Da Michal fik kræft som 20-årig, gjorde én kvinde stort indtryk på ham
Michal Kryta mener, at det at have været kræftpatient har gjort ham til en bedre social- og sundhedsassistent.
20-årige Michal står i motorvejens grøftekant og kaster op.
Ikke fordi han drak i går eller er blevet usædvanligt køresyg. Nej, hans krop har ikke haft det godt længe.
Først var det forstoppelse og blod i afføringen. Så ramte en halsbetændelse. Nu er det hovedpine, og han er både sløv og bleg.
Som han står dér i grøftekanten, er han på vej i praktik som social- og sundhedsassistent. Når han kommer hjem, skal han i gang med de sidste forberedelser til at flytte hjemmefra.
Voksenlivet skal lige til rigtigt at begynde, men nu er både bilen og tilværelsen i gang med at køre ud på et sidespor.
”Har jeg, hvad der skal til?”
Knap to år tidligere står Michal bøjet over sengen hos en meget gammel dame. Hun er lille og tynd, kan hverken snakke eller spise og får mad gennem en sonde.
Michal er i sin første praktik på et plejecenter. Og ret så forskrækket, må han indrømme.
- Jeg kan huske, at første gang jeg skulle vaske og give hende tøj på, der var jeg meget bange for at røre hende, fortæller Michal.
Faktisk sætter han spørgsmålstegn ved, om han overhovedet har det, der skal til for at være i faget. Om han kan finde ud af at møde borgerne, når de er allermest svage og syge.
- På det her tidspunkt, var det bedste, jeg kunne gøre at forsøge at sætte mig i deres sted. At forestille mig, hvor svært det er at være så syg, husker han.
Men sådan bliver det ikke ved med at være.
Med telefonen på højtaler
Michal sidder sammen med en læge, og på bordet ligger hans telefon. Hans far er i røret og står nede på parkeringspladsen og lytter med.
På grund af coronapandemien skal Michal til at modtage en alvorlig besked alene.
Efter situationen på motorvejen har han været indlagt og igennem flere undersøgelser og prøver. Lægerne har fundet en knude på tolvfingertarmen på størrelse med en golfbold. Det har vist sig at være kræft. Siden er han startet i kemobehandling, som skal skrumpe knuden, indtil den er lille nok til at blive opereret ud.
Nu sidder han foran en onkolog, som ærligt fortæller ham om prognosen
- Han kan ikke love mig, at jeg kommer ud af det. Han kan ikke sige, om jeg vil dø af det. Han siger, at det ville være fornuftigt at forberede mig på alle scenarier, husker Michal.
Selvom det er hårdt at høre, er det vigtigt for Michal at få sandheden at vide.
I den anden ende af røret forsøger hans far at forholde sig roligt. Men stemmen ryster, kan Michal godt høre.
Da de samles på parkeringspladsen, føles det fuldstændigt surrealistisk.
En engel kommer forbi
På hospitalet er der en person, som gør helt særligt indtryk på Michal. Det er en social- og sundhedsassistent, som passer ham, mens han er indlagt.
Hun er en lav, korthåret kvinde. Michal synes, at hun ”ligner en mor”, da hun kommer ind på stuen og holder ham i hånden.
- Hun er en skulder, jeg kan læsse af på og græde ud ved, husker Michal.
- Du skal nok blive færdiguddannet. Du skal nok blive gift og få børn, fortæller hun ham.
Noget, han i den grad har brug for, mens alle de store spørgsmål popper op: Hvad med min uddannelse? Hvad med min nye lejlighed og det nye kapitel i mit liv?
- Jeg tænker bare: Mit liv burde starte nu. What the fuck?
Han kalder social- og sundhedsassistenten ”en lille engel”.
Omringet af fjenden
Behandlingsudsigterne begynder at tegne bedre, men Michal er en del af risikogruppen under corona-pandemien og er i en periode sygemeldt fra sit studie.
Da han endelig kommer tilbage i praktik, er det bestemt ikke nemt. Han føler sig nærmest som en robot, når han trækker i uniformen.
- Det er mig, der er syg. Jeg har ikke overskud til andre syge mennesker end mig selv, tænker han.
Da han søgte ind på uddannelsen, var det med drømmen om at kunne hjælpe mennesker.
Men lige her har han bare lyst til at kaste håndklædet i ringen og give op på faget:
- Jeg var omringet af det, der var min største fjende på det tidspunkt: Sygdom, hospitaler og sundhedsvæsenet generelt.
På hospitalet - nu i uniform
Alligevel bliver han i faget. Hans kolleger hjælper og motiverer ham.
Senere kommer han i praktik på en hospitalsafdeling, og det begynder at gå op for ham, at hans egne oplevelser som patient faktisk kan gøre ham til en bedre social- og sundhedsassistent.
- Jeg ved, hvad det betyder at have ondt. Jeg ved, hvad det betyder bare ikke at magte det at være syg.
Michal oplever, at han er blevet bedre til palliativ pleje og til at snakke med pårørende og patienter, som er bange for døden.
- Jeg er ikke bange for at sætte mig ved siden af dem og give dem et kram, hvis det er det, de har brug for.
Af og til deler han også noget om sin egen situation. Men ikke uden overvejelser:
- Patienterne skal ikke lige pludselig have ondt af mig, understreger han.
Et fagligt forbillede
I vinteren 2024 afslutter han både sin behandling og færdiggør sin uddannelse. Og så har han fået tilbudt et job på det plejecenter, hvor han har været i praktik.
Det har han sagt ja til.
I dag tænker han tilbage på den social- og sundhedsassistent, som passede ham, da han selv var syg, og forsikrede ham om, at det hele nok skulle gå.
Læser hun med, vil han gerne sige tak og fortælle hende, at alt er godt.
Dér har han sit faglige forbillede.
- Det er sådan en medarbejder, jeg gerne vil være, slutter han.