Danske Kræftforskningsdage: Der kan være mange andre udfordringer end selve kræften

En kræftpatient er meget andet end sin sygdom, men hvordan rummer kræftforløbet det hele menneske? Spørgsmålet blev stillet ved konferencen Danske Kræftforskningsdage i Odense fredag 30. august 2024 og belyst gennem en række faglige indlæg om kræftpatienter med særlige udfordringer.

Et eksempel er unge voksne med kræft, der behandles med såkaldt højemotogen kemoterapi. Det vil sige kræftbehandling, som giver kvalme, opkast og appetitløshed.

Disse unge er ramt af komplekse problemstillinger, forklarede lektor ph.d. Marie Ernst Christensen, VIA University College.

- De bliver ramt af sygdom på et tidspunkt, hvor de er i gang med at løsrive sig fra forældrene og tage hul på voksenlivet. De føler sig ikke altid set og forstået og kan blive ramt af en stor ensomhedsfølelse, sagde hun fra scenen.

Marie Ernst Christensen kaldte spisning for en ’eksistentiel udfordring’ for de unge. Kampen for at spise bliver et spørgsmål om liv eller død:

- Det er vigtigt, at de spiser og ikke taber sig for meget, for at de fortsat kan tåle kemobehandlingen. Men kræftbehandlingen spolerer deres lyst til mad, så det kan blive et meget problemfyldt farvand for alle at færdes i.

Det sorte får

Marie Ernst Christensen kaldte ernæring for ”et sort får i kræftbehandlingen”: 87 pct. af kræftpatienter vil opleve underernæring, og 10-20 pct. af dødsfald blandt kræftpatienter sker på grund af underernæring, sagde hun.

- Det er sindssygt vigtigt, at der kommer mere fokus på ernæring, og det skal ske med udgangspunkt i de kliniske diætister, sagde Marie Ernst Christensen.

Skrøbelige ældre med kræft

En anden særlig gruppe er skrøbelige ældre med kræft. Overlæge ph.d. Lone Winther Lietzen, Ældresygdomme ved Aarhus Universitetshospital, forklarede til de mange tilhørere, at skrøbelighed er et ”aldersrelateret fald i reservekapacitet”.

Ældre skrøbelige patienter kan have en række problemstillinger, der står i vejen for kræftbehandlingen; det kan være, at de ikke er fysisk stærke nok til at tåle kræftbehandlingen, de har måske andre kroniske sygdomme end kræft, og de får måske meget forskellig medicin.

Alt det er speciallæger i geriatri (ældresygdomme) uddannet til at inddrage i behandlingen af den ældre patient. Og onkogeriatri, som er læger, der er specialister i skrøbelige ældre med kræft, er et speciale i rivende udvikling, sagde Lone Winther Lietzen.

- En geriatrisk tilgang er en del af løsningen, men samtidig er det ikke realistisk, at vi bliver involveret i alle kræftforløb blandt skrøbelige ældre, sagde hun fra scenen.

- Vi har en måde at arbejde på, hvor vi starter med at spørge patienten, hvad der er det væsentligste problem for den enkelte. Vi spørger også de pårørende, hvad der fylder. Det kan være, at man har svært ved at huske, eller at man bor i et for stort hus, fortsatte Lone Winther Lietzen.

Knud er en kompleks herre

Næste taler var Pia Vivian Pedersen, der er sociolog og seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Hun fortalte om hjemløse og rusmiddelafhængige, der er i en kategori for sig, når det gælder kræftbehandling.

Hun eksemplificerede problemstillingen med patienten ’Knud’, som er førtidspensionist, 64 år og uhelbredeligt syg med spiserørskræft. Han bor i en nedslidt lejlighed, har tidligere været afhængig af amfetamin, og har et massivt alkoholproblem. Han har det psykisk svært, og udover kræft lider han også af hjertesygdom, nyresygdom og flere andre sygdomme.

Knud er ensom, fattig og har dårligt helbred. Og hans situation kolliderer med den måde, vi har indrettet sundhedsvæsenet på i forhold til kræftforløb, forklarede Pia Vivian Pedersen.

- Det er svært at passe ind i et standardiseret kræftforløb, når en syg og svækket krop er blevet det normale, sagde Pia Vivian Pedersen fra scenen.

Når endelig den udsatte patient når frem til kræftbehandlingen, så sker der ofte det, at kroppen ikke kan tåle behandlingen, eller at patienten selv fravælger behandlingen, fordi han ikke kan opretholde sit misbrug, forklarede hun.

Svært at være kræftpatient og bo på herberg

Ifølge Pia Vivian Pedersen har patientens boligforhold stor betydning i et kræftforløb. Mange af de udsatte patienter bor under kummerlige forhold i nedslidte lejligheder – eller måske på et herberg for hjemløse.

- Det gør det svært at passe en kræftbehandling, som ofte foregår ambulant, og hvor det kræves, at patienten selv tager hånd om efterforløbet. Man risikerer også at blive syg af behandlingen, og efterfølgende at få senfølger. Mange har svært ved at håndtere det, sagde Pia Vivian Pedersen, der ridsede tre hovedproblemer op for hjemløse og rusmiddelafhængige:

- De har svært ved at reagere på tegn på kræft, de har svært ved at møde op til behandling, og de har svært ved at håndtere efterforløbet.

Ifølge Pia Vivian Pedersen gør specialuddannede socialsygeplejersker en enorm indsats. Ofte strækker afdelingerne sig også langt for at hjælpe de udsatte patienter.

- Man gør meget, men alligevel falder de ofte igennem, sagde hun.

Det hele menneske

Pia Vivian Pedersen appellerede til, at kræftbehandlerne interesserer sig for det hele menneske, når et menneske får en kræftdiagnose – ikke kun for den specifikke sygdom.

- Der kan være mange andre ting, der fylder, end sygdommen, sagde hun.

Både Marie Ernst Christensen og Lone Winther Lietzen efterlyste fra scenen en tværprofessionel indsats overfor de forskellige patientgrupper.

- Den tværprofessionelle tilgang og nysgerrigheden efter, hvad der fylder for patienten, gælder for alle grupper, sagde Lone Winther Lietzen.

Lone Winther Lietzen fremhævede, at behandlingssystemet er godt gearet til at samarbejde med de praktiserende læger og kommunerne, når det gælder de ældre skrøbelige patienter.

Men udsatte mennesker har ifølge Pia Vivian Pedersen sjældent kontakt til den praktiserende læge.

- De har til gengæld et stort forbrug af akutindlæggelser, sagde Pia Vivian Pedersen.