Skip navigation

Folkemødet: Minister-debat og modermærketjek hos Kræftens Bekæmpelse

Besøg stadeplads N1 og oplev sundhedsministeren i debat om fremtidens sundhedsvæsen.

Det vil igen i år være muligt at opleve Hans Pilgaard i ærlig samtale med kræftpatienter. I 2023 var teltet tæt pakket med tilskuere, da han interviewede skuespiller Esben Dalgaard. Foto: Frej Bramming

Vores sundhedsvæsen står overfor store forandringer, og regeringen skal snart beslutte, hvordan det i fremtiden skal organiseres. 

Men hvordan kan nye strukturer være med til at skabe et mere nært, sammenhængende og lige sundhedsvæsen med patienten i centrum?

Det bliver et af de helt centrale spørgsmål, når sundhedsminister Sophie Løhde (V) og direktørerne i henholdsvis Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danske Seniorer stiller op til Folkemøde-debat om fremtidens sundhedsvæsen. 

Det foregår torsdag 13. juni klokken 14 i Kræftens Bekæmpelses rød-hvide telt, hvor du kan høre panelets bud på sundhedsvæsenets indretning og give din mening til kende. 

Læs mere her: Hvordan skal patienternes sundhedsvæsen se ud i fremtiden?

Få gratis modermærketjek 

Kræftens Bekæmpelse kommer til demokrati-fest på Solskinsøen med et tæt pakket program fyldt med livlige og lærerige debatter, ærlige talks og aktiviteter, der maner til eftertanke.

Vejrudsigten melder om sol og høj uv-stråling. Så slå et smut forbi Kræftens Bekæmpelses telt, hvor du kan få solcreme, tjekket dine modermærker af en hudlæge eller sætte dig i skyggen og lave et uv-armbånd, som skifter farve, når det rammes af solen stråler.

Læs mere her: Modermærketjek 

Vulva og nosser

Husk at komme i ekstra god tid, når tv-vært og vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse Hans Pilgaard fredag 14. juni tager en hudløst ærlig snak med to modige kræftpatienter om deres stædige beslutning om at være åbne om deres sygdom.

Da Nikolai Linares fik testikelkræft, inviterede han vennerne til ’Nossebajer’ i fodboldklubbens omklædningsrum, hvor de kunne mærke på hans kræftknude. Mange kunne faktisk godt mærke, at testiklen føltes anderledes og lidt som en halv, hård oliven.

Og da Maibrit fik kræft i sine kønsdele, fortalte hun det Facebook. Også selvom det betød, at hun både skulle tale om klitoris og kønslæber. For hun kunne bare mærke, at åbenheden var vigtig for hende.

Læs mere her: Hans Pilgaard-interview om kræft og åbenhed

En trussel mod folkesundheden?

Kom også forbi Kræftens Bekæmpelses stadeplads N1 torsdag 13. juni kl. 12 og hør mere om et nyt ord, vi alle skal lære meget bedre at kende: Ultraforarbejdede fødevarer. 

Her taler Politikens sundhedsredaktør, Lars Igum Rasmussen, med professorerne Anne Tjønneland og Anja Viendahl Olsen fra Kræftens Bekæmpelses center for Kræftforskning om de farlige fødevarer, som bliver indtaget i store mængder.

Læs mere her: Ultrafarlige fødevarer truer fremtidens sundhed

Flere undersøgelser kobler den ultraforarbejdede mad til overvægt, hjertekarsygdomme og kræft. Foto: Colourbox

Særlig stafet 

På Folkemødet laver Kræftens Bekæmpelse igen i år en særlig version af ’Stafet For Livet.’ Det er en holdaktivitet på op til et døgn, hvor deltagerne går eller løber sammen for at fejre livet og fællesskabet, men også for at mindes dem, man har mistet til kræft – og give håb til dem, der har kræft.

Stafetten i Allinge varer 24 minutter og er en spadseretur for alle, der har lyst til at gå med. Den finder sted lørdag kl. 12. Afslutningsvis holdes der et minuts stilhed.

Læs mere her: Stafet for Livet

Find programmet her: Kræftens Bekæmpelse på Folkemødet

To unge Stafet for Livet-deltager lytter til formand Helen Bernt Andersens tale i 2023. Foto: Frej Bramming