Ny rapport: Det går dine penge til, når de går til kræftforskning
Læs Kræftens Bekæmpelses forskningsårsrapport ’23
For hver gang du giver 100 kr. til Kræftens Bekæmpelse, går de 63 kr. til forskning. Men hvad kommer der egentlig ud af pengene? Det giver vi svar på i Kræftens Bekæmpelses nye forskningsårsrapport, der dækker 2023, og som netop er udkommet.
Her kan du blandt andet læse om en ny og mere skånsom behandling af blæretumorer. Du kan også læse om protonterapi, som gives til en stigende antal kræftpatienter på Dansk Center for Partikelterapi. Og du kan læse om en særlig metode med geigertæller og jodkorn, der bruges til at markere brystkræft, så kirurgen kan finde svulsten igen.
Du kan desuden læse om HPV-vaccinen, som er en af de helt store succeser i kræftforskningens verden, og som bygger på den opdagelse, at virusset HPV er årsag til flere forskellige kræftformer. Kræftens Bekæmpelse har gennem årene støttet forskning i HPV i en række projekter.
Den nye rapport dækker ny forskning fra 2023. Det er nye projekter, som fik støtte i 2023. Og det er nye forskningsresultater fra 2023. Forskningen foregår både i Kræftens Bekæmpelses eget Center for Kræftforskning og på universiteter og hospitaler i hele landet.