Fik fjernet brystet
Karen afslutter første runde kemo i december 2021. Lige efter nytår bliver hun opereret og får fjernet det syge bryst samt 14 lymfeknuder. Efter operationen får Karen besked om, at der stadig er kræft i det væv, de har taget ud. Så Karen skal i gang med endnu en kemokur.
- I anden omgang bliver jeg sat på en ny slags kemo, som går direkte efter kræftcellerne i kroppen. De bliver hele tiden klogere af ny forskning, så det nytter virkelig at donere penge til kræftforskning. Den kur skal jeg være på i et helt år. Den er mildere mod min krop, men langt hårdere for min psyke, fortæller Karen.
Da Karen er færdig med anden runde kemo i december 2022, tager hun med sin mand på ferie i Dubai. De trænger til at komme langt væk fra sygdom og behandling og booker sig derfor ind på et luksushotel. Under den ferie spirer en ny drøm om at prøve at bo i Dubai.
Nye bryster og nye eventyr
Karen gennemgår en rekonstruktion på Rigshospitalet i maj i år. Her bygger kirurgerne et nyt bryst af muskler, vener og hud fra ryggen, samt fjerner det andet raske bryst og ligger et nyt implantat ind. Operationen går godt, og Karen er ved at komme sig oven på den. Hun er desuden blevet sat på medicin, som sætter hende i kunstig overgangsalder. Hun skal spise piller hver dag de næste 10 år og får en indsprøjtning i maven hver fjerde uge de næste fem år.
Midt i det hele har familien truffet en stor beslutning. De skal ud og opleve verden igen.
- Man ved aldrig, hvad i morgen bringer. Det har mit forløb så tydeligt vist. Vi skal ikke sidde herhjemme og fortryde det, vi aldrig fik gjort. Jeg vil have mest muligt ud af mit liv. Jeg tror på, at positivitet avler mere positivitet, og jeg kan alligevel ikke ændre på det, der kommer til at ske. Hvis jeg bliver syg igen, så tager vi den derfra, smiler Karen.