De når kun at være i hallen i ti minutter, så ringer telefonen. De skal komme hjem. Lige nu.

Hele efterskolen summer af liv. Der er uddannelsesaften, og forældre og elever er rundt for at høre om forskellige ungdomsuddannelser. Caroline har taget imod sine forældre, og de er på vej mod foredragssalen til fælles informationsmøde.

- Hvor er det, vi skal mødes, spørger hendes mor, Bodil.

- I foredragssalen – det har jeg jo sagt, vrisser Caroline. 

Lidt efter spørger hendes mor igen:

- Hvor mødes vi?

- Mor – jeg har lige sagt det, svarer Caroline, denne gang tydeligt irriteret.

Caroline forstår ikke, hvorfor hendes mor spørger om det samme igen og igen. I dagene efter kan hun ikke slippe episoden, så hun ringer hjem og spørger, om alt er i orden.

- Alt er, som det skal være, siger de.

Caroline er ikke overbevist, så hendes forældre tilbyder hende at komme med, næste gang moren skal til kontrol på sygehuset.

Det er ikke noget, man dør af, vel?

Tre år forinden skal Carolines mor på hospitalet og have fjernet et modermærke. Caroline og hendes lillebror Frederik skal bo to uger hos deres mormor og morfar imens, for deres far skal med. Hendes storesøster Kathrine er på efterskole. Mormor bager kage, og de spiller spil. Det er ligesom at være på ferie.

Da forældrene kommer hjem igen, samler de børnene:

- Mor har fået fjernet et modermærke og nogle lymfer, fordi der var kræft i. Det er væk nu - der er ikke noget at være bange for, siger de.

- Hun er rask, ikke? Det er ikke noget, man dør af, vel? spørger Caroline.

- Nej, svarer hendes mor.

Hverdagen vender hurtigt tilbage til huset i den lille vestjyske by Bækmarksbro, hvor det meste af familien bor.

Bodil har altid gang i noget og sidder ikke stille ret længe ad gangen. Hun går til crossfit, og hun elsker at køre alle børnene til håndbold og fodbold. Hun er altid klar på at give en hånd med ved dommerbordet, i kaffeboden, eller når der skal stilles stole op. 

- SÅDAN! KOM IGEN! kan hun finde på at råbe, når Caroline spiller kamp.

- Ti stille, mor – du er pinlig, tænker Caroline.

Det er altid Bodil, der tager initiativ til, at de skal lave noget sammen. Hun elsker at gå ture og elsker ferier og strand. Og så elsker hele familien sport. Når der er landskamp i fjernsynet, sidder de klar i sofaen med dannebrogstrøjer og snolder. Når der er mål, flyver de op samtidig og råber og skriger. Det er nogle af de bedste minder, Caroline har om sin barndom.

Når Bodil har tidligt fri, bager hun boller eller køber Skagenshorn hos bageren. Så sidder de og hygger, når de kommer hjem fra skole.

En plet på lungen

Efter syv måneder viser en scanning en plet på Bodils lunge. Hun skal opereres igen. De fortæller Caroline og hendes søskende, at det skal fjernes, og så bliver Bodil rask. 

Caroline bliver bange, fordi kræften er vendt tilbage. Samtidig stoler hun på sin mor og far, når de siger, at hun bliver rask igen.

Da Bodil kommer hjem efter operationen, kommer hendes veninde og hjælper med at vaske såret og skifte forbinding.

- Shit, det kan jeg ikke lide, det her, tænker Caroline, da hun ser sin stærke mor have brug for hjælp.

I skolen fortæller klasselæreren til klassekammeraterne, at Carolines mor bliver behandlet for kræft, og at Caroline er påvirket og ked af det. Caroline vil ikke selv fortælle det, for så kommer hun bare til at græde.

Forældrene gør alt, så hverdagen bliver, som den plejer at være. Bodil får kemopiller, der gør hendes hud i ansigtet lidt tør og rød – ellers er der ikke noget at mærke.

Caroline starter på efterskole i 9. klasse. Hun elsker det. Men hver dag skriver eller ringer hun til sin mor. Tit er det bare en sms med beskeden ’godnat😴❤’.

Det sker ikke for mig

Et par uger efter uddannelsesaftenen har Carline fået fri, og hun tager med sine forældre til Aarhus, hvor Bodil skal have svar på en kontrolscanning. Der er god stemning i bilen på den knap to timer lange køretur. 

De bliver kaldt ind. Caroline sidder mellem sine forældre på den ene side af et skrivebord over for lægen på den anden.

- Nu er der jo kommet svar på scanningen, hvor vi har scannet fra hovedet og helt ned til tæerne, siger lægen.

- … og det ser ikke så godt ud … kræften har spredt sig til hjernen, og det er ikke noget, vi kan behandle … jeg ved det jo ikke, men jeg vil tro, du har omkring seks måneder tilbage, Bodil, siger han.

Caroline bryder sammen i gråd. Hendes mor prøver at trøste hende. Hendes far forstår ikke, hvad det er, han lige har fået at vide:

- Hvad er det, du sidder og siger? spørger han lægen.

Der bliver ikke sagt noget i bilen på vej hjem. Caroline græder hele vejen, mens hun kigger ud ad vinduet. Hun er ikke i tvivl om, at det er alvorligt. Alligevel kan hun ikke lade være med at håbe:

- Hvad nu, hvis hun alligevel ikke skal dø? Det er jo ikke sådan nogle som mig, sådan noget skal ske for, tænker hun.

Gymnastikopvisning

Bodil synes, at Caroline skal tage tilbage til efterskolen. Det vil Caroline også gerne, men hun er bange for at gå glip af noget, hvis hun er væk hjemmefra. De aftaler med efterskolen, at hun kommer hjem hver onsdag og spiser aftensmad med familien. Men det er alligevel svært at være rigtigt til stede på skolen.

Bodil kan klare mindre og mindre. Hjemmehjælpen kommer og hjælper med bad. En aften, hvor Caroline er hjemme på weekend, hører hun et højt bump fra forældrenes soveværelse, hvor hendes far har lagt Bodil i seng. Hun løber ind til sin mor, som er faldet på vej til toilettet. 

Kort efter får Bodil en hospitalsseng ind i stuen. Carolines far flytter en seng fra første sal nedenunder, så han kan sove ved hende. Bodil mister appetitten. Hun kan ikke længere gå. Og til sidst kan hun ikke snakke. Men når Caroline fortæller hende noget, så klemmer hun hendes hånd for at vise, at hun forstår.

- Vi er begyndt at øve til gymnastikopvisning. Jeg kan bare overhovedet ikke finde ud af det, men det er megasjovt. Jeg glæder mig, til du skal se det, siger hun.

Bodil har glædet sig til at se den gymnastikopvisning, for Caroline har overhovedet ikke rytme. Nok har hun boldøje, men ikke rytme. Caroline ved godt, at hendes mor aldrig kommer til at se hende lave gymnastik.

Lemvig vs. Thyborøn 

Bodil bliver dårligere, og Caroline kommer hjem fra efterskolen. En weekend kommer præsten forbi og velsigner Bodil, og de får snakket om nogle praktiske ting om begravelsen. 

Caroline, Frederik, Kathrine og Katrines kæreste, Peter, har brug for en pause og beslutter at tage til Lemvig for at se håndboldkampen mellem herreholdene fra Lemvig og Thyborøn. Inden de kører, siger de farvel til Bodil.

- Nu kører vi alle sammen til håndboldkamp i Lemvig, men vi ses, når vi kommer hjem igen, siger Caroline.

De når kun at være i hallen i ti minutter, så ringer deres faster. De skal komme hjem. Lige nu. Peter kører. Og han kører stærkt. 

Da de kommer hjem, er Bodil sovet ind. Præsten havde været der. Alle børnene havde sagt farvel. Hun var klar til at give slip.

Der går lidt tid, inden kisten kommer, og Bodil bliver kørt til kapellet. De slukker for varmen i stuen. Flere gange går Caroline ind til sin mor og sidder med hendes hånd i sin og venter på at mærke et klem. 

Den 22. december 2017 bliver Bodil begravet fra Flynder Kirke, hvor hun giftede sig, og hvor børnene er døbt og konfirmeret. Caroline og hendes søskende har skrevet breve, som nu ligger i kisten sammen med fotografier af dem alle. Kirken er stuvende fuld. Nogen må stå udenfor. Om aftenen får de suppe, husker Caroline.

Tiden efter husker hun ikke meget fra. Hun husker ikke julen. Ikke nytårsaften. Hun tager tilbage til efterskolen. Når der er forældrearrangementer, har de andre elever deres mødre med. Men ikke Caroline.

Andre, der har mistet

Caroline afslutter efterskolen og kommer i gymnasiet. Da hun når 2.G, er hun stadig ked af det hele tiden. Det er som en ond cirkel, der bare bliver ved. Hun beslutter sig for at begynde i den sorggruppe, Frederik går i. 

I lang tid sidder hun rystende og græder uafbrudt til gruppemøderne hver anden torsdag. De voksne kan slet ikke nå ind til hende. Men ganske langsomt mærker hun fremskridt. Der går længere og længere tid, før hun begynder at græde. 

I gruppen er hun sammen med andre, der har oplevet det samme som hende. Som forstår hende. Hun knytter sig til de voksne og de andre unge, og ofte tager de på ture og spiser sammen. Caroline kommer i gruppen, indtil hun flytter til Aarhus for at studere. 

I dag føler Caroline, hun er et godt sted. Hun savner sin mor, især når der sker store ting i hendes liv som studentereksamen og studiestart. Og når hun mangler hjælp til at lave boller i karry eller Bodils chokoladekage med ternet glasur af mørk og lys pålægschokolade. Men så ringer hun til sin moster eller mormor.

Hendes råd til andre unge, der mister en forælder, er:

- Selv om det ser sort ud, skal det nok blive bedre. Find nogen at snakke med, selv om du ikke føler, nogen forstår dig. Der er nogen, der forstår dig, og som kan hjælpe dig.