10 dage før Kim Vilfort scorer til 2-0 mod Tyskland i EM-finalen i 1992, tager han hjem fra landsholdslejren til et møde på hospitalet, hvor hans 6-årige datter er i behandling for leukæmi.
- Min datters sygdom og død blev bundet sammen med EM, fordi det var en god historie, der solgte aviser. Men for mig var sygdommen og EM to vidt forskellige ting, der ikke havde noget med hinanden at gøre, fortæller Kim Vilfort.
Det virkelige drama var begyndt allerede et år før, da landsholdsspillerens 6-årige datter Line blev diagnosticeret med leukæmi.
- Som alle andre forældre med et barn, der får konstateret kræft, var det et chok. Det er jo noget, der kun sker for de andre, fortsætter han.
Allerede i sommeren '91, året før, gik behandlingen i gang på Rigshospitalet. Familien var bekymret, men havde en stærk tro på, at det hele nok skulle ende godt. Minna, Kims kone, tog orlov, og han fortsatte med at spille for Brøndby IF. Rationalet var, at det ville være langt sværere for Kim som fodboldspiller at komme tilbage efter en orlov, end det ville være for Minna, der havde et kontorjob.
- Vi snakkede det igennem, tog en beslutning og kom videre. På mange måder blev det vores opskrift på at håndtere Lines sygdom, fortæller Kim.
De overvejelser var ikke spor anderledes for de andre familier i samme situation, som parret mødte i den periode.
- Måske bortset fra, at jeg var en offentlig person, som pressen fulgte. Lines sygdom var ingen hemmelighed, og der blev også skrevet lidt om det. Men i det store hele fik vi lov til at være i fred, fortæller Kim.
I den første tid går behandlingen snorlige. Men i foråret ’92 begynder Lines målinger at afvige fra planen og følger ikke længere de skemaer, de skal. Lægerne beslutter, at en knoglemarvstransplantation er nødvendig.
På det tidspunkt er indgrebet ikke så gennemprøvet og veldokumenteret som i dag. Et nyt forløb går i gang. Der skal findes en egnet donor, og Lines tal skal blive bedre frem mod transplantationen. Kim og familien er dog stadig ved godt mod. For hvad skulle de ellers være, som han formulerer det?
I Malmø går EM i gang. Det danske hold er med på et afbud, men ender med at slå Frankrig i den afgørende puljekamp og kvalificere sig til en semifinale mod Holland. Kim er ikke med mod Frankrig den 17. juni. Efter aftale med Richard Møller Nielsen er han hjemme i København for at være med til et møde på Rigshospitalet om Lines behandling. Egentlig regner han ikke med at skulle tilbage, men da sensationssejren over de franske storfavoritter er en realitet, går turen retur over Øresund.
I virkeligheden er det ret udramatisk, men en svensk journalist opsnapper historien og laver en forside på Kims besøg hos sin kræftsyge datter. De danske aviser følger desværre efter, og det fylder meget i mediebilledet.
- Kioskernes spisesedler forstørrede historien til det urimelige og koblede for altid Lines sygdom til EM, selv om de ting intet havde med hinanden at gøre, fortæller Kim og fortsætter:
- Jeg følte, at jeg var i stand til at holde fokus på banen, men jeg var ked af det på min families vegne. Det føltes både forkert og unødvendigt, mener Kim, der nu bliver mødt af en endnu mere nysgerrig presse, da han vender tilbage til lejren.
Fem dage senere er han på banen igen i den dramatiske semifinale mod Holland og scorer i straffesparkskonkurrencen, der afgør kampen til Danmarks fordel. Endnu vildere bliver det, da han scorer til 2-0 i finalen mod Tyskland og er med til at gøre Danmark til europamestre for første gang.
Efter den obligatoriske fejring på Københavns Rådhus venter nogle ugers sommerferie. Men da ferien er ved at være overstået, bliver Lines tal værre. Tallene følger ikke det planlagte skema. Hun kan ikke tåle den kemo, der skal forberede hendes krop på operationen. Til sidst må lægerne give op. De kan ikke hjælpe hende, og i august dør Line på hospitalet med sin familie omkring sig. Rygmarvsdonoren var fundet, men Line nåede det ikke.
- Det var en forfærdelig tid. Vi var ramt af sorg, og samtidig skulle vi i gang med at forholde os til fremtiden. Jeg går i gang med at træne, og Minna begynder at arbejde igen efter et par måneder. Uden at snakke så meget om det tror jeg bare, at vi ser i øjnene, at livet må gå videre. Vi kan ikke ændre på noget, og vores søn er 3 år på det tidspunkt, så egentlig er der ikke andet at gøre end at komme videre, fortæller Kim.
Kim Vilfort foretrækker at se tingene, som de er. Han er rationel og observerende. Det fremgår også, når man taler med ham. Fakta skal være på plads. Han bryder sig ikke om at få lagt ord i munden. Han ønsker at være helt præcis, når han taler om de ting, der betyder noget.
- Jeg har altid haft en ret nøgtern holdning til livet, tror jeg. Tingene er, som de er, og du må håndtere dine kriser, mens du bevæger dig videre, fortæller Kim.
For Kim er det en slags uformuleret livsstrategi, som både Minna og han har med fra deres familiemæssige bagage.
- Vi er vokset op med, at tingene ikke kommer af sig selv, og at du tager ansvar. Selv om du er ked af det, er der andre, der har brug for dig, siger han.
Det nøgterne er måske et resultat af at være sportsmand på eliteniveau, forklarer Kim. Man kan ikke stoppe op for at have ondt af dig selv eller for at diskutere, om en skade er retfærdig eller et holdkort er rimeligt. Man håndterer det, der sker, tager en vis erfaring ud af det og går videre. Livet er ikke fair, men vi kommer bedst videre ved at forholde os til virkeligheden. Det betyder ikke, at man ikke sørger eller er berørt, men at man håndterer det nødvendige.
Han påstår ikke, at det er rigtigt for alle, der mister et barn til kræft. Vi skal hver især finde vores egen vej til at håndtere et tab, siger han.
Men for ham og Minna har det fungeret at se på verden uden at pakke den ind. Det har han blandt andet givet videre i sit livslange arbejde med unge mennesker. Kim Vilfort blev uddannet til skolelærer, mens han spillede professionel fodbold. Han har også i mange år været ansvarlig for talentudviklingen i Brøndby.
- En del af det arbejde handler om at håndtere modgang, skuffelser og sorg. Selvfølgelig slet ikke på niveau med at miste et barn. Men mekanismerne til at komme over tab og savn er de samme, forklarer han.
- Til gengæld er vi mennesker meget forskellige, så processen er aldrig ens. For os har det været en hjælp at forstå, at det er vigtigt at holde fast i det, du har fået – i stedet for det, du ikke har fået. Den indsigt er måske det bedste, vi kan give videre til andre, slutter Kim.
Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.