Spring navigation over

Kræftrådgivningen i Roskilde flytter med kræftpatienter og pårørende til Sjællands Universitetshospital i Køge

Kræftens Bekæmpelse er i fuld gang med planlægning af det nye byggeri.

Kræftrådgivning i Roskilde flytter fra Gormsvej i Roskilde til Lykkebækvej ved Sjællands Universitetshospital i Køge
På billede ses Kræftrådgivning i Roskilde, som skal flytte fra Gormsvej i Roskilde til Lykkebækvej ved Sjællands Universitetshospital i Køge. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Når al specialiseret kræftbehandling i Region Sjælland samles på i Sjællands Universitetshospital i Køge i slutningen af 2026, flytter Kræftrådgivningen i Roskilde med.

Kræftens Bekæmpelse er i fuld gang med planlægningen af byggeriet, som opføres på en nabogrund til hospitalet.

- Den kommende kræftrådgivning vil tilbyde rådgivning, aktiviteter, grupper og fællesskaber til kræftpatienter og pårørende tæt på hospitalet og kræftbehandlingen, siger Pernille Slebsager, patientstøttedirektør i Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse planlægger efter, at der i slutningen af 2026 etableres et lokalt rådgivningstilbud i Roskilde, hvor kræftpatienter og pårørende kan bestille tid til rådgivningssamtaler.

Den nye Kræftrådgivningen i Køge bliver på 840 m2 og opføres på Lykkebækvej. Det er planen, at den skal opføres efter principperne om helende arkitektur, som også ses i Kræftens Bekæmpelses øvrige kræftrådgivninger og i den nuværende Kræftrådgivning i Roskilde.

I den kommende byggeproces inddrages kræftpatienter og ansatte og frivillige i Kræftrådgivningen i Roskilde og Lokalforeningen i Køge.

Kræftrådgivningen i Køge forventes at blive taget i brug i udgangen af 2026.

Få rådgivning og mød andre

Er du kræftpatient eller pårørende, og har du brug for at tale din situation igennem? Kræftens Bekæmpelse tilbyder rådgivning over 40 steder i landet.

Få rådgivning og mød andre