Skip navigation

Nu er arbejdstiden røgfri i alle syddanske kommuner

Region Syddanmark er første region, hvor alle kommunale arbejdspladser er røgfri.

to mænd uden for arbejdsplads
83 ud af Danmarks 98 kommuner har røgfri arbejdstid på kommunale arbejdspladser eller har besluttet at indføre det. Foto: Istock

Tønder Kommune har netop indført røgfri arbejdstid på alle kommunens arbejdspladser. Det gør Region Syddanmark til den første region, hvor samtlige kommunale arbejdspladser er røgfri. 

Siden 2020 har det ikke været tilladt at ryge i arbejdstiden på Region Syddanmarks egne arbejdspladser. I regionen er de glade for, at røgri arbejdstid har bredt sig til alle kommuner:

- Det er en fantastisk god nyhed for tobaksforebyggelse. I et samarbejde mellem regionen og de 22 syddanske kommuner var vi i marts 2019 det første område i Danmark, der blev en del af partnerskabet Røgfri Fremtid. I vores sundhedsaftaler med kommunerne arbejder vi også for, at de syddanske borgere ryger mindre, siger Pernelle Jensen (V), formand for Region Syddanmarks udvalg for det nære sundhedsvæsen.

Kommunen går forrest

I Tønder Kommune ryger 18,3 pct. af borgerne. Fra kommunal side føler man et ansvar for at hjælpe flere til at droppe tobaksprodukterne. Et element i kommunens tobaksstrategi er det nye forbud mod tobaksprodukter på de ca. 3.000 kommunale arbejdspladser. Et andet er tilbud om hjælp til rygestop.

- Vi har mange rygere, og det er en udfordring for en del af dem, at de har svært ved at stoppe. Når vi nu kan være med til at gå forrest ved at hjælpe sundheden den rigtige vej, så er vi også forpligtet til det, siger borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen (S).  

83 ud af Danmarks 98 kommuner har røgfri arbejdstid på kommunale arbejdspladser eller har besluttet at indføre det. At Region Syddanmark nu har fuld plade på røgfri arbejdspladser, bør inspirere de sidste kommuner til at slutte sig til flertallet, mener Kræftens Bekæmpelse:

- Min opfordring lyder: Tag på besøg i en af de røgfri kommuner. Erfaringen viser, at kommunerne er glade for det røgfri initiativ, og ofte er ret problemfrit. Et røgfrit miljø i arbejdstiden har betydning for de medarbejdere, der gerne vil stoppe med at ryge. Men også for de unge, der begynder deres arbejdsliv i kommunen og tilpasser sig kulturen på arbejdspladsen - herunder tobakskulturen, siger Niels Them Kjær, chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Opbakning til røgfri arbejdsplads

Andelen af danskere, der ønsker røgfri arbejdstid, er vokset stødt de seneste år. I Region Syddanmark er andelen af kommunalt ansatte, der synes godt eller meget godt om at forbyde rygning i arbejdstiden, nu 75 pct. På landsplan er andelen 67 pct. Det viser tal fra efteråret 2023, indsamlet af analysebureauet Verian for TrygFonden, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen.

- Den store opbakning til røgfri arbejdstid understreger for mig, at det giver mening at indføre røgfri arbejdstid på flere kommunale, men selvfølgelig også private og statslige arbejdspladser, hvor tendensen også går i den retning, siger Niels Them Kjær.