Lene er 25 år, da Rasmus bliver ramt af kræft. Det forandrer deres liv, men ikke deres kærlighed.
Lene og Rasmus bruger timevis på at kigge efter drømmehuse på nettet. Det er blevet en passion for dem at lede efter ejendomme i Spanien – en måde at fordrive tiden på hospitalet på.
Deres drømmehjem har varme farver på væggene, en stor køkkenhave og en række frodige frugttræer pryder den parklignende have.
- Vi var meget intenst sammen, det har vi altid været. Jeg troede på, at det var ham, jeg skulle have børn og blive gammel sammen med. Sådan blev jeg ved med at have det, også selv om han var syg, fortæller Lene.
Det er mærkeligt at tænke på nu, at det ikke blev sådan. Rasmus gik bort den 26. juni 2022.
Lene og Rasmus har boet sammen i to år og studerer begge på Copenhagen Business School, da Rasmus i april 2021 får det dårligt. Det begynder med hævede lymfeknuder på halsen, som han går til lægen med. Her bliver han henvist til yderligere undersøgelser på Rigshospitalet med mistanke om kræft.
Alene ordet sender chokbølger igennem det unge par. Lene googler og tænker, at det kan være lymfeknudekræft. De taler ikke om det, men hun forestiller sig, at Rasmus også googler. De ringer også til Rigshospitalet og bliver forsikret om, at der endnu ikke er tale om en kræftdiagnose.
Rasmus fortsætter sit liv med studie, sport og venner, mens de venter på svar på de mange undersøgelser og prøver. På det tidspunkt spiller han basket på eliteplan.
- Han skriver bachelorprojekt, træner seks gange om ugen og slår sin egen rekord i 10-kilometer løb. Han ville sikkert hade mig i dag, hvis han vidste, at jeg ikke kan huske, hvor hurtigt han løb, men det var rigtig hurtigt, fortæller Lene.
Lene og Rasmus er fortrøstningsfulde. Men i løbet af den måned, Rasmus bliver udredt, vokser den hævede lymfeknude, og det samme gør deres bekymring. De opdager selv flere hævede lymfer i lysken og armene og kan læse sig til, at hvis der skulle være tale om lymfeknudekræft, er det i et mere kritisk stadie.
Lægerne vælger at fjerne knuden i halsen for at undersøge den nærmere. Operationen går fint, og Rasmus kommer hjem og er igen ved godt mod. Indtil han to dage senere pludselig får det meget dårligt.
- Vi er hjemme i lejligheden, og jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal stille op. Hans hoved og hals går nærmest i ét på det her tidspunkt. Han har høj feber og er så syg, så syg. Hvad gør man? Ringer efter en ambulance? Jeg har ikke prøvet at stå i sådan noget før.
De tager en taxa til hospitalet, hvor Rasmus bliver indlagt og får taget flere prøver. Mens de venter på svar, går Lene ud på gangen og ringer til en studievejleder for at spørge, hvad de skal gøre med de bachelorprojekter, de begge er i gang med at skrive, hvis det viser sig at være kræft.
Tilbage på stuen er stemningen trykket. En læge fortæller, at Rasmus har leukæmi – en meget aggressiv form. Behandlingen med kemoterapi skal i gang med det samme.
Rasmus tager Lenes hånd og siger, at det nok skal gå. Det er noget lort, men det skal han nok klare.
Lene vælger at fokusere på at give Rasmus god energi og være glad, især når hun er på stuen hos ham.
- I starten fik jeg meget den der kampgejst og gå-på-mod-følelse. Det skal vi nok klare! Jeg sov inde hos ham de første mange nætter og var en sjælden gang imellem hjemmefor at få snakket med mine forældre i mere private omgivelser. Så græd jeg, var bange og syntes, det var uretfærdigt.
Lene og Rasmus har helt fra begyndelsen troet på, at det skulle være de to sammen. At de skulle opleve livet og få børn sammen. Så undervejs i sygdomsforløbet insisterer de på at blive ved med at drømme om alt det gode, der skal ske i fremtiden.
- I begyndelsen var jeg vildt utryg ved, om jeg kunne sige noget om fremtiden sammen med ham. Men så sagde Rasmus, at vi en dag skule vi til Spanien og dyrke alverdens grøntsager. Så vidste jeg, at jeg godt kunne dele mine fremtidsdrømme med ham, fortæller Lene.
I den første del af forløbet er Rasmus stabil nok til at få ambulant behandling – det vil sige at komme hjem imellem behandlingerne. Det lykkes dem begge at få afleveret deres bachelorprojekter, og Lene påbegynder sit kandidatstudie på halv tid. Det bliver sommer, og parret prøver at leve så normalt som muligt.
Når Rasmus har energi til det, cykler de ud og spiser i en park, ligger og slapper af. Derhjemme åbner Lene altandøren på vid gab, så han kan få frisk luft og sommerfølelse.
- Jeg havde lidt en mor-rolle, hvor jeg skulle give omsorg og sørge for at gøre alting lettere for ham. Men han var rigtig god til at sætte pris på det og snakke med mig om, hvordan det var at være mig. På den måde var han god til at skabe plads til os begge to i det svære forløb, fortæller hun.
Lene tager sig af alt det praktiske med at handle, gøre rent og lave mad, og hun hjælper Rasmus med at stikke sig med nogle medicinsprøjter, så han ikke skulle stikke sig selv.
- Det var virkelig ubehageligt, og jeg følte mig meget alene om opgaven. Det var jo under corona-nedlukningen, og det var svært at få hjælp udefra fra familie og venner, fortæller hun.
Det er svært for Rasmus ikke at kunne bidrage og gøre de ting, han plejer.
- Han fik vildt dårlig samvittighed over, at jeg styrtede rundt. Han kunne godt stå oprejst og vaske tre ting op, men så var han helt færdig. Det var svært for ham psykisk, fortæller Lene.
- Du ville jo gøre det samme for mig, hvis det var omvendt. Og det går over, sagde jeg til ham.
I løbet af efteråret 2021 får Rasmus det værre, delvis på grund af den skrappe kemo. Han er derfor indlagt det meste af tiden.
I oktober gennemgår han en vellykket knoglemarvstransplantation, og han får det igen lidt bedre. De har en hyggelig jul og en god nytårsfest hjemme, men i slutningen af januar får de den ubegribelige besked: Rasmus har fået tilbagefald.
Han tager imod et tilbud om eksperimentel behandling, men leukæmien er aggressiv og hårdfør, så behandlingen virker ikke efter hensigten. En scanning i maj måned viser desværre, at kræften igen er tilbage i brystkassen.
Rasmus bliver erklæret terminal – han har få måneder eller måske kun uger tilbage at leve i, siger lægerne.
- Det var så unfair. Vi troede virkelig på ideen om, at kærligheden overvinder alt, og at vores stærke kærlighed til hinanden kunne klare det imod alle odds. Vi holdt stædigt fast i håbet, fortæller Lene.
Dagen efter den hårde besked er de på stranden, hvor Rasmus falder på knæ og frier til Lene. Hun siger selvfølgelig ja. De planlægger i første omgang brylluppet til om 18 dage, men ugen efter kommer endnu en voldsom besked: ’Det er ikke sikkert, at du er her i næste uge,’ siger lægen.
Lynhurtigt får de får stablet et bryllup på benene. Og 12 timer senere afholder de en smuk ceremoni i Amorparken ved siden af Rigshospitalet med 50 gæster og Lene i en hvid kjole, hun har købt på nettet.
- Det var meget eventyrligt. Og lige der tror jeg, vi glemte, hvad der var ved at ske, husker hun.
Parret bliver ved med at holde fast i drømmen om, at skal fejre kærligheden til det oprindeligt planlagte bryllup.
- Hvis jeg ikke kan være her og fejre med, så fester og danser jeg med fra himlen. Det er nok også et kønnere syn, end hvis jeg skal svinge træstokken her, siger Rasmus til Lene.
Så ugen efter vielsen holder de en stor fest for 100 mennesker. Rasmus er meget syg, og han sidder i kørestol den sidste måned. Men alligevel når de at spise på Michelin-restaurant, tage en tur til Malmø og Knuthenborg Safaripark, inden han bliver for svag til at komme ud af sengen.
Det vigtigste for Lene igennem hele forløbet er at fortælle Rasmus, hvor meget hun elsker ham. Han skal forkæles, for det fortjener han, synes hun.
- Jeg sidder jo tilbage nu med en følelse af at være fyldt til bristepunktet med kærlighed. Jeg har haft så mange gode oplevelser sammen med Rasmus, og dem er der aldrig nogen, der kan tage fra mig. Det giver mig en form for ro, siger hun.
Rasmus ønsker at samle sin familie og venner omkring sig i de sidste dage af sit liv. De kommer på besøg, og det sidste døgn er de nærmeste samlet for at tage afsked.
- Vi sidder omkring ham, deler minder og fortæller gode historier natten lang. Og morgenen efter siger jeg, at nu giver vi dig lige et kram alle sammen. Kort efter åbner han øjnene, kigger på os og tager sin sidste vejrtrækning, husker Lene.
Det har taget tid for Lene at vænne sig til at tale om Rasmus i datid. Hun kan stadig mærke ham og få fornemmelsen af at tale og grine med ham.
- Han ønskede, at vi skulle spille Always Look on the Bright Side of Life til begravelsen. Det var det eneste ønske, han gav udtryk for i forbindelse med sin forestående død. Ellers talte han ikke om det. Jeg har altid syntes, at den sang var så åndssvag og lallet. Men det endte med, at vi bar kisten ud til den, så på den måde fik han det sidste ord. Vi har været så tæt sammen, jeg har ham med i mig.
Rasmus er også med Lene i hjertet, da hun gennemfører sin kandidatuddannelse.
- I begyndelsen tænkte jeg, at jeg ikke kunne være glad. Men nu, to år senere, sidder jeg og er rigtig glad, men samtidig er der også plads til nogle gange at være rigtigt ked af det indeni. Man kan godt være glad nogle gange, mens man sørger, slutter hun.
Lene er en del af Ung Kræfts nye fortællerkorps for unge pårørende og unge efterlevende, der mistet en ung til kræft. Med deres historier nedbryder de tabuer, taler højt om det, der er svært og sætter gang i en dialog om det at stå ved siden af i et kræftforløb - midt i ungdomslivet.
Book dem her