløj med ondt i maven. Vores egen læge havde tjekket for blindtarmsbetændelse og den slags, men ikke fundet noget. Men en fredag aften sidst i november 2020 fortæller Oscar, at der er noget rødt i hans tis. Vi kører til vagtlægen, der tager en urinprøve og booker en tid til ultralydsundersøgelse, fortæller hans far, Søren. 

Mandag kører hans mor, Marianne, ham til undersøgelsen. Den er hurtigt overstået, men da de er hjemme igen, ringer deres læge. I er nødt til at komme herind – og I skal ikke tage Oscar med, lyder beskeden.

""
Oscars syge nyre skal væk. Men før de kan operere, skal han have kemo for at slå kræften ned. Privatfoto.
Jeg sad med Oscar i armene, da han fik narkose. De minutter, hvor hans lille krop gik fra levende til livløs, var de værste i mit liv. Al min frygt og bekymring for at miste ham, ramte mig med fuld styrke lige der.
Søren, Oscars far

Tumor og Ronaldo

Lægen fortæller, at Oscar har en tumor i nyren, men at han ikke kan se, om den er godartet eller ondartet. Efter nogle tests på hospitalet næste dag, får de svaret. Den er desværre ondartet. Oscar har en Wilms tumor i stadie 4. Det betyder, at der er gået hul på kræftknuden, så kræften har spredt sig i blodbanerne og til lungerne. Oscar har over 100 små knuder i brystet og i lymferne, udover selve tumoren i nyren. 

Den syge nyre skal væk. Men før de kan operere, skal han have kemo for at slå kræften ned. Så allerede dagen efter er han udstyret med en CVK i brystet og i gang med behandlingen, fortæller Søren. Hele december måned går med den hårde kemokur. De ryger ind og ud af hospitalet i Aalborg, hvor alle bærer masker og ikke må forlade stuen. Oscar taber håret, har det dårligt og får de bivirkninger, som er typiske for en hård kemokur.

- På et tidspunkt skal vi forklare Oscar, hvorfor han får alt det kemo, der gør ham syg. Og da fodbold fylder meget hos os, bliver det en fortælling om, hvordan lægerne sender Manchester United ind i ham for at kæmpe mod ærkefjenderne fra Liverpool, der laver ballade i hans blod. Det er er hård kamp, der bølger frem og tilbage, og det kan han mærke i sin krop. Men han ved jo også, at i sidste ende scorer Ronaldo, så Manchester United vinder. Det blev vores måde at tale om kræft og kemo på.

""
Fodbold fylder meget i familien, og derfor beskriver de det som en fodboldkamp, da de skal forklare Oscar, hvorfor han skal have kemo. Privatfoto.

Fra levende til livløs

Sidst i januar opererer lægerne på Rigshospitalet Oscars nyre væk. De er eksperter i operationer, hvor kræften har bredt sig i blodkarrene. De fjerner også den pølse af kræft, der ligger i hans blodbane, og som de havde kunnet se allerede på de første scanninger. Indgrebet går fint, selvom dagene og timerne op til operationen er hårde. 

- Jeg sad med Oscar i armene, da han fik narkose.  De minutter, hvor hans lille krop gik fra levende til livløs, var de værste i mit liv. Al min frygt og bekymring for at miste ham, ramte mig med fuld styrke lige der, fortæller Søren. 

Den oplevelse får ham til at sætte endnu mere fokus på Oscar og hans to brødre på Instagram. Det blev vigtigt at bevare så mange minder som muligt, hvis det værste skulle ske. Men kigger du den igennem i dag, finder du overraskende få fotos og videoer af en afkræftet og kemosyg Oscar. Fx nægtede han at få den ellers obligatoriske sonde til mad i næsen og tvang i stedet sig selv til at spise på normal vis. 

Og det er i sig selv lidt usædvanligt, mente både læger og sygeplejersker. Men det bliver mere mærkeligt.

På et tidspunkt skal vi forklare Oscar, hvorfor han får alt det kemo, der gør ham syg. Og da fodbold fylder meget hos os, bliver det en fortælling om, hvordan lægerne sender Manchester United ind i ham for at kæmpe mod ærkefjenderne fra Liverpool, der laver ballade i hans blod.
Søren, Oscars far

En mærkelig dreng

Efter operationen har lægerne forberedt familien på, at Oscar vil få det skidt. Han begynder en 38 uger lang kemobehandling, hvor han får kemo i tre dage hver tredje uge. Forude ligger også 8 dages intensiv strålebehandling, der normalt giver mange bivirkninger. Men intet af det bider på Oscar efter den syge nyre er væk. 

På Sørens Instagram kan familie og venner til gengæld følge Oscar og hans brødre spille fodbold i alle afskygninger af fodboldtrøjer. Oftest fra favoritholdet Manchester United, men lokalholdet Thisted FC er også godt repræsenteret. Og når Oscar ikke spiller fodbold, løber han om kap, springer højdespring eller øver parkour med legeheltene på hospitalet. Hvordan i alverden harmonerer det med kemokur og strålebehandling? 

- Jamen, det gør det heller ikke, siger Søren. Han blev måske lidt hurtigere træt, og vi passede selvfølgelig på ham, men ellers var han stort set den gamle Oscar. Selv med kemo i blodet. 

- Lægerne syntes, at det var meget mærkeligt. En del af forklaringen er måske, at vi som familie hellere vil fokusere på det, vi kan, end på det vi ikke kan. Og det viste sig bare, at Oscar var usædvanlig hårdfør i forhold til kemo og sygdom. Så meget, at lægerne nærmest ikke troede på det. Jeg forklarede dem, at han altid havde været ret stædig, og at han måske bare nægtede at overgive sig. Jeg ved ikke, om de var helt overbeviste, men de havde ikke en bedre forklaring, smiler Søren.

En slags dårlig samvittighed

Marianne og Søren er taknemmelige for, at Oscar er kommet så godt gennem sygdommen, som han er. Det har bestemt kostet tårer og afsavn, men det kunne have gået så meget værre. De tre brødre er i dag utrolig tætte på trods af aldersforskellen. En stor del af det tilskriver Søren deres mange timer sammen. 

- Men det kan være lidt svært at tale om. Vi møder jo andre familier, hvor børnene har været ramt langt hårdere – og det kan godt udfordre lidt, når vi taler om, hvor godt Oscar er sluppet gennem kemo og stråler. Har han i virkeligheden været rigtig syg, fornemmer man, at nogen tænker. Det kan jeg så garantere for, at han har, siger Søren. 

Ofte bliver de også spurgt, om det har gjort en forskel, at det er far, der har været mest hjemme hos drengene? Det ved han ikke, men noget ville nok have været anderledes, hvis det havde været omvendt. 

- Hos os er der nok blevet spist sundere, ryddet mere op og spillet mindre fodbold i stuerne, når Marianne har haft vagten. Og så har jeg koncentreret mig mere om at underholde Oscar og de to andre banditter end om at gøre mig tanker om selve behandlingen. Jeg er en stor fan af at lade dem, der har forstand på det og er uddannet til det, gøre deres arbejde i fred. Måske er det lidt en far-ting? 

Det spørgsmål kan vi jo lade gå videre til Marianne. Hvordan har hun haft det, når hun tog på job og efterlod 4 boldglade drenge alene hjemme?

""
De tre brødre er i dag utrolig tætte på trods af aldersforskellen. Privatfoto.

Tænk på børnene

- Som regel fint. Det er drenge med krudt i. Der skal ske noget, det skal helst være fysisk – og det er bedst, når der er en bold involveret. Sidder de endelig stille, er det nok, fordi de gamer. Så alt i alt har det vist været en god løsning. Helt ærligt, så interesserer fodbold mig ikke så meget, griner Marianne, der arbejder som socialrådgiver. 

I sidste ende handlede det dog mere om praktik end om fodbold. I forhold til deres jobs passede det bedst, at Søren tog sig af Oscar og de mange hospitalsbesøg i det sidste halve år af behandlingen, mens Marianne skabte en stabil og tryg hverdag for de to mindste. 

- Selvfølgelig ville jeg helst være med til hver eneste indlæggelse og undersøgelse, men du bliver nødt til at fordele ressourcerne. Oscars brødre har også haft brug for, at deres behov og udfordringer ikke bare forsvandt i al vores bekymring for Oscar, siger hun. 

- Havde det været anderledes, hvis Oscar havde været mere syg undervejs i forløbet? Ja, det ville have været endnu sværere ikke at være der hele tiden. Men jeg tror, at du som kræftramt familie skal huske, at der er mange følelser på spil for de voksne, men at det handler om at gøre det rigtige for barnet. I sidste ende er det bedst for hele familien.

Sådan kan du støtte

Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.