Én person er grunden til, at familien ikke gik i stykker

Dan forsøger desperat at finde vej igennem afspærringerne. Han skal have sin treårige søn, Mingus, på sygehuset, og det skal gå stærkt. Han har tændt katastrofeblinket og sat en hvid sutteklud op i sideruden for at vise, at han kører ’privat udrykning’.

Normalt tager det ikke mere end 2-3 minutter at drøne fra deres hjem og over på børneafdelingen – det har de prøvet masser af gange, siden Mingus blev syg for et halvt år siden. Men hele Aalborg Centrum er spærret af i dag på grund af et forbandet cykelløb. Han dytter desperat i hornet.  

Dan ringer til politiet, men de kan ikke guide ham igennem. Imens falder Mingus mere og mere sammen på passagersædet ved siden af. Drengen er så varm, at man kan koge et æg på ham, og Dan kan se, at han er ved at miste bevidstheden.

”Min søn har leukæmi, og jeg skal have ham på hospitalet lige nu – det skal du ikke forhindre mig i,” råber Dan til den stakkels vagt, der tilfældigvis har fået til opgave at holde styr på bilerne ved cykelløbet.

Så tager han en hurtig beslutning, trykker resolut på speederen og drøner med bilen igennem metalbøjlerne.

Men tingene ændrer sig fra time til time, når man har et barn med leukæmi. En enkelt forkert bakterie, og Mingus er sendt til tælling – og dermed hele familien.

Cecilie bider tænderne sammen og smiler til gæsterne. Mingus skal være i behandling i to år og en måned, så hun er nødt til også at prioritere andre ting af og til. Selv sygdom bliver hverdag. Som i dag.

Men indvendigt river det hende i tusind stykker.

Skal han dø nu?

Lægerne står klar til at modtage Mingus i samme øjeblik, som Dan smækker bremserne i foran børneafdelingen.

De giver Mingus antibiotika gennem et permanent kateter i brystet. Men det er, som om han får det værre og værre, jo mere medicin de fylder i ham. Flere gange mister Mingus bevidstheden, og Dan er rædselsslagen for, at han skal dø.

Til sidst finder lægerne ud af, at der er gået infektion i området omkring kateteret. Hver gang de pumper medicin ind i drengen, følger der flere bakterier med.

Så snart de opdager, hvad der er galt, får de Mingus stabiliseret. Dan kan ånde lettet op. Han ringer til Cecilie – men uden at fortælle hende, hvor slemt det egentlig har været. Hun skal have lov at være hos Felucca i dag.

Om natten bytter de: Cecilie tager fra festen ind på sygehuset, og Dan tager hjem i deres hus. Her pakker han alle deres ejendele ned. For oven i studenterfest og hospitalsbesøg er de ved at flytte.

Da de satte huset til salg for et halvt år siden og besluttede sig for selv at bygge deres eget drømmehus, vidste de ikke, at Mingus havde leukæmi. Nu står de midt i kaos på stort set alle fronter af deres liv.

”Det er ikke noget, vi nogensinde vil anbefale andre at gøre,” siger de bagefter, når de fortæller historien på sikker afstand.

Det er det, der hedder en nordjysk underdrivelse.

En hverdag i kaos

Mingus får det bedre, og efter en uges tid kan han komme hjem i deres midlertidige hus. Cecilie passer ham, mens hun pakker flyttekasser ud. Og Dan, som er uddannet murer, bygger på livet løs på deres kommende hjem et helt tredje sted.

De er et fantastisk team, når verden står i flammer. Hun er orden og struktur – sørger for at få det hele med, når Mingus skal indlægges, og følger instruktionerne omkring medicinen til punkt og prikke. Den slags har Dan slet ikke i sig. Men omvendt er han eminent i kaos – når det virkelig gælder, tænker han sig ikke om to gange, før han springer ud i bilen i underbukser for at få Mingus på hospitalet.

Men bagefter, når adrenalinen er ude af kroppen, og hverdagen banker på igen, bliver plus alt for ofte til minus. Følelserne farer op og ned; i løbet af det første år bliver Mingus lagt i narkose 19 gange, og hver eneste gang mærker de frygten helt ind i knoglerne.

Det er svært at respektere og sætte pris på hinandens forskelligheder, når de begge to er slidt ned til sokkeholderne. Cecilie føler sig ladt alene med alt det praktiske, mens Dan bygger hus. Og omvendt – han føler, at hun konstant skælder ud, mens han knokler for deres familie.

Det tærer på forholdet. Men heldigvis er der en af de andre forældre på børneafdelingen, der siger, at de skal ringe til Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Aalborg.

Ved et lykketræf er det Rolan, der tager telefonen.

Han redder vores ægteskab

Den første gang, de tager turen ind til Kræftrådgivningen, er det bare Dan og Cecilie. Rolan viser dem ind i et lille, hyggeligt samtaleværelse. Og med det samme vælter ordene ud.

Om Mingus' sygdom. Frygten, presset og frustrationerne. Husbyggeriet, studenterfesten og al den ballade, der har været i deres familie. Og ikke mindst udfordringerne i deres parforhold.

Rolan lytter, helt varm og rolig. Og så fortæller han dem det, de har allermest brug for at høre: At de er helt normale. Selvfølgelig er det en voldsom udfordring for kærligheden, når ens højtelskede barn bliver livstruende sygt.

De taler de svære følelser igennem. Og da de går derfra, er de en hel samling værktøjer og redskaber rigere, som de kan bruge til at åbne op for kommunikationen derhjemme, når den ellers ville være lukket ned.

De mødes med Rolan flere gange. Nogle gange er Mingus med, andre gange er det kun dem. Han hjælper Cecilie med at forstå, hvorfor det er en kæmpe kærlighedserklæring, når Dan bruger hele dagen på at bygge deres fælles hjem. Og omvendt bliver Dan endnu mere opmærksom på, hvordan Cecilie ofrer alt for Mingus og deres familie lige nu.

De kan altid ringe til Rolan. Og de er ikke i tvivl om, at han har reddet deres ægteskab.

Angst for fremtiden

”Jeg vil gerne sige en særlig tak til Rolan!”

Dan har en lille tåre i øjenkrogen, da han holder tale til Mingus’ længe ventede ’Stop Kemo-fest’. Over to års hårde behandlinger er endelig slut – det er en kæmpe milepæl for familien.

Mingus er i mellemtiden blevet fem år. Han griner, spiller håndbold i stuen og leger med sin bedste ven, Mynthe, mens gæsterne spiser kage ved bordene.

Dan og Cecilie har set frem til denne dag så længe. Men samtidig ved de også godt, at det ikke er slut endnu.

De kan stadig vågne om natten af angst for, at deres lille dreng får tilbagefald. I de kommende måneder skal han til kontrol hos lægerne hver anden uge, og derefter er en gang om måneden i fem år. Hver eneste gang bliver det med en stor klump i maven for hele familien. For tænk nu hvis…

Først når Mingus engang afslutter en ungdomsuddannelse, slipper de helt ud af kræft-kontrolsystemet. Det er selvfølgelig trygt at blive fulgt så tæt. Men også enormt skræmmende.

Og så er der senfølgerne, efter at Mingus er blevet fyldt med kemo fra han var tre til fem år. Lige nu har han ondt i benene, men det går forhåbentlig over. Det er de kognitive senfølger, som bekymrer dem mest.

Mingus bliver let overstimuleret, og han kæmper med en voldsom træthed, som ikke kan soves væk. Også her er det rart at have Rolan som en anden klippe at læne sig op ad – han forklarer, at det er kemoskader, og hjælper dem med at tackle det på den rigtige måde. Og så tager han med dem til møder i børnehaven og den kommende skole, så omgivelserne lærer det samme.

Det hele skal nok gå, det er de enige om. Om noget er de blevet tættere som familie af at gå igennem alt det her. Og så hjælper det jo også at have Rolan som en anden superhelt i deres liv, lige så længe de har brug for det.