Spring navigation over

Hver anden vil forbyde digital markedsføring af usunde fødevarer

54 pct. mener, at det skal være slut med digital markedsføring af usunde fødevarer.

Børn sidder ved computere
Børn og unges møder konstant markedsføring af usunde fødevarer på digitale medier. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Fødevareproducenter og influencere har på det seneste mødt heftig kritik for at reklamere for usunde fødevarer til børn og unge på sociale medier.

Erhvervsminister Morten Bødskov har taget handling og været i dialog med influencere og brancheorganisationer om problemet samt inviteret landets største fødevareproducenter til møde om, hvordan markedsføring af usunde drikke- og fødevarer kan reguleres.

Imens er flere end hver anden dansker enige i, at det er nødvendigt med lovgivning på området for at forebygge overvægt blandt danske børn og unge under 18 år. Det viser en rundspørge med 1.002 respondenter, der er fortaget af Epinion for Kræftens Bekæmpelse.            

54 pct. af de adspurgte ønsker helt at forbyde markedsføring af usunde føde- og drikkevarer på digitale medier som f.eks. sociale medier, hjemmesider og online spil. 55 pct. ønsker et forbud mod brugen af bl.a. influencere på emballage af usunde føde- og drikkevarer.

Lovændring er nødvendig 

Projektchef i Kræftens Bekæmpelse Peter Dalum glæder sig over den folkelige opbakning og opfordrer politikerne til at lytte til ønsket om en strammere markedsføringslov.

- Der er behov for en lov, der effektivt beskytter vores børn og unge mod fødevareindustriens påvirkning. Og det er vigtigt, at der fokuseres på den markedsføring børn og unge faktisk eksponeres for - og ikke kun den markedsføring, som er målrettet direkte til børn og unge, siger Peter Dalum og foreslår, at myndighederne udvikler en såkaldt ”ernæringsprofil.”

- Den kan være med til at sikre, at det ikke er tilladt at markedsføre føde- og drikkevarer, hvis indhold af f.eks. sukker, fedt eller salt overstiger en fastlagt grænse som myndighederne skal definere, forklarer han.

Ansvaret for overvægt er strukturelt

Hver tredje mener, at ansvaret for at forebygge overvægt og svær overvægt ligger hos barnet selv. Det på trods af, at børn og unge er mere påvirkelige overfor markedsføring og har svært ved at skelne mellem underholdning og manipulation.

Op til 80 pct. af den fødevaremarkedsføring, som børn og unge møder, viser usunde fødevarer med et højt indhold af fedt, salt og sukker.

- Det er på ingen måde barnets eget ansvar. Derfor er der brug for, at vi som samfund tager markedsføringen af usunde føde- og drikkevarer overfor børn og unge alvorligt og beskytter dem bedre med en strammere markedsføringslov, siger Peter Dalum.

Og det er vigtigt at forebygge overvægt allerede fra barndommen. For langt størstedelen af børn, der lever med overvægt, tager overvægten med sig i voksenlivet. Og udviklingen går desværre den forkerte vej.

- Overvægt kan påvirke børnenes sundhed, samt deres sociale liv og trivsel negativt. Derfor er der behov for politisk handling nu – og der er opbakning blandt danskerne, siger Peter Dalum.

Hvorfor får man overvægt?

Overvægt skyldes en kombination af genetik, biologi, vores samfund og omgivelser. Vil du vide mere om, hvad Kræftens Bekæmpelse mener, vi skal gøre for at gøre det lettere for borgerne i Danmark at holde en sund og stabil vægt?

Læs mere her