Spring navigation over

Det er meningsfuldt for os at bidrage

Karina og Søren meldte sig ind i Kræftens Bekæmpelse i 2016, da Søren fik konstateret lymfekræft. For dem er det vigtigt at bidrage til, at der kan forskes i nye og bedre behandlingsmuligheder. Derfor var det også helt naturligt for dem at betænke Kræftens Bekæmpelse i deres testamente, da det skulle opdateres.

""

Karina og Søren Holm på henholdsvis 64 og 75 år fejrede sølvbryllup for tre år siden. De bor i en lejlighed i Holte, men tilbringer otte måneder af året i deres sommerhus i Dronningmølle. Det er deres fristed med højt til himlen og skøn natur lige uden for døren. Parret har ingen fælles børn, men Søren har en datter fra tidligere, og som har beriget deres liv med et par skønne børnebørn.

De sidste otte år har budt på lidt af hvert. Først fik Søren kræft. Så blev han helbredt. Så fik Karina kræft. Og så blev hun helbredt. Det har sat tanker i gang om, hvad det gode liv er, og hvad de vil bruge deres tid på. 

- Jeg stoppede med at arbejde sidste år. Der er en aldersforskel mellem os, så det er nu, vi skal have tid til at nyde livet og hinanden. Jeg tog for alvor mit liv op til genovervejelse, da jeg fik konstateret kræft. Det var tid til at stoppe op og justere kurs, fortæller Karina.

En vågen frisør

I december 2022 var Karina en tur hos frisøren. Undervejs bemærker frisøren, at et modermærke i Karinas hovedbund har ændret sig. Hun opfordrer Karina til at gå til lægen og få det tjekket. Karina ender for en sikkerheds skyld i en kræftpakke og får det opereret væk lige før jul, selv om lægen er overbevist om, at det blot er et alderdomsmærke. Men biopsien viser, at det er modermærkekræft. Svaret kommer mellem jul og nytår sammen med en invitation til endnu en operation, som skal fjerne en sikkerhedsmargin rundt om stedet, hvor modermærket sad.

- Lægen blev meget overrasket over, at det viste sig at være kræft. Han kan stadig huske mig og siger, at det er det tilfælde i hans karriere, som han er blevet mest overrasket over. Heldigvis var min frisør opmærksom, og jeg er meget glad for, at hun sagde noget. Hun fik en velfortjent flaske champagne, smiler Karina.

Heldigvis blev modermærket opdaget tidligt, og operationerne fik det hele med, så Karina slap for efterbehandling. Hun skal passe sine kontroller i de kommende år.  

Da Søren fik lymfekræft

Det er desværre ikke første gang, Karina og Søren har kræft inde på livet. I 2016 er Søren til et årligt tjek hos lægen, som han går til, fordi han tidligere i livet har haft en blodprop i hjertet. På blodprøverne kan lægen se et udsving, som lige skal tjekkes. Da en ny blodprøve et par uger senere viser samme forhøjede tal, bliver Søren sendt videre i systemet.

Her finder lægerne et lymfom på 9 cm. Søren får kemoterapi og høje doser binyrebarkhormon, og gennemgår derefter 4 ugers stråleterapi. Behandlingen er skrap og efterlader Søren med knogleskørhed. Han er i dag kræftfri, men har mén fra behandlingen. Et større sammenfald i ryggen giver ham smerter og betyder, at han skal skåne sin ryg.   

- Da Søren bliver syg, melder vi os ind i Kræftens Bekæmpelse. Forskning koster rigtig mange penge. Uanset type, er kræft en frygtelig sygdom. Derfor betyder det meget for os at være med til at støtte. Man hører jo hele tiden, at der sker noget nyt på området, siger Karina. 

Fandt uvurderlig hjælp hos Kræftens Bekæmpelse

Da Søren bliver diagnosticeret med kræft, kommer det som et chok for begge. Karina opsøger en rådgiver gennem Kræftens Bekæmpelse. 

- Det var så vigtigt at tale med en, som ikke havde nogen aktier i vores private forhold. Hun var rigtig god at tale med, og det var dejligt, at man bare kunne komme ind fra gaden og få hjælp. Jeg var der to gange og fik sat situationen lidt i perspektiv, fortæller Karina.

Gratis rådgivning til alle, som er berørt af kræft, er et af de tre hovedformål, som de indsamlede midler går til, foruden forskning og forebyggelse af kræft. Det er Søren og Karina med til at støtte op om gennem deres medlemskab af Kræftens Bekæmpelse.

Sidste år skulle Karina og Søren opdatere deres testamente. I samme omgang valgte parret også at skrive Kræftens Bekæmpelse ind i deres testamente.

- Kræft er en folkesygdom – og en forfærdelig en af slagsen. Vi kan ikke gøre nok for at finde frem til nye behandlingsmuligheder og sætte turbo på den forskning. Det er dejligt og meningsfyldt for os at bidrage til det, både som medlem af Kræftens Bekæmpelse og gennem vores testamente, siger Karina. 

Arvedonationer gør en stor forskel

Ligesom Karina og Søren, vælger mange danskere hvert år at betænke kræftsagen i deres testamente. Det er meget forskelligt, hvad og hvor meget hver enkelt vælger at donere til Kræftens Bekæmpelse. Hvert et bidrag tæller uanset beløbets størrelse og er med til at støtte Kræftens Bekæmpelses arbejde for, at færre får kræft. Foreningen er fritaget for arveafgift, så hele beløbet går til kræftsagen.

Kræftens Bekæmpelse er en uafhængig organisation, derfor er arvedonationer og private bidrag helt afgørende for arbejdet med forskning, oplysning og støtte til patienter og pårørende. Kun tre pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige.

Få Kræftens Bekæmpelses arveguide

Vil du vide mere om arv og testamente?

Så kan du få arveguiden, og blive klogere på arvereglerne, hvordan du opretter et testamente, og hvad du skal være særligt opmærksom på. Du kan også læse om arveloven og se eksempler på, hvordan arven fordeles MED og UDEN testamente.

Få arveguiden nu

Inspirerende og rørende fortællinger

Arvedonationer gør en stor forskel. Mød nogle af dem, som har betænkt kræftsagen og dem, som har fået gavn af arvedonationerne.

Har du brug for at tale med en arverådgiver?

Du er meget velkommen til at kontakte vores arverådgivere på arv@cancer.dk. Vi er klar til at hjælpe med svar på generelle spørgsmål om arveloven og med, hvordan du rent praktisk får oprettet dit testamente. Vi kan også hjælpe dig med at finde en advokat i dit nærområde.

35257770
Læs mere om arverådgiverne