Spring navigation over

Filmkonkurrence: Alkohol slår festen ihjel

Gymnasier landet over deltager i filmkonkurrencen ’Drik mindre – oplev mere’

Mere end hver femte på en ungdomsuddannelse synes, at alkohol fylder for meget på skolen. Foto: Thomas Lekdorf og Kræftens Bekæmpelse

Mange unge oplever, at festen bliver ødelagt, når de selv eller deres kammerater får alt for mange genstande indenbords. Derfor igangsætter Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden for 10. gang den landsdækkende filmkonkurrence ’Drik mindre – oplev mere’, hvor 1.g-elever på 35 gymnasier skal lave deres egne film om alkohol og festkultur. 

Ifølge en rapport, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden udgav tidligere på året, ønsker de unge selv en anden drukkultur.

Nye tal skal inspirere

Før filmkonkurrencen bliver gymnasieeleverne præsenteret for de nyeste tal om unges alkoholvaner fra rapporten ’Unges alkoholvaner i Danmark 2023’. Ifølge Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’-indsats, giver undersøgelsen et godt billede af, hvilken rolle alkohol spiller i unges festkultur.

-Der er nogle helt klare sociale, personlige og helbredsmæssige konsekvenser forbundet med unges alkoholvaner. Filmkonkurrencen kan være med til at skabe et kreativt rum, hvori de unge kan forholde sig til, hvad der er ok, og hvad der ikke er, siger Peter Dalum og fortsætter:

-Faktisk vil ni ud af ti gerne have, at det skal være ok at sige ’nej tak’ til alkohol, når man fester. Så der er behov for en åben dialog, og vi håber, at konkurrencen kan være med til at hjælpe.

Dialog med de unge

Det er 10. år, at filmkonkurrencen afholdes, og den er et værktøj til at gå i dialog med unge 1.g’ere og få dem til at forholde sig kritisk til deres alkoholforbrug.

-Starten på en ungdomsuddannelse er også begyndelsen på en ny del af livet. Det er en periode, hvor der sker mange spændende ting. Derfor er det også ærgerligt, hvis alkohol kommer til at stå i vejen for de gode oplevelser, siger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden og fortsætter:

-Vores mål med konkurrencen er at give unge en mulighed for sammen at overveje, om det kunne være en god ide at drikke lidt mindre eller måske helt at undlade at gøre det, når de fester.

En særlig præmie til vinderen

Filmkonkurrencen går ud på, at eleverne i små grupper skaber deres egne film. I løbet af en skoledag skal de idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, filme og redigere en kort kampagnefilm på en mobil eller iPad. 

Eleverne uploader de færdige film til lommefilm.dk, hvor de også kan gå ind og se hinandens film. Workshoppen afsluttes med, at eleverne stemmer om, hvilken af de mange film, der skal repræsentere netop deres gymnasium i den videre konkurrence. 

Konkurrencens bedste film kåres i sidste ende af en jury. Vinderne af konkurrencen får 5.000 kr. til et arrangement på skolen, fx en DJ til festen eller et indslag til en cafeaften. Konkurrencen skydes i gang den 28. oktober på Tørring Gymnasium.

Unge, der sidder ved et bord og drikker øl.

Unge og alkohol

Danske unge har en ærgerlig europarekord i fuldskab, og de fleste 9. klasses elever har prøvet at drikke alkohol. Det er dog muligt at ændre unges alkoholvaner. Læs mere om unge og alkohol her.

Unge og alkohol