Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du snart skulle dø?

Det er tydeligt, at overlægen har svært ved at få ordene over sine læber:

- Dine scanninger er virkeligt dårlige. Vi kan ikke gøre mere. Du er nødt til at lægge en plan B nu, for det er ikke sikkert, du overlever.

Beskeden er voldsom. Men Kristian er overraskende rolig. Trods sine kun 29 år har han allerede været igennem to kræftforløb – og været tæt på at dø flere gange. Kan det virkelig være rigtigt, at det skal være en coronainfektion, der skal slå ham ud?

Men hvis lægen har ret, og der kun er kort tid tilbage – så skal han have så meget ud af den som overhovedet muligt. Og ét ønske står klarere end alle de andre: Han vil giftes med Amalie. 

Et stærkt team

Kristian og Amalies historie begynder helt tilbage i 0. klasse på Ravnshøj skole i Frederikshavn. Allerede efter et par måneder giver han hende det første kærestebrev. Og herefter er de på skift kærester og bedste venner op igennem barndommen.

Et sted i gymnasiet bliver enige om, at de er ’meant to be’. Siden har de stået sammen gennem tykt og tyndt, og i dag bor de sammen i en villalejlighed i Charlottenlund nord for København.

Da Kristian bliver ramt af knoglekræft i benet i begyndelsen af 2019 og to år senere af akut leukæmi som følge af kemoterapien, er Amalie selvfølgelig med hele vejen. Hun giver ham ro, når angsten og bekymringerne er ved at få overtaget. Og omvendt; når det er hende, der er nede, samler han hende altid op igen. Sammen kan de klare stort set alt.

Alene under leukæmiforløbet er Amalie indlagt sammen med Kristian i 102 nætter. Hun får hurtigt styr på alt, der har med medicin og behandlinger at gøre. Så da overlægen giver ham besked om, at det nok snart er slut, er de enige om, at han ikke skal tilbringe sin sidste tid på hospitalet – han skal hjem.  

Med en iltmaskine installeret i soveværelset får Kristian ro til at fokusere på sin sidste tid. Han gennemgår alt, hvad han har af livsforsikringer og pensionsordninger for at være sikker på, at Amalie vil være ordentligt stillet, når han ikke er der længere. Og han sørger for at orientere familie og venner om situationens alvor, så den byrde i det mindste ikke skal ligge på Amalie skuldre.

Men vigtigst af alt er der et bryllup, der skal planlægges. Selvom det ikke er mere end et par år siden, føles det som et helt andet liv at tænke tilbage på dengang i Australien, da han friede til hende. Men nu har deres kærlighedsfest pludselig en endnu dybere mening.

Det er et vildt tidspres at planlægge et helt bryllup på kun en uge. Men det lykkes, for alle smider, hvad de har i hænderne, når de hører parrets historie: Guldsmeden og konditoren laver vielsesringe og kager om aftenen, og de indbudte gæster rydder kalenderen for at være med.

Bryllup på ladcykel

Det er en varm augustdag, da Amalie kører Kristian på ladcyklen over til kirken. Det kræver alt, hvad han har af energi bare at sidde op. Men Kristian insisterer på at komme igennem bryllupsdagen uden kørestol – om det så bliver det sidste, han gør.

Drømmen har altid været at blive viet af den præst, der konfirmerede dem begge. Men der er for langt fra lejligheden i Charlottenlund til Frederikshavn. Så derfor står de nu ved alteret i Ordrup Kirke. Og efter vielsen fortsætter selskabet til en hyggelig café gemt væk i en park tæt på.

Det er kun de vigtigste livsvidner, der kan være med – familie og barndomsvenner, der har kendt dem begge altid. Følelserne sidder uden på tøjet hos alle. På den ene side er det en glad, smuk og rørende dag. Men alle ved også godt, hvorfor det pludselig skulle gå så hurtigt.  

For Kristian er dagen ekstremt hård rent fysisk. Han fokuserer mest af alt på at klare sig igennem og holde de tre taler, han har planlagt: én til vennerne, én til familien og selvfølgelig den vigtigste til Amalie. Med hvert ord kæmper han for vejret, men ordene er for vigtige til ikke at blive sagt.

Tillykke i ambulancen

Tidligt næste morgen vågner Kristian ved, at han hoster blod op. Han prøver at rejse sig op, men det kan han ikke længere. Kroppen vil ikke adlyde, og det føles, som om han drukner i luften omkring sig – der er ikke nok ilt.

Heldigvis bevarer Amalie roen. Hun ved nøjagtigt, hvad hun skal gøre, justerer flowet på iltapparatet og ringer til alarmcentralen.

”I sender en ambulance med udrykning lige nu, det er ikke noget, vi skal diskutere,” siger hun myndigt.

Denne gang er hun ikke så bange. For i modsætning til tidligere, så er det jo ikke kræften, der er ved at slå ham ihjel. Det er bryllupsfesten og overanstrengelserne, der har fremprovokeret en reaktion.

”Tillykke med brylluppet,” siger ambulanceredderne, da de bærer ham ned ad trappen.

Kristian kæmper indeni. Men i ambulancen lover han sig selv, at uanset hvad der sker, så skal det her ikke være enden på hans liv – ikke på hans bryllupsnat. Han vil ikke overlade sin nygifte hustru til en verden uden ham. Ikke nu.

Hvad er et godt liv?

Det er tydeligt, at sygeplejerskerne og lægerne tror, at det er ved at være slut. De kommer ind på stuen på skift i de følgende døgn, som for at sige farvel.

”Er der et scenarie, hvor jeg overlever det her,” spørger han overlægen.

”Det bedst tænkelige er et relativt kort og hårdt liv med mange indlæggelser,” får han at vide.

Endnu en gang insisterer parret på, at Kristian skal hjem. Om han skal dø nu eller ej, så skal det ikke være i en hospitalsseng.

Han tænker meget over døden, livet og lykken. Igennem hele sit sygdomsforløb har han fokuseret på, at han skal have sit ’gamle’ liv tilbage. Fra dengang han spillede fodbold, løb, stod på ski og cyklede. Men kan man også leve et godt liv på andre måder? Hvis man er sengeliggende eller sidder i kørestol? Eller er bundet til en iltmaskine? Det tror han faktisk godt, at man kan.

Små glimt af succes

I begyndelsen er hvert åndedrag en kamp. Han ligger bundet til iltmaskinen i sengen det meste af tiden. Men alligevel, med Amalies urokkelige ro og pleje, begynder små fremskridt at vise sig.

På sin fødselsdag i slutningen af oktober prøver han første gang at slukke for iltmaskinen under morgenmaden. Selvom det er anstrengende, kan han faktisk godt, når bare han sidder stille.

Opmuntret af fremgangen begynder Kristian at eksperimentere. Han dropper ilten lidt længere tid ad gangen og vover sig ud på små udflugter i haven. Så en tur i skoven. Og atter senere en udflugt til Møns Klint.

De bittesmå sejre bliver ved med at rulle ind, i takt med at hans lungekapacitet langsomt bliver bedre. Og samtidig løftes barren for, hvordan livet kan komme til at se ud for Kristian og Amalie i fremtiden.

Omkring jul kan han gå tur med hunden uden ilt. Og en dag i foråret tager de i biffen. De er nervøse, for en simpel infektion kan stadig slå ham tilbage til start. Men det er også vigtigt for dem at leve livet. Det er helt surrealistisk at sidde der og guffe popcorn som et helt normalt par.

Det er vigtigt at lægge planer

Kristian nåede lige at aflevere sit speciale, før han blev ramt af leukæmi. Han stod foran en lovende karriere som ingeniør og havde en kontrakt i hånden. Men sygdommen satte en stopper for hans indtog i voksenlivet.

Derfor er det en kæmpestor sejr, da han i August 2023 kan begynde at arbejde. Og i december starter han for første gang sin karriere på fuld tid.

Det er tydeligt for Amalie, hvordan glæden lyser ud af Kristian, når han tager på arbejde. Bare det at køre ind på job, hente en kop kaffe og tænde for computeren. Det var der ingen, der havde troet, at han nogensinde skulle opleve for bare et år siden. 

Hans lungekapacitet er stadig kun på halv kraft, og en dag om ugen er han på hospitalet for at modtage behandling. Men hans krop bliver stadigvæk stærkere.

På et eller andet tidspunkt vil udviklingen måske stagnere. Men for Kristian er det også okay. For ham er det vigtigste ikke længere at dyrke en masse sport eller stå på ski igen. Bare det at have en normal hverdag med arbejde og Amalie gør ham lykkelig.

Lægerne på kræftafdelingen kalder Kristians historie ’et levende bevis på, at mirakler sker’. En af dem har fortalt ham, at de nogle gange, når deres unge patienter har det rigtig skidt, kigger på hinanden og siger: ’Husk nu på Kristian’. For ligesom at understrege, at det giver mening at kæmpe til det sidste, hvis bare man bliver ved med at håbe.

Lægerne har også sagt, at det er vigtigt, at Kristian og Amalie lægger planer for fremtiden – så det gør de! Lige nu planlægger de et brag af en fest, for deres bryllup blev jo ikke helt, som de havde drømt om. Så de vil gerne fejre livet og kærligheden igen. Fordi de stadig har begge dele.