Drømme før døden

Den syge kvinde sad i sin kørestol og kiggede ud over Aarhusbugten, da hun første gang talte om sine syn:

- Vi skal ned til havnen, for der er båden, der skal sejle os over til øen. Der venter mor, far og min veninde Hanne, sagde hun.  

Hendes raske søster forstod intet. Både deres forældre og Hanne var for længst afdøde. Og hvad var det nu for noget med en sejltur? 

I begyndelsen afskrev hun det som forvirret snak – det måtte være sygdommen, der talte. Men den syge søster blev ved med at vende tilbage til sine syn i ugerne op til sin død. Hun var egentlig godt klar over, at de ikke kunne være rigtige. Men de føltes bare så virkelige. 

Med tiden begyndte den raske søster at sætte pris på at høre om sejlturen og deres kære, der ventede. Den syge søster var nemlig rædselsslagen for at dø og kunne slet ikke tale om det. Men det var, som om disse syn lindrede hendes angst. 

Efter søsterens død var det midt i sorgen en trøst at tænke på.

Et almindeligt fænomen

Psykolog Maria Mavropoulou arbejder på Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, og det var i den sammenhæng, hun fik kendskab til de to søstre. Deres oplevelser står for hende som et arketypisk eksempel på ’End of Life Dreams and Visions’ – eller bare ELDV, som det kaldes i daglig tale.

Selv om de færreste af os nok har hørt om det, så er det et meget udbredt fænomen. Faktisk tyder undersøgelser på, at omkring 80 procent af os oplever en særlig form for livagtige drømme eller syn i de sidste uger eller måneder op til vores død. 

- Mit indtryk er, at de fleste læger og sygeplejersker på palliative afdelinger og hospicer har erfaringer med patienter, som oplever det her i den sidste del af livet. Sådan er det i hvert fald her på vores afdeling, hvor vi i årevis har oplevet det og talt om det med hinanden. Men det er et meget nyt forskningsfelt – så vi ved reelt ikke ret meget om det, fortæller Maria Mavropoulou.

Derfor er hun sammen med kollegaerne på afdelingen gået i gang med at undersøge fænomenet videnskabeligt for første gang i Danmark – med støtte fra Knæk Cancer. 

Pioneren fra Buffalo

Når man som Maria Mavropoulou begynder at dykke ned i forskningen om ELDV, er det umuligt at komme uden om den amerikanske læge Dr. Christopher Kerr, der er pionér inden for området. 

I 1999 havde han netop fået arbejde på et hospice i Buffalo, og en af hans første patienter var en ung mand ved navn Tom. Dr. Kerr var sikker på, at mere medicin ville give Tom lidt mere tid. Men en erfaren sygeplejerske ved navn Nancy satte sig imod: 

- Han ser sin afdøde mor. Han er ved at dø, forklarede Nancy tålmodigt.

I første omgang forstod Dr. Kerr ikke argumentet – det var ikke noget, han havde hørt om på medicinstudiet. Men den unge mand Tom døde kort efter. Og i den følgende tid gik det op for Kerr, at Nancy havde haft ret: Det var helt almindeligt, at de døende på hospicet så deres afdøde familiemedlemmer. Og ikke nok med det, så var det som regel smukke og vigtige oplevelser, som gav trøst og nogle gange ligefrem glæde i en svær tid.  

Christopher Kerr kastede sig over at undersøge fænomenet nærmere. Han fandt referencer til det så forskellige steder som hos Shakespeare, Platon og i Bibelen. Og som den videnskabsmand, han var, besluttede han sig for at beskrive det videnskabeligt.

Findes overalt

Dr. Kerrs forskning har inspireret mange andre til at tage emnet op. Forskerhold fra så forskellige steder som Moldova, Indien og Sverige har siden undersøgt ELDV. Og studierne peger på en lang række af fællestræk.

Først og fremmest er indholdet mere eller mindre det samme på tværs af kulturer og landegrænser: De døendes syn og drømme handler ofte om møder med afdøde familiemedlemmer og venner – men det kan også være nulevende, der er med. Eller sågar afholdte kæledyr. 

Ofte indgår der en rejse af en slags, hvor man bevæger sig fra ét sted til et andet. Og så føles ELDV ekstremt realistisk – eller ’more real than real’, som Maria Mavropoulou fra Bispebjerg Hospital kalder det. 

- Det føles langt mere virkeligt og betydningsfuldt end en almindelig drøm, uanset om man oplever det i vågen eller sovende tilstand, forklarer hun. 

De første oplevelser med ELDV kan indfinde sig flere måneder inden, man skal dø. Men ofte intensiveres de og bliver hyppigere i de sidste uger og dage inden døden. 

Derudover tyder forskningen på, at langt de fleste – over 80 procent – af de livagtige syn og drømme giver lindring og trøst. Kun omkring 18 procent opleves som skræmmende eller ubehagelige. 

- Det kan også være dynamisk og forandre sig hen ad vejen. Folk kan blive forskrækkede de første gange, de oplever det. Men efterhånden som de bliver fortrolige med fænomenet, kan det ændre karakter – så det kan ende med at blive mere behageligt og meningsfuldt i den allersidste tid, fortæller Maria Mavropoulou.

Det er ikke delir

Siden Dr. Kerr gik i gang med sin forskning for 25 år siden, er interessen for at høre om det kun vokset. For eksempel er hans TED talk fra 2015 set mere end 5,4 millioner gange.

Se Dr. Kerrs TED Talk: I See Dead People. Dreams and Visions of the Dying (videoen er på engelsk)

De mest skeptiske over for ELDV-forskningen er ofte sundhedsprofessionelle, som ikke selv arbejder på hospice eller palliativt afsnit. For er ELDV ikke bare en form for delir – altså ubehagelige vrangforestillinger, der opstår i hjernen hos meget syge patienter?

- Men det her er noget ganske andet, fastslår Mavrapoulou. 

Delir er blandt andet karakteriseret ved, at man er bange, forvirret og hallucinerer. For eksempel kan delirøse patienter tro, at der er slanger i sengen eller rotter på gulvet. Fænomenet er velbeskrevet i lægeverdenen, og når patienterne er forpinte, medicinerer lægerne ofte for det. 

- Men der er en meget stor forskel på, om man har en fredfyldt og håbefuld oplevelse af at have besøg af en elsket, afdød forælder – og så at se væmmelige kakerlakker på hele stuen. Det er vigtigt at adskille de to ting, så lægerne ikke medicinerer ved ELDV og dermed kommer til at snyde patienterne for disse meningsfulde oplevelser, understreger Maria Mavropoulou. 

Intet svar på hvorfor

Fagfolk fra store dele af verden er altså enige om, at fænomenet ELDV eksisterer. Men hvis man leder efter svar på, hvad det er, der sker – så er det straks langt sværere at få besked.

Hverken Kerr eller Maria Mavropoulou beskæftiger sig med det. 

- Jeg har intet belæg for at udtale mig om kausalitet eller årsagsforklaring. Vores forskning handler udelukkende om at afdække, om det forekommer, og hvordan det opleves af patienterne og de pårørende, understreger hun.

I virkeligheden er der sandsynligvis lige så mange forklaringsmodeller, som der er mennesker, der stifter bekendtskab med ELDV: Nogle anlægger en psykologisk vinkel og mener, at det er underbevidstheden, der forsøger at bearbejde den forestående død. Andre har en mere biologisk forklaring – det er hjernen, der hallucinerer på grund af medicin. Og atter andre tror på noget mere åndeligt, religiøst eller spirituelt. 

- Uanset hvad den enkelte tror på, så er det vigtigt, at patienterne ikke sidder alene med de her oplevelser, forklarer Maria Mavropoulou. 

Fra tabu til trøst

I dag tøver mange mennesker med at fortælle om deres oplevelser med ELDV. De har aldrig hørt om det før, og de er bange for, at omgivelserne vil tænke, at de er ved at miste forstanden. 

Det er derfor først, når de bliver spurgt direkte af Maria og hendes kollegaer, at de begynder at åbne op om deres syn og drømme. 

- Og det er virkelig synd. For al forskning tyder jo på, at ELDV har et stort lindrende potentiale. Hvis vi sundhedsprofessionelle bliver bedre til at tale med patienterne om det, kan det gå fra at være noget, man skammer sig over, til at være noget, der hjælper mod frygt og dødsangst, siger hun. 

Et syn eller en drøm kan nemlig være et meget konkret udgangspunkt for en samtale om nogle meget svære emner, der fylder i dødsprocessen. Det er en mulighed for kontakt og forbundethed. Og det er vigtigt, både for patienterne og de pårørende. 

- Det er en anden oplevelse at sidde ved siden af et elsket familiemedlem, der dør fredfyldt, end én der er angst og forpint. Det giver et andet udgangspunkt for at bearbejde sorgen, forklarer psykologen.

Fødsel og død

Når så få mennesker i dag kender til ELDV, tror Maria Mavropoulou, at det handler om vores generelle berøringsangst i forhold til, at vi alle skal dø. Døden er underbelyst, både i forskningen og i de flestes bevidsthed.

- Det er angstprovokerende for os mennesker at tænke på døden. Hvis man ikke står midt i processen, vil de fleste vige tilbage fra det. Men faktisk kan det være ganske hjælpsomt, hvis man alligevel gør det. For mental parathed kan være vigtigt, når man står midt i dødsprocessen, siger hun.

Derfor håber hun, at hendes forskning kan være med til at gøre os alle sammen en lille smule klogere.

- I virkeligheden adskiller døden sig ikke så meget fra fødslen eksistentielt set. Begge dele er overgange i livet, og de kan opleves meget intenst. Men hvor vi i dag har en masse viden om vores indgang til livet, og hvad den har af betydning for os som mennesker, så er udgangen meget underbelyst. Hvis der er øjeblikke af håb og fred at hente i den proces – midt i alt det ulykkelige – så synes jeg, at vi skal have en skærpet opmærksomhed på det, mener Maria Mavropoulou.