38-årige Camilla Rothmann ved, at hun inden for få år skal forlade lille Villum. Men hvordan får man det bedste ud af den tid, der er tilbage? Det forsøger Camilla hver dag at finde svaret på
Camilla Rothmann har besluttet sig for snart at gå i gang med at skrive de sværeste breve i sit liv. De er til hendes søn, Villum, der fylder fem år lige om lidt.
Brevene skal handle om, hvordan han var som barn. Hvordan hun så ham, og hvordan deres forhold var. For Villum skal vide, at hun elsker ham. At hun er stolt af ham. Og at hun følger med i hans liv et andet sted fra.
Jeg har udskudt det i et stykke tid, fordi jeg ved, det bliver så sindssygt hårdt at skrive dem. Men jeg vil gøre det, mens jeg stadig har det nogenlunde. Det er meget vigtigt for mig, siger hun.
38-årige Camilla lider af uhelbredelig brystkræft med metastaser til hjernen. For lidt over et år siden fik hun at vide af lægerne, at hun havde mellem et og fem år tilbage at leve i.
- Det er mega-uretfærdigt, at jeg ikke kommer til at opleve Villums konfirmation, bryllup og alle de ting. At jeg ikke kan være her gennem hans opvækst. Men jeg er en stærk person. Og jeg har accepteret, at jeg skal dø af det her. Derfor forsøger jeg at forberede mig bedst muligt på at skulle herfra, og hver dag gør jeg alt, hvad jeg kan, for at få det allerbedste ud af den tid, jeg er her, fortæller hun.
I næste øjeblik kunne jeg læse, at kræften havde spredt sig til min hjerne
I december 2020 har Camilla været kræftfri i et halvt år efter et hårdt forløb med brystkræft. Men hun kan mærke, at der er noget galt, og de seneste måneder har hun gået til den ene undersøgelse efter den anden.
Efterhånden tror hun, at hun nok bare bilder sig ind, at hun er syg. Men til sidst foreslår lægerne en scanning af hjernen – bare for at udelukke, at der kan sidde noget der.
Dagen før nytårsaften sidder Camilla i soveværelset, da svaret fra scanningen tikker ind på sundhed.dk. Hun er indkaldt til samtale på Rigshospitalet 6. januar, men nu ligger svaret jo her lige foran hende på computeren. Hun tænker, det vil give hende ro i kroppen hen over nytåret at vide, at der ikke er noget galt. Så hun logger ind for at tjekke det.
- I næste øjeblik kunne jeg læse, at kræften havde spredt sig til min hjerne. Jeg havde lyst til at skrige og græde, men jeg holdt sammen på mig selv, fortæller hun.
Hendes mand Andreas og Villum går nemlig rundt i værelset ved siden af og gør klar til, at en af Villums kammerater kommer forbi til en legeaftale. Camilla kan ikke få sig selv til at smadre deres verden lige nu. Så hun skynder sig forbi dem.
’Jeg kører nu’, råber hun i forbifarten til Andreas, der tror, hun skal ud at handle.
Følelserne pisker rundt i kroppen, da hun når ned til bilen. Men hun tvinger sig selv til at køre et par kilometer væk, før hun holder ind til siden. Hun vil ikke risikere, at Villum kommer forbi og se hende sidde der.
- Først da brød jeg fuldstændig sammen. Min verden gik under. Jeg kunne ikke tænke andet, end at nu skulle jeg dø. Nu skulle Villum miste sin mor. Det var forfærdeligt, husker hun.
Da Camilla kommer hjem til familien et par timer senere, kan hun ikke udskyde det længere. Hun er nødt til at fortælle, hvad der er sket.
- Jeg kunne ikke lade være med at græde, selv om Villum var der. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at det er okay at græde foran sine børn, så længe man husker at sige, at det ikke er på grund af dem, at man er ked af det. Men dengang ville jeg bare skåne ham, fortæller hun.
Det hele føltes tomt. Jeg kunne bare slet ikke overskue at snakke med nogen
Dagen efter – på nytårsaftensdag – har Camilla og Andreas en samtale med lægen, mens Camillas søster går en tur med Villum. Familien er i mellemtiden røget i corona-isolation, så de sidder i deres egen sofa og får beskeden over telefonen: Kræften er uhelbredelig. Camilla har et sted mellem et og fem år tilbage at leve i.
- Det er den eneste sætning, jeg kan huske fra den samtale: Mellem et og fem år. Jeg gik fuldstændig i chok, fortæller hun.
De følgende dage er alt sort. De bliver alle tre ramt af corona, så de er isoleret sammen 24 timer i døgnet. De voksne er syge, mens Villum er frisk og vil lege og underholdes. Samtidig er alt kaos indeni.
- Jeg var i dyb sorg. Hvis bare vi havde kunnet aflevere ham i børnehave, kunne jeg have grædt imens. Men nu skulle jeg hele tiden prøve at holde facaden. Det var en frygtelig hård periode, husker hun.
Da isolationen endelig er overstået, kan Camilla ingenting. Hun burer sig inde i hjemmet, og kun når hun skal på hospitalet, sniger hun sig ned i bilen. Men hun skynder sig direkte hjem igen bagefter.
- Det hele føltes tomt. Jeg kunne bare slet ikke overskue at snakke med nogen, beretter hun.
Der går en hel måned på den måde. Men pludselig en dag slår det ned i Camilla som et lyn fra en klar himmel: Nu går den ikke længere. Det er ikke sådan her, hun vil leve sit liv.
- Lige der besluttede jeg mig for, at jeg skulle være glad igen. Jeg ville have det bedste ud af den tid, jeg havde tilbage. Jeg ville have den positive Camilla igen. Ikke mindst for Villums skyld – jeg var jo stadig hans mor, fortæller hun.
Så Camilla tager en varm dynejakke over skuldrene. Og så marcherer hun ned i Lagkagehuset efter en af sine yndlingsfastelavnsboller med Sarah Bernhardt- og hindbærmousse.
- Det var det år, hvor der var mega hype om fastelavnsbollerne, og der var kø ude foran bageren. Så nu skulle jeg sgu også have sådan én! Og jeg kunne mærke, at det føltes virkelig godt at komme ud blandt folk igen, siger hun.
Cirka en gang hver anden måned tillader Camilla sig selv at blive ked af det. Det er okay for hende at rumme de følelser, så længe de ikke overskygger alt det gode i livet.
- Det er især, når jeg ligger og kigger på Villum efter puttetid. Han ser så uskyldig ud, når han sover, og så kan tanken om, at jeg skal forlade ham, få mig til at græde helt vildt. Tanken om, at jeg ikke kan være der for ham i livet… Men så er Andreas altid god til at støtte og trøste mig, fortæller hun.
Villum ved godt, at hans mor er syg. Han var med til at barbere håret af, da Camilla først fik kræft. Men han ved ikke, at hun skal dø af det.
- Vi har nok tidligere forsøgt at beskytte ham lidt for meget. Men børn er så kloge, så de kan godt fornemme, når der er noget i vejen. Så er det bedre at være ærlige om tingene, selvom det kan være hårdt. Men hvor meget af det vi skal fortælle ham, har vi været i tvivl om.
For nyligt var Camilla derfor med i en podcast hos Kræftens Bekæmpelse, hvor hun fik gode råd af et hold eksperter til at håndtere Villums sorg.
- De hjalp mig med at nå frem til, at jeg ikke behøver sætte mig ned og fortælle Villum, at jeg kommer til at dø af det her. Men når han er stor nok til selv at spørge, skal han have det at vide. Eller når jeg kan mærke, at det kommer tættere på. Vi må ikke holde det hemmeligt for ham, fastslår hun.
Hør podcasten HER
Hver tirsdag aften tager Camilla kemo-tabletter. Derfor har hun det dårligt onsdag morgen, så det er den eneste dag på ugen, hvor hun ikke står op sammen med de andre. Men hver gang kommer Villum ind til hende, inden de tager afsted, og giver hende et kys og et kram.
- Jeg ligger altid og glæder mig til det øjeblik. Det er en lille ting, men det betyder bare helt vildt meget, smiler hun.
Den slags små øjeblikke har fået hende til at genoverveje, hvordan hendes sidste tid skal være. I lang tid var hun overbevist om, at hun ville på hospice for at skåne Villum og Andreas. Men nu er kun kommet i tvivl.
- Det giver mig så meget glæde at have Villum helt tæt på; at se ham lege og hygge sig, eller bare ligge og sove. Så måske kan vi godt få det til at fungere med mig herhjemme, hvis bare vi kan få tilstrækkeligt med hjælp. Men omvendt frygter jeg også, at det kan blive en stor byrde for dem at have en meget syg mor herhjemme. Så jeg har ikke besluttet mig helt endnu.
I podcasten fik Camilla det råd, at hun sammen med Andreas og Villum skal tage på besøg på et hospice i nærheden, så de kan få en fornemmelse af, hvordan der er sådan et sted.
- Jo mere, jeg tænker over det – desto bedre en idé synes jeg, det er. Det tror jeg, vi gør snart, siger hun.
I øjeblikket tænker Camilla meget over, hvad det er for nogle aftryk, hun vil sætte på verden, inden hun en dag er væk. Hun har allerede planlagt sin begravelse. Hun er godt i gang med at lave fotobøger med sig selv, Villum og Andreas. Inden længe går hun i gang med brevene. Og så overvejer hun at købe en konfirmationsgave til Villum, som Andreas skal give ham til den tid.
- Jeg håber og tror, at Villum og Andreas vil leve videre på en god måde, når jeg er væk, og have mig med i tankerne som noget positivt. Derfor vil jeg også gerne efterlade mig nogle spor til de store begivenheder. Men det er en svær balance, for det må heller ikke blive for meget, så de hele tiden bliver mindet om alt det triste, forklarer hun.
- Når alt kommer til alt, håber jeg jo bare, at det kommer til at gå Villum godt. Og jeg er sikker på, at han nok skal klare den, for han har en virkelig god far. Og vi er vildt heldige med vores familie og venner, der er rigtig gode til at hjælpe. På den led kunne vi næsten ikke stå bedre.
For Camilla er det ikke en belastning at tale om døden. Faktisk er det en lettelse at sætte ord på tankerne engang imellem, for døden er blevet en naturlig del af hendes liv.
- Det kan lyde hårdt, men jeg har vænnet mig til tanken om, at jeg skal dø, og jeg er meget åben om det. Men nogle gange bliver det for meget for mine nærmeste, og så ved jeg, at jeg skal holde lidt igen. Andreas og jeg taler selvfølgelig om det engang imellem, men ikke hele tiden. For det hele skal jo ikke handle om kræften, forklarer hun.
På Camillas ’bucket list’ er der et vigtigt punkt, som hun vil have krydset af nu til sommer. Hun vil plante et træ i haven – måske en magnolia eller et japansk kirsebærtræ, hun er ikke så havekyndig. Men det skal i hvert fald have lyserøde blomster på.
Den allernærmeste familie skal være med: Villum, Andreas, hendes forældre og søster. Og bagefter skal de drikke champagne og fejre det med en lille ceremoni.
- Det skal være mit træ, som jeg forhåbentlig kan se vokse i lang tid. Og når jeg er væk, kan de andre sætte sig ved det og tænke på mig. Den tanke kan jeg virkelig godt lide, smiler hun.
Hør Camilla fortælle om sine tanker om, hvordan hun er den bedste mor for Villum i den sidste tid i podcasten fra Kræftens Bekæmpelse:
Lyt til podcasten HER
Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.