Hvordan kommer jeg godt igennem mit kræftforløb?

At få en kræftdiagnose kan føles som at blive kastet helt derud, hvor man ikke kan bunde. Her får du psykologens bud på nogle af de ting, du selv kan gøre for at navigere i en ny og uvis hverdag.

For et kræftforløb er en læreproces. Ingen kender alle behovene fra starten, og de vil ofte også ændre sig også undervejs. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Hvad gør jeg nu?

Det er et spørgsmål, der farer gennem hovedet på mange af de cirka 45.000 mennesker i Danmark, som hvert år får en kræftdiagnose og pludselig befinder sig i en helt ny og skræmmende situation.

Et kræftforløb betyder både travlhed i en helt ny hverdag med mange aftaler og behandlinger og samtidig ofte også perioder med meget lang ventetid og uvished.

– Som kræftpatient kan du have en følelse af, at alle bolde er kastet op i luften, og at du skal gribe dem alle på én gang. Men det kan du ikke. Og det skal du heller ikke, fortæller psykolog Maria Høst, som er rådgiver på Kræftlinjen i Kræftens Bekæmpelse.

For et kræftforløb er en læreproces. Ingen kender alle behovene fra starten, og de vil ofte også ændre sig også undervejs. Maria har derfor et helt klart budskab:

– Ræk ud! Tag en dag ad gangen, og når du mærker et behov, så bed om hjælp.

Vær åben og ærlig

Det kan være lettere sagt end gjort – både at skulle bede om hjælp, men også at tilbyde den som pårørende. De fleste vil gerne hjælpe, men kan være i tvivl om, hvad behovet er, og om dét, de kan tilbyde, er godt nok.

Som pårørende kan man også være bange for at sige noget forkert eller belaste den syge endnu mere ved selv at være ked af det eller bekymret. Derfor kommer nogle til at trække sig.

En ærlig og åben dialog er tit den bedste vej frem, fortæller Maria:

– Husk; I er alle på dybt vand. Ofte kan det være en lettelse for alle at tale så åbent og ærligt som muligt om, hvad der er af behov og ressourcer at trække på, når I skal finde ud af at navigere i alt det her.

Der er rigeligt med uvished og bekymringer i forvejen, så det kan give samhørighed og tryghed at vide, hvor man har hinanden.

Jeg fandt hurtigt ud af, at min vej gennem sygdomsforløbet var gennem åbenhed, humor og ingen forkerte spørgsmål.

Kvinde, brystkræft

Maria fortæller, at de på Kræftlinjen ofte taler med kræftpatienter om, at det kan være meget forskelligt, hvad ens netværk kan hjælpe med. Nogle er gode til at lytte og rumme, når det er særligt svært. Andre er bedre til at lave noget sammen, som f.eks. at gå en tur og sørge for adspredelse eller ordne praktiske ting.

Det er forskelligt, hvad ens netværk er gode til. Nogle er gode til at lytte og rumme det svære, mens andre har det bedre med f.eks. at hjælpe med noget praktisk.

Min familie og venner har været en kæmpe hjælp for mig, fordi de ikke er ’bange’ for at tale om – og spørge til – sygdommen.

Mand, lymfekræft

Få professionel hjælp

Det kan indimellem være godt at give dig selv lov til at have det dårligt uden at gemme det væk.

– Måske er du heldig at have folk tæt på dig, som er gode til at være sammen med dig i det svære. Og ellers er det præcis det, vi kan hjælpe med på Kræftlinjen, fortæller Maria.

Det er ikke alle behov, de nærmeste kan dække. F.eks. kan det nogle gange være rart at tale fortroligt med én, du slet ikke kender, og som intet har med dit liv at gøre.

Både på Kræftlinjen og i kræftrådgivningerne er de vant til at lytte og rumme de svære tanker og følelser. De ved også, hvor der er hjælp at hente til ting, hvor du eller dit netværk måske kommer til kort. Det kan f.eks. være socialfaglig eller psykologisk rådgivning – eller at få et overblik over de forskellige tilbud, der findes.

Hør Per og Lone fortælle om den hjælp, de har fået fra professionelle:

Krop og Kræft fik overraskende betydning

Da Per fik tilbuddet om at komme med på Krop og Kræft-holdet, orkede han det først ikke. Men han gjorde det alligevel og har aldrig fortrudt: Fællesskabet med de andre kræftpatienter fik uvurderlig betydning for ham.

1/2

Kræftlinjen var Lones støtte under hele forløbet

Lone er gift med Per, der blev ramt af prostatakræft. Under hele forløbet blev Kræftlinjen hendes faste holdepunkt. Her kunne hun altid tale med én, der kunne rumme hende lige præcis dér, hvor hun var, når hun ringede.

2/2

Find pauser fra sygdommen

Det er krævende at være i et kræftforløb både fysisk og mentalt, og det er helt naturligt, at du måske ikke kan det samme som tidligere. Måske tillader sygdommen eller behandlingen ikke længere motion i samme omfang som tidligere. Eller måske har arbejdet fyldt meget, og det kan være et stort savn at skulle undvære det og kollegerne.

De fleste oplever, at de gradvist får mere vished om deres sygdom og langsomt vender tilbage til en hverdag – om end det er en anden end før sygdommen. Og her er der især én ting, de fleste ifølge Maria kan have glæde af at huske på:

– Der er ingen, der kan holde ud, at sygdom fylder alt. Så det er godt at holde fast i normaliteten, hvor det er muligt, og få liv og adspredelse i hverdagen.

Det kan være din partner, børnebørnene, kæledyret eller gåture i naturen, der giver dig liv og adspredelse i hverdagen. Det kan også være uventede ting som f.eks. en ny hobby eller nye bekendtskaber.

Mit barnebarn satte i den grad kulør på livet og fjernede fokus fra det svære.

Kvinde, nyrekræft

Flere oplever, at mødet med andre kræftpatienter under behandlingen eller i særlige tilbud kan give noget helt særligt:

– Man kan erfaringsudveksle på en anden måde med en anden kræftpatient end med ens bedste ven, der aldrig har prøvet det før. Og samtidig kan ens bedste ven måske noget andet, fordi han eller hun kender dig godt.

Lige meget hvilke behov, der opstår undervejs, så er det vigtigt at række ud og få hjælp. Også efter behandlingen er afsluttet:

– Et kræftforløb slutter ikke nødvendigvis samtidig med behandlingen. Så det er vigtigt at blive ved med at række ud, når du oplever, at der er behov for det.

Herunder kan du læse en række kræftpatienter fortælle om, hvad der hjalp dem gennem deres kræftforløb.

Bo: Min kemo-kammerat holdt mit humør oppe

Et par dage efter at jeg havde fået fjernet den ene testikel på grund af testikelkræft, blev jeg indlagt på OUH for at få kemo. Heldigvis kom jeg fra første færd på stue med Klaus, og vi endte med at følges ad igennem hele forløbet.

Vi havde det møg-elendigt begge to. Jeg tabte håret og mistede fuldstændig appetitten. Men det hjalp virkelig at have én at gå igennem det hele sammen med.

Klaus og jeg lavede en masse fis, mens vi lå og havde det dårligt. Vi talte ofte om, hvad vi skulle spise, når vi fik appetitten igen. Og vi blev enige om, at når alt det her var slut, så skulle vi ud og drikke fadøl.

Det har vi heldigvis gjort flere gange, siden vi begge blev kræftfri. Sammen med min dejlig familie og mine fantastiske kollegaer var Klaus virkelig med til at få mig godt igennem det hele.

For Lisbeth blev Bollywood Zumba vejen frem

Da jeg fik brystkræft, begyndte jeg at danse en halv times Bollywood Zumba foran computeren hver morgen. Jeg forstår ikke et ord af teksterne – men det er en skøn måde at starte dagen på med fest og farver.

Jeg har altid dyrket morgenmotion, men kunne ikke fortsætte med at svømme om morgenen, mens jeg var i behandling. Lægerne var dog meget klare i spyttet: Hvis jeg ville godt igennem kræftforløbet, måtte jeg selv være en del af løsningen. Motion er vigtigt for kroppen, mens man får kemo og forebyggende medicin.

Det er en indisk dame, der kører holdet online, og der ligger en masse gratis videoer på YouTube, så det er lige til at gå til – bare søg på ’Dance with Deepti’. Bagefter er jeg varmet op, og dagen er skudt godt i gang.

Da jeg fik det bedre, aftalte jeg med en indisk veninde, at vi ville starte et hold med Bollywood Zumba her i Billund, hvor vi begge bor. Så det kører vi nu en gang om ugen i det lokale idrætscenter. Hun er instruktør, og jeg står for det administrative. Det løfter virkelig humøret, hver gang jeg har danset.

Bent: Pilefletning gør mig glad

– Pilefletning gør mig glad. Det holder de negative tanker væk, og tit glemmer jeg, at jeg har kræft. Det er kun, når nogen spørger til det, at jeg tænker på det, fortæller Bent.

I 2023 fik Bent konstateret prostatakræft med spredning. Efter kemo er kræften kommet i bero, men han skal leve med sygdommen indtil den dag, han ikke er her mere – der er ingen helbredende behandling.

Da kemobehandlingerne er overstået, og Bent har fået energien igen, spørger hans bror, om han vil med på et weekendkursus i pileflet.

– Nej, det tror jeg ikke, er noget for mig, siger Bent. Men hans kone, bror og svigerinde presser på, og til sidst siger Bent ja, for at få fred for deres plageri. Så kan han da bag efter sige, at han prøvede det, tænker han.

Men sådan går det ikke.

Bent bliver bidt af pilefletningen i en sådan grad, at det ender med, at han indretter et hjørne i stuen som fletteværksted. Tit sidder hans kone og spinder garn, mens han fletter. Kurve, bordskånere, bakker og fuglekugleholdere. På kun et år har 69-årige Bent flettet mere end 50 værker i pil.

Han har meldt sig ind i det lokale pilefletterlaug og tager med til deres kurser. Sommetider holder han også flettedag med sin bror og svigerinde.

Lisbeth: Jeg kunne ikke vente med at komme ud at ro

Jeg roede allerede inden, jeg blev ramt at kræft. Vi er et hold, der alle sammen er lidt oppe i årene, som ror til Rammstein-musik og konkurrerer for sjov. Så da jeg blev opereret for brystkræft, kunne jeg næsten ikke vente med at komme ud at ro igen.

Mit kræftforløb var forholdsvis mildt. Men alligevel bliver man jo bange. Der er en masse tanker, der går i gang, så snart ordet 'kræft' bliver nævnt. Der hjalp det mig virkelig at komme ud på vandet og lade tankerne flyve og glemme det hele.

De første 14 dage efter operationen skulle jeg blive i land. Det var hårdt at se de andre ro ud uden mig! Men derefter kunne jeg starte forsigtigt op igen.

Da vi havde roet 500 meter, spurgte jeg de andre, om vi ikke snart skulle ro stærkt? Jo, det kan vi da godt – hvis der ikke var én i båden, de skulle tage hensyn til, svarede de. Jeg havde glemt alt om, at jeg ikke måtte anstrenge mig. Alle bekymringerne var væk. Helt fantastisk!

Betina: Ridningen blev mit fristed

Ridningen har altid været mit fristed – der, hvor jeg kobler fra. Så da jeg for 4 år siden fik kræft i underlivet, var det selvfølgelig også hos mine to heste, jeg fik trøst.

Dagen inden jeg skulle opereres, kørte jeg ud til mine heste for at tage en sidste ridetur. "Vi ses på den anden side til et nyt liv", sagde jeg med et stik i hjertet.

Da jeg efter 14 dage blev udskrevet fra hospitalet, bad jeg min kæreste køre en tur forbi rideskolen på vej hjem. Han syntes, jeg var sindssyg, men jeg var nødt til at klappe dem. Det var det eneste rigtige for mig.

Kort efter fik jeg betændelse, og i lang tid gik jeg som en haltende gigtpatient. Lægerne sagde, at jeg måske aldrig ville kunne ride igen. "Det skal jeg fandme nok sørge for, at jeg kommer til", var mit svar.

En dag tog jeg ud for at sige hej til hestene, og jeg endte med lige at svinge mig op på en af dem, bare for at prøve det. Og så var det, som om hele bækkenet blev brækket på plads igen. Fra den dag kunne jeg gå helt almindeligt igen. Jeg tror, det var meant to be!

I dag er jeg kræftfri, men på det seneste har jeg stresset meget over nogle prøvesvar, som jeg snart skal have. Når jeg har det sådan, er det altid dejligt at køre ud til dem. De giver mig deres stille trøst helt uden at vide det.

Jeg er overbevist om, at hestene har reddet mig, både fysisk og mentalt. Hver gang sygdommen har slået mig i gulvet, har de været min største motivation for at komme tilbage. Dem ville jeg aldrig undvære.

Ullas kolleger gik sammen om et rørende initiativ

Da sms’en lander i Ullas indbakke, er hendes første tanke, at det kan hun da ikke tage imod.

Hendes kollegaer er netop kommet med det vildeste tilbud: I det næste halve år vil de levere sund mad til Ulla og børnene tre gange om ugen, mens Ulla får kemo.

Puha – den skal Ulla lige synke. På den ene side strider det hende imod at ligge sine kollegaer til last. Den type er hun bare ikke. Men omvendt er det også det fineste, mest generøse tilbud. Og hvor vil det kunne gøre en kæmpestor forskel for hende og børnene i den kommende tid, der uden tvivl bliver svær.

Læs Ullas historie

Gry oplevede overvældende hjælp fra netværket

Da Gry får kræft, bliver det umuligt at overskue en hverdag med små børn, kemo og frygten for aldrig at blive rask. Ikke engang sig selv kan hun rumme. Men hun møder hjælp i et omfang, hun slet ikke havde set komme.

– Hvordan skulle jeg overskue to små børn, der krævede noget af mig og ikke forstod, at jeg ikke havde tid og overskud, når jeg ikke engang kunne overskue mig selv? Jeg kunne faktisk ikke rumme dem, kunne ikke være den mor, jeg gerne ville. Det var en svær følelse, fortæller Gry.

– De kan bare komme herned og være, siger Grys nabo. Hun har selv børn og job, men Grys børn er altid velkomne. Så der kommer de over næsten hver dag efter vuggestue og børnehave.

Læs hele Grys historie

Få professionel hjælp og mød andre

Alle kræftpatienter og pårørende kan få gratis hjælp hos Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder professionel rådgivning og forskellige muligheder for at møde andre i samme situation. Se oversigt over alle tilbud her.

Få rådgivning og mød andre

Ring til Kræftlinjen

Alle berørt af kræft kan bruge Kræftlinjens gratis rådgivning, hvor du kan tale eller skrive med en professionel rådgiver. Ring eller skriv til Kræftlinjen, hvis du har spørgsmål om kræft eller brug for rådgivning og støtte: tlf. 80 30 10 30.

Læs om Kræftlinjen

Gå på opdagelse i Kræftens Bekæmpelses temaer

Vi sætter løbende fokus på forskellige temaer inden for kræftområdet. Følg med her på cancer.dk og vores sociale medier.

Temaer