Da Ulla blev ramt af kræft, gik 45 kollegaer sammen om et rørende initiativ

Da sms’en lander i Ullas indbakke, er hendes første tanke, at det kan hun da ikke tage imod.

Hendes kollegaer er netop kommet med det vildeste tilbud: I det næste halve år vil de levere sund mad til Ulla og børnene tre gange om ugen, mens Ulla får kemo.

Puha – den skal Ulla lige synke. På den ene side strider det hende imod at ligge sine kollegaer til last. Den type er hun bare ikke. Men omvendt er det også det fineste, mest generøse tilbud. Og hvor vil det kunne gøre en kæmpestor forskel for hende og børnene i den kommende tid, der uden tvivl bliver svær.

”Der findes hverdagshelte – og så findes der superhelte. Det her er virkelig i den sidste kategori,” siger Ulla.

Sent til lægen

47-årige Ulla ved egentlig godt, at den er gal, da hun langt om længe går til lægen. Som jordemoder har hun helt tjek på, hvordan kroppen skal – og ikke skal – opføre sig. Og de stærke mavesmerter, blødninger og trætheden burde have fået alle alarmklokker til at ringe for længst.

Men der var hele tiden undskyldninger: Det var nok bare menstruationssmerter. Hun havde travlt på arbejdet. Ting der skulle klares derhjemme. Børn der skulle køres til svømning. Så hun blev ved med at bortforklare symptomerne for sig selv.

Til sidst får hun svedperler på panden, fordi det gør så sindssygt ondt, hver gang hun skal på toilettet, så besøget hos lægen er ikke til at komme udenom. Og den er ganske rigtigt helt gal: Ulla har tarmkræft, og fordi hun har gået med det så længe, har det spredt sig til lymferne.

”Den besked skulle jeg lige synke. Jeg er alene med to børn, og efter min meninger der selvfølgelig ikke andre, der kan passe på dem end mig. Jeg tænkte over, hvad mine odds mon var – hvad kunne jeg egentlig risikere? Men jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at jeg var nødt til bare at sætte den ene fod foran den anden. Jeg ville ikke gå ned med flaget over det her,” forklarer hun.

Først skal Ulla opereres. Og derefter skal hun igennem et intensivt forløb med kemoterapi hver tredje uge i et halvt år. Der er ingen tvivl om, at hun vil få det dårligt. Så da sms’en fra kollegaerne lander i indbakken – og hun lige har haft tid til at tænke lidt over perspektivet – er det en kæmpe lettelse.

”Jeg blev meget rørt. Mine kollegaer har jo selv børn og arbejder på skiftehold, i weekender og helligdage. Alligevel var de klar på at stille op for mig på den måde. Det var da lige til at tude over,” husker Ulla med et smil.

45 kollegaer stod klar

Om aftenen ringer Ulla til Anita, som er den kollega, der har taget initiativ til Fødegangens Cateringservice, som madordningen hurtigt bliver døbt. Hun sætter hurtigt Ulla ind i konceptet:

Hver uge skal Ulla melde ud, hvilke dage hun gerne vil have mad leveret. Anita skriver det ud i en Facebookgruppe oprettet til formålet, og så melder kollegaerne ellers bare ind, når det passer ind i deres kalender at lave mad.

Kemo-smerter

Ulla er til et oplæg sammen med en gruppe andre patienter om bivirkninger ved kemoterapi. Der bliver nævnt ting som madlede, ekstrem træthed, ondt i hænder og fødder. Til sidst rækker hun hånden op:

”Er der en præmie til den, der kan krydse dem alle sammen af?” spørger hun muntert.

For Ulla har fuld plade i bivirkninger. Den første uge efter kemoterapien er værst, der kan hun næsten ingenting. Hendes mor kommer heldigvis i nogle dage og hjælper med børnene, og hendes bror tager fri fra arbejde for at køre hende frem og tilbage. Ellers ved hun slet ikke, hvordan hun skulle være kommet igennem det.  

En god veninde har rådet hende til at holde fast i sine rutiner, selv når det føles umuligt. Så hver morgen følger Ulla sin mindste datter ned til bussen. Nogle gange er hun nødt til at have en brækpose med – og hun når at gøre brug af den flere gange på den korte tur. Men det gør godt at få lidt luft.

I den første uge efter behandlingerne er kvalmen helt ekstrem, hvis ikke hun småspiser hele tiden. Men samtidig er det ubehageligt at åbne køleskabet – det gør ondt, når kulden rammer hænderne. Så da en kollega hører det, disker hun op med hjemmelavet knækbrød, som er perfekt mod kvalmen. En anden bager pizzasnegle, som bare kan kyles i ovnen uden at komme i køleskabet.

”Jeg vil ikke pibe. Så er det heller ikke værre med de bivirkninger. Men det er godt nok dejligt at have den opbakning fra kollegaerne – jeg er jo mega forkælet,” siger hun.

Allerede i uge to efter kemoen går det bedre – og i uge 3 er hun næsten ovenpå igen. Men det betyder stadig alverden, at hun slipper for at lave mad og købe ind.

”Det er jo det, der gør, at jeg har overskud til at køre børnene til svømning og dans, og i det hele taget at lave alle de hyggelige ting som familie,” forklarer hun.

Verdens bedste sovs

I dag har en kollega stillet en hvid papirspose med pizzasnegle i vindfanget foran Ullas hoveddør. Der er også fredagsslik til børnene – og naturligvis en kærlig, håndskrevet hilsen.

”Jeg fik fra starten at vide, at de ikke forventede, at jeg bød dem ind på kaffe. De ville bare stille maden uden at forstyrre. Men nogle gange går jeg ud og inviterer dem indenfor alligevel, så jeg lige kan høre, hvordan det går på arbejdet – det er virkelig hyggeligt. Men det er skønt, at der ikke er nogen forventninger til mig,” fortæller Ulla.

Og så er der selve maden. Aldrig har den været så lækker og varieret i den lille familie. Der har både været mexicansk, græsk og italiensk på menuen – og god gammeldags jysk forloren hare med brun sovs og kartofler.

Særligt den gode gammeldaws mad har sønnen på 11 år været glad for.

”Han var bekymret for, om vi nu ville få den rigtige brune sovs, som mormor plejer at lave den. Men den her kollega er også mormor. Og hendes sovs er så god, at han har bedt mig spørge hende, om hun vil lære mig at lave den. Det er da virkelig et kvalitetsstempel,” griner Ulla.

I dag er hun næsten igennem sit kemoforløb – syv ud af otte omgange kemoterapi er nu overstået. Og selv om det har været fantastisk at få hjælpe fra Fødegangens Cateringservice, så glæder Ulla sig til at komme ud på den anden side. Også selv om det betyder, at hun snart selv må finde gryderne frem igen.