Spring navigation over

Nye tal: Syge patienter dør eller venter for længe på lindrende hjælp

Kræftens Bekæmpelse opfordrer til oprustning af den palliative indsats i Kræftplan V.

- Der er stort behov for, at den palliative indsats bliver bedre og prioriteres politisk i den kommende Kræftplan V, siger Helen Bernt Andersen, formand i Kræftens Bekæmpelse. Foto: Tomas Bertelsen

Smerter. Bekymringer. Tilbagetrækning fra socialt liv. 

Kræftpatienter og andre patienter med livstruende sygdomme kan undervejs i det alvorlige sygdomsforløb få brug for hjælp til lindring af fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle udfordringer. Hjælpen er vigtig for livskvaliteten – både i løbet af sygdomsforløbet og i den sidste tid.

Desværre viser ny årsrapport fra Dansk Palliativ Database, som Kræftens Bekæmpelse har læst, at hjælpen ikke når alle patienter. 

Næsten hver femte patient døde eller blev for dårlig, inden der blev skabt kontakt til den specialiserede palliative indsats. Desuden måtte hver femte henviste patient vente på hjælpen i mere end de 10 dage, som Dansk Palliativ Database har sat som den maksimale ventetid, en patient bør have.

Problemer i årevis

Samme udfordringer viste Rigsrevisionens beretning allerede tilbage i 2020. Det er bekymrende, at der ikke er sket afgørende forbedringer på området, mener Helen Bernt Andersen, formand i Kræftens Bekæmpelse.

- Der er stort behov for, at den palliative indsats bliver bedre og prioriteres politisk i den kommende Kræftplan V.  Hjælpen når ikke alle med behov, og det kan have store konsekvenser for patienterne og deres familier, siger Helen Bernt Andersen.

I årsrapporten fremgår også, at patienterne henvises meget sent i deres sygdomsforløb. I gennemsnit blev de først henvist til specialiseret palliation 34 dage, før de døde. Det tal har stort set været uændret i de senere år, også selvom nogle patienterne kan få brug for hjælp allerede i begyndelsen af deres sygdomsforløb. 

- Der er brug for både mere kapacitet og kvalitet i den specialiserede palliation. Der er også brug for at patienternes behov undersøges bedre, og at hjælpen gives, når der er brug for den. Den palliative indsats bør desuden tænkes tidligere ind i sygdomsforløbet. Palliation er ikke kun for døende, siger Helen Bernt Andersen. 

Dansk Palliativ Database omfatter data fra alle patienter, der henvises til specialiseret, palliativ indsats i Danmark. Der findes endnu ikke tilsvarende nationale data omkring den basale palliation.

Nyhedsbrev for patienter og pårørende: Få inspiration, støtte og sidste nye viden.