Skip navigation

Et trafikuheld ændrede Leifs liv

Da Leif vælter på sin cykel for ni år siden, kommer Pia tilfældigvis kørende forbi i det samme. Hun stopper op for at hjælpe den ældre herre. Det møde skal vise sig at ændre begge deres liv. Det her er historien om, hvad der kan ske, når man åbner sit liv og sit hjerte op for en fremmed.

Billecollage af Leif
Et styrt på en cykel viste sig, at blive starten på mødet med den familie Leif længe har manglet. Privatfoto.

- Det var skæbnen, der var på spil den dag for ni år siden. Der må være en mening med, at han faldt lige der, hvor jeg kom forbi, siger Pia Levå i dag om den skæbnesvangre dag, hvor hun kommer kørende i sin bil og overværer, at 85-årige Leif falder på cyklen og brækker hoften. 

Hans Arly Leif Olsen – til dagligt kaldet Leif, dør i december 2022 som 94-årig. De sidste ni år af hans liv ændrede fuldstændig kurs efter ulykken på cyklen. Fra at være alene og til tider ensom, får Leif en bonusfamilie. Et tilfældigt møde ender med at berige både Leifs sidste del af livet og Pias familie. Da Leif dør, har han testamenteret en del af sin arv til Pia og hendes mand. Resten af arven går til Kræftens Bekæmpelse, hvor pengene kommer til at gøre en stor forskel for kræftramte og deres familier. Det her er Leifs historie. Den ville være endt meget anderledes, hvis han ikke havde mødt Pia.

Leif og Pia smiler sammen på terrassen
Pia begyndte at hjælpe Leif med indkøb, hvilket hurtigt udviklede sig til ugentlige kaffebesøg. Privatfoto.

En skæbnesvanger dag i 2014

- Da jeg får samlet Leif op, kan jeg godt se, at han skal på hospitalet. Han var meget bekymret for at efterlade sin cykel, så jeg lover ham at tage den med hjem og passe på den, indtil han kan få den igen, fortæller Pia om trafikuheldet, der skete for ni år siden.

Det viser sig, at Leif har brækket hoften, og han kan derfor ikke komme direkte hjem fra hospitalet. Han bliver midlertidigt installeret på en aflastningsplads i hjemmeplejen, mens han kommer på benene igen. Pia arbejder tilfældigvis i hjemmeplejen på et søstersted til der, hvor Leif kommer hen. Hun går derfor forbi for at hilse på en dag på vej hjem fra arbejde.

Pia opdager, at Leif ikke har nogen, der kan hjælpe ham. Hun tilbyder derfor at hjælpe med at købe lidt småkager og cigaretter for ham. Det udvikler sig til en fast ugentlig dag, hvor hun kigger forbi til en kop kaffe.

Pia er på det her tidspunkt 39 år gammel. Hun bor i et hus i Næstved sammen med sin mand Tom og parrets søn Gustav på 13 år. Deres datter Jasmin på 19 år er lige flyttet hjemmefra.

Leif, Pia og Tom på restaurant og fejre fødselsdag
Leif blev som en ekstra oldefar i familien, og holdte for første gang i 30 år juleaften, efter Pia havde inviteret ham. Privatfoto.

Fejrer jul for første gang i 30 år

Relationen mellem Leif og Pia fortsætter, efter at Leif flytter tilbage i lejligheden. Da Pia opdager, at Leif ikke har noget familie tilbage og faktisk ikke har fejret jul, siden han mistede sin mor 30 år tidligere, inviterer hun Leif til at holde jul sammen med hendes familie.

- Han vidste ikke, at han var ensom, før han mødte os. Han har aldrig selv fået børn. Det fyldte ikke noget, da han var yngre, men han fortrød det på sine ældre dage, fortalte han os. Han var meget taknemmelig for at have os i sit liv. Vi blev den familie, han aldrig selv havde fået, fortæller Pia. 

Med tiden udvikler relationen sig. Tom og Pia tager Leif med ud på ture rundt om i Danmark. Sammen får de oplevelser, som f.eks. Leifs første tur i cirkus nogensinde. De fejrer jul og fødselsdage sammen, og Leif bliver som en ekstra oldefar i familien. 

Pia hjælper også Leif med nogle af de lidt mere praktiske ting. De har en fast dag om ugen, hvor Pia henter Leif og tager ud og handler ind med ham. Han bliver også tit hentet for at spise med hjemme hos familien. Og når Tom og Pia holder ferie, træder Gustav til og kører Leif ud for at handle og leverer mad til ham.   

Levede et sparsommeligt liv

- Leif levede et meget sparsommeligt liv. Han havde arbejdet for Chrysler i USA, hvor han havde en høj stilling. Efter USA flyttede han til København og arbejdede for Skoda i Danmark. Han arbejdede meget, indtil han gik på pension. Da hans mor blev syg, flyttede han tilbage til Næstved for at passe hende. Han boede resten af sit liv i den lejelejlighed, som moderen boede i, siger Tom. 

At det skulle vise sig, at Leif havde lidt penge i banken, vidste familien ikke noget om. Det afspejlede sig ikke i hans vaner, påklædning eller livsstil. 

- Han har aldrig fortalt os, at han havde penge – og man kunne ikke se det på ham. Han gik i sit tøj, til det var slidt op. Han gik f.eks. i de samme hullede sko længe, på trods af at vi fandt fire par helt nye sko, da vi ryddede op i hans lejlighed efter hans død, smiler Tom. 

Arven kommer til at glæde mange

I mange år har Leif haft et testamente, som har betænkt kræftsagen. Mod slutningen af sit liv besluttede han sig for at lave et nyt testamente, som også tilgodeså hans ”nye” familie Pia og Tom. Og de penge er landet som en uventet gave i familiens skød. Resten af arven går til Kræftens Bekæmpelse, hvor pengene kommer til at gøre en stor forskel for kræftramte og deres familier. 

Jeg tror, vi har gjort en større forskel i hans liv, end vi lige er klar over
Pia

- Vi vil altid huske Leif. Det har været et smukt venskab, vi har haft. Det har givet os så meget at have haft Leif i vores liv, og jeg savner ham. Vi er meget taknemmelige for den gave, han valgte at give os, og vi vil investere dem i hans ånd, så jeg kan gå tidligere på pension. Det var meget vigtigt for ham. Han sagde altid, at jeg arbejdede for meget, smiler Pia og fortsætter: 

- Jeg tror, vi har gjort en større forskel i hans liv, end vi lige er klar over. Det kræver selvfølgelig noget at turde åbne op og lukke et menneske ind i sit liv. Men det har givet både os og vores børn så meget at have haft Leif i vores liv de sidste mange år. Man får så meget igen ved at give lidt af sig selv.

Tom og Pia kender ikke den præcise årsag til, hvorfor Leif netop har valgt at betænke kræftsagen. Men det var tydeligvis en vigtig sag for ham. Og de glæder sig over tanken om, hvordan pengene via Kræftens Bekæmpelse kommer til at gøre en forskel for mange – det er lige i Leifs ånd.

Arvedonationer er helt afgørende

De arvedonationer, som Kræftens Bekæmpelse modtager, gør en stor forskel for kræftsagen. Pengene går til forskning, oplysning og hjælp til patienter op pårørende. Kræft rammer desværre én ud af tre danskere. De fleste møder derfor kræft som enten patient eller pårørende på et tidspunkt i deres liv. 

Arvedonationer giver liv og håb til mange. Med pengene har Kræftens Bekæmpelse mulighed for at gøre en forskel i dag og skabe endnu bedre muligheder for de kommende generationer.   Arvedonationer og private bidrag er helt afgørende for Kræftens Bekæmpelses arbejde, og selv en lille del af en arv gør en kæmpe forskel.

Få Kræftens Bekæmpelses arveguide

Vil du vide mere om arv og testamente?

Så kan du få arveguiden, og blive klogere på arvereglerne, hvordan du opretter et testamente, og hvad du skal være særligt opmærksom på. Du kan også læse om arveloven og se eksempler på, hvordan arven fordeles MED og UDEN testamente.

Få arveguiden nu

Har du brug for at tale med en arverådgiver?

Du er meget velkommen til at kontakte vores arverådgivere på arv@cancer.dk. Vi er klar til at hjælpe med svar på generelle spørgsmål om arveloven og med, hvordan du rent praktisk får oprettet dit testamente. Vi kan også hjælpe dig med at finde en advokat i dit nærområde.

35257770
Læs mere om arverådgiverne

Inspirerende og rørende fortællinger

Arvedonationer gør en stor forskel. Mød nogle af dem, som har betænkt kræftsagen og dem, som har fået gavn af arvedonationerne.