Få gode råd til at spise mere grønt
Mangler du inspiration til at få flere grøntsager ind i hverdagen?
Læs mere herDer bliver spist alt for få grøntsager, og særligt slemt står det til blandt mændene.
Grøntsager er sundt og en vigtig del af vores kost. Men kun lidt flere end halvdelen af danskerne spiser grøntsager hver dag. Det viser ny Voxmeter-undersøgelse. Her svarer kun 55 pct., at de spiser grøntsager dagligt. Og værst står det til hos mændene. Mens seks ud af ti kvinder dagligt sørger for grønt på tallerkenen, er det kun fem ud af ti mænd, der spiser grøntsager hver dag.
- En varieret kost med mange grøntsager er vigtig for vores sundhed. Derfor er det ærgerligt, at kun lidt over halvdelen af danskerne får grøntsager hver dag, siger Susanne Tøttenborg, chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.
I anledningen af Den Nationale Grøntuge sætter Kræftens Bekæmpelse fokus på, hvor vigtigt det er med en kost med mange grøntsager. Men også at det kræver nem og lige adgang til frugt og grønt.
- En lavere moms på frugt og grønt vil kunne øge salget og dermed indtaget af de sunde fødevarer. Det vil gøre en forskel for danskernes køb af de sundere valg. Det kan vi se, når supermarkedskæderne fjerner momsen på frugt og grønt, siger Susanne Tøttenborg.
Frugt og grønt fylder i maven og indeholder samtidig få kalorier. Det gør det nemmere at undgå overvægt, som er en risikofaktor for udvikling af mindst 15 forskellige former for kræft.
- Grøntsager kan også være en god erstatning til ultraforarbejdede fødevarer. Ultraforarbejdet mad er koblet til en større risiko for 32 forskellige sundhedsproblemer, herunder overvægt, hjertekarsygdomme og kræft. Det er et meget sundere valg at vælge grøntsager i stedet, forklarer en af Danmarks førende kostforskere, Anne Tjønneland.
Et af de officielle kostråd er desuden at spise 600 gram frugt og grøntsager om dagen, hvoraf mindst halvdelen af de ’6 om dagen’ skal være grøntsager. Og gerne grove grøntsager som fx ærter, kål og rodfrugter. Der er altså grunde nok til at få flere grøntsager på bordet.
Mangler du inspiration til at få flere grøntsager ind i hverdagen?
Læs mere her