Spring navigation over

Kræftens Bekæmpelse til købmandsbranchen: Skru ned for jeres klynk, tak!

Læs debatindlæg fra Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef, Kræftens Bekæmpelse.

Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef, Kræftens Bekæmpelse.
Den hårde retorik tjener som røgslør for det virkelige problem: at omkring hver tredje ung under aldersgrænsen kan købe tobak og alkohol, fordi butikkerne ikke efterlever reglerne, skriver Mette Lolk Hanak. Foto: Tomas Bertelsen

Købmandsbranchen og liberale meningsdannere har været oppe i det røde felt, siden Sikkerhedsstyrelsen den 1.

juli fik bemyndigelse til at anvende kontrolkøbere på 15-17 år til at tjekke, om butikkerne overholder aldersgrænserne for salg af tobak og alkohol til unge.

Den nye mulighed bliver kaldt for »et overgreb«, »forkastelig« og »rystende«. De unge kontrolkøbere kaldes for »stikkere« og »børneagenter«, og der tegnes et billede af Danmark som et totalitært statsdiktatur i samme liga som DDR, Nordkorea og Pol Pot.

Den hårde retorik tjener som røgslør for det virkelige problem: at omkring hver tredje ung under aldersgrænsen kan købe tobak og alkohol, fordi butikkerne ikke efterlever reglerne og spørger om id. Og det er i virkeligheden det, der er forkasteligt og rystende.

I Kræftens Bekæmpelse mener vi, at kontrolkøbere er et relevant redskab for myndighederne, når vi nu kan se, at aldersgrænserne bliver overtrådt så ofte, som det er tilfældet. For det er nu engang butikkernes ansvar at overholde gældende lovgivning, og det gør de ikke alle nu. Butikkerne har haft årevis til at finde ud af, hvordan de kan overholde reglerne. Men det er ikke sket.

I stedet for at klynke over at blive taget i at bryde loven burde branchen tage en tudekiks og finde ud af, hvordan den kan overholde aldersgrænserne
Mette Lolk Hanak

Vi ser gerne, at der på sigt kommer et bedre værktøj som digital alderskontrol. På det punkt er vi enige med købmandsbranchen.

Men så længe den mulighed ikke findes, er kontrolkøbere nødvendige.

Tænk, hvis hver tredje snød i skat. Hvis hver tredje kørte over for rødt i lyskryds. Hver tredje restaurant ikke overholdt hygiejnereglerne. Er der andre områder, hvor vi ville acceptere, at loven blev overtrådt i hvert tredje tilfælde uden at skride ind? Jeg tror det ikke.

Rygning er hvert år skyld i 16.000 dødsfald alene i Danmark, og tobaksindustrien forsøger utrætteligt med at rekruttere vores børn som nye kunder. Alkoholindustrien designer produkter til helt unge, fordi sprut nu engang bliver nemmere at få ned, når den er blandet op med rigelige mængder sukker og smagsstoffer.

Både tobak og alkohol er kræftfremkaldende, og aldersgrænserne er der af en grund - ikke for at genere butikkerne, men for at beskytte børn og unge fra stærke kommercielle interesser, der skader deres helbred.

Købmandsbranchen giver indtryk af, at Sikkerhedsstyrelsen ved hjælp af unge kontrolkøbere bevidst forsøger at lokke kassemedarbejderen til at falde i fælden. Det er langt fra virkeligheden - salget til mindreårige kommer nemlig helt af sig selv. De unge kontrolkøbere er selv overraskede over, hvor glat det går, når de lægger øl på kassebåndet eller beder om en pakke cigaretter.

I stedet for at klynke over at blive taget i at bryde loven burde branchen tage en tudekiks og finde ud af, hvordan den kan overholde aldersgrænserne. Hvis ikke den magter opgaven, skal den måske ikke sælge produkterne?

Vi er mange forældre, der håber, at man ude i butikkerne vil lægge sig i selen og stoppe med at sælge sprut og nikotin til vores børn. Vi kan kun ændre unges druk- og rygevaner, hvis vi alle arbejder i samme retning. Og her er det butikkernes mindste opgave at overholde reglerne for salg.

Det er positivt, at vores politikere tør tage effektive skridt for at beskytte børns og unges sundhed. Desværre drukner de gode initiativer ofte i modstand og brok fra kommercielle aktører, der frygter for deres indtjening. Det gør ikke noget godt for debatten, og det virker ærligt talt ynkeligt - så skru ned for det og op for indsatsen for at håndhæve aldersgrænserne, tak!

Nyhedsbrev for patienter og pårørende: Få inspiration, støtte og sidste nye viden.