Livets sidste timer – en vågers fortælling

Klokken 13.15  

Solen skinner. Det er en lun sommerdag. Der tikker en sms ind på min telefon - det er en vågning på Herlev hospital hos en dame. Hun har brug for en tryg hånd, står der. De pårørende har brug for at komme hjem og sove. De er udkørte.   

Jeg melder ind på den første vagt.

Klokken 17

Jeg gør mig klar: Tager min våger t-shirt på, finder en bog frem, tjekker at resten af mit kit er klart. Det består altid af læbepomade, håndcreme, lidt at drikke og en halspastil. Samt et postkort, vi altid lægger til de pårørende, og et hjerte, som nørklerne har lavet. 

Jeg nyder solen lidt mere og lader godt op. Så cykler jeg afsted.  

Klokken 17.45  

Jeg er landet på hospitalet og går stille op på afdelingen, hvor jeg siger hej til personalet. Jeg får en snak med dem. De fortæller, at de pårørende stadig er der.   

Jeg går stille ind på stuen. De pårøende er ved at pakke sammen. Det er tydeligt, at de er trætte og lettede over, at jeg kommer og tager over.   

Jeg begynder med at præsentere mig selv og lægger samtidig en hånd på skulderen af den døende. 

Jeg tager en snak med pårørende. Hører om den døende og det liv, hun har haft. 

Jeg hører dem sige flere gange, at det er svært at gå. Vi får en snak om det.  Jeg kan mærke, at de får mere ro på. Til sidst er de klar til at tage hjem.  

Klokken 18.30    

Jeg sætter mig til rette ved siden af sengen. Jeg siger roligt, at jeg er lige her, og at hun er ikke alene. Der er stille på stuen. Jeg lægger det lille, strikkede hjerte i hendes hånd. 

Klokken 19 

Hun er ikke kontaktbar, men jeg kan fornemme, at hun er rolig, når jeg er her.  

Klokken 20

Jeg sidder og læser. Lytter hele tiden efter hendes vejrtrækning.     

Klokken 21 

Gradvist kommer der længere og længere pauser mellem hendes vejrtrækninger. Personalet er inde at tjekke til hende – vi kan alle se, at der ikke er langt endnu.   

Klokken 21.15 

Jeg holder hende lidt i hånden og snakker stille til hende. Fortæller, at himlen er flot i dag. Genfortæller lidt om det liv, hun har haft, ud fra det, de pårørende har fortalt.  

Klokken 21.45 

Min vagt er ved at slutte og min afløser er kommet. Vi går ud på gangen og tager en snak om min vagt.   

Klokken 22 

Vi går stille ind på stuen igen. Der sker et skifte i hendes vejrtrækning. Vi går over til sengen, står på hver vores side. Vi ved begge, at det er tid. 

Min kollage siger ’sov godt’. Jeg siger ’farvel’.  

Klokken 22.05  

Hun ånder stille ud. Meget fredfyldt. Der er nu helt stille i rummet.   

Vi tilkalder personalet. De kommer kort efter, tjekker efter puls. Der er ingen. Hun er sovet stille ind. Personalet takker os mange gange for at være der.  

Klokken 22.20   

Vi sider lidt hos hende, før vi begge tager vores tasker og går ud ud. 

Vi siger farvel til personalet og hyggesnakker på vej ud fra hospitalet. Som vi altid gør. Så giver vi hinanden et farvelkram.    

Klokken 22.30 

Jeg cykler hjem med en god mavefornemmelse. Jeg var der, jeg var rolig, jeg var en tryg og varm hånd i livets sidste timer.  Det var et smukt øjeblik at være med til.